Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Design forpligter

Blogpost af
Tine Kjølsen
Dato
05.09.2014

Kære designstuderende!

Tillykke med, at I er optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – eller for nemheds skyld: KADK. Blot 111 studerende har opnået det privilegium at læse design på KADK. I er blandt de 7 procent, som kom ind igennem nåleøjet. Det forpligter, for samfundet har brug for dygtige designere, der mestrer designhåndværket og skaber nye produkter og koncepter, som bidrager til løsningen af store globale udfordringer som klimaforandringer, demografisk udvikling, sundhed og fattigdom.

For det kan I som designere in spe. I har valgt et studie, hvor I kan gøre en forskel – ikke kun for jer selv men for samfundet. Design har et kæmpe potentiale i den samfundsmæssige værdikæde, og derfor er det afgørende, at I studerende forlader Holmen med en designuddannelse i verdensklasse.

Nåleøjet
Ambitionerne på skolen er store. Det er også derfor, at det skal være svært at komme ind på designuddannelsen, for råmaterialet skal være i orden, hvis skolen skal lykkes med at uddanne designere i verdensklasse, der gør en forskel. Når nu I er sluppet igennem nåleøjet, handler de kommende studieår om jeres kunnen, engagement og flid, for en designuddannelse i verdensklasse er ikke noget, man ”får”, det er noget, man ”tager”. Omvendt skal skolen leve op til sin forpligtelse om at levere inspirerende, forskningsbaseret undervisning af højeste kvalitet, og det skal I som studerende til enhver tid insistere på.

På den anden side af jeres uddannelse venter en vej mod arbejdsmarkedet der – desværre – er stejl og stenet for mange designkandidater. Det har flere forklaringer. Én af dem er, at offentlige og private aftagere burde se lyset og efterspørge flere designere, men er ramt af det, som gode gamle Karl Marx kaldte ”falsk bevidsthed”, fordi de ikke véd, hvad der er godt for dem (læs: jer). Heldigvis er der flere gode kræfter, som arbejder for at stimulere efterspørgslen efter designere, men det tager tid at udbrede forståelsen for designs forretningsmæssige potentiale.

Af med skyklapperne
Mens vi venter på, at flere arbejdsgivere slår dørene op på vid gab, er der – heldigvis – en række lavt hængende frugter, I kan være med til at plukke for at blive klædt på til et foranderligt arbejdsmarked i her til lands såvel som udenfor landets grænser. Praktik, udlandsophold og studiejobs er afgørende parametre for at køre dig selv i stilling til et meningsfuldt job, når kandidatbeviset er i hus. Så af med skyklapperne. Designskolen er allerede godt på vej og har sat sig ambitiøse mål om at styrke omverdenskontakten og de studerendes møde med fremtidige aftagere. Men skal projektet lykkes, kræver det jeres aktive medvirken

Min ydmyge opfordring til jer – 111 nye designstuderende – er at lægge liv, sjæl og kreativitet i det helt særlige studiemiljø, som Holmen tilbyder jer. Men husk at slå øjnene op fra lærebøgerne og sæt jer selv i forbindelse med omverdenen – uanset, om det er den multinationale virksomhed, den lille kunsthåndværker, NGO’en, den lokale borgerservice eller noget helt femte. Tænk utraditionelt i nye konstellationer og dyrk dit netværk – så står I skarpt i kapløbet om at få fodfæste på fremtidens foranderlige arbejdsmarked.

Rigtig god fornøjelse på KADK!

Jannik Schack, politisk chef i Tænketanken DEA og medlem af Kunstakademiets Designskoles Aftagerpanel

Kommentér her