Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at løse klodens største udfordringer, bliver man nogle gange nødt til at rejse til 'verdens ende' for at prøve sine idéer af. Ud fra den devise har KADK’s kandidatprogram ”Architecture and Extreme Environments” de seneste år sendt deres studerende ud i nogle af verdens yderste afkroge for at tage livtag med tidens helt store miljø-, klima-, og ressource-problematikker, dér hvor de udspiller sig i deres mest ekstreme og voldsomme form.
Programmet været tidligere været i Arktis, Amazonas og Gobi-ørkenen, og i år er de studerende taget til Tanzania for at arbejde med projekter inden for sundhed, hygiejne og miljø.
Feltarbejdet i Tanzania er ligesom alle andre projekter på ”Extreme Environments” relateret til FN’s verdensmål. Verdensmålene fungerer som en konstant reference der fastholder de studerendes fokus på hele verden som deres arbejdsplads og på de globale udfordringer som deres genstandsfelt.