Denimvæveri i NKT-Huset

Name
Jonas Karstens Brandt
Education degree
Master
School
School of Architecture
Study programme
Cultural Heritage, Transformation and Restoration
Year
2016

Måske har du set NKT-Husets karakteristiske lyseblå rammekonstruktion fra intercitytoget på din tur mod Fyn eller Jylland. Et stort hus der fylder godt i togrudens udsnit når man passerer Brøndby. 

Jeg har udarbejdet et forslag til hvordan man NKT-Huset kan omdannes til et moderne denimvæveri; med fokus på håndværksmæssige traditioner og kvalitet frem for outsourcet produktion.

Nederst på siden er fotos og tegninger, der bliver større når man klikker på dem.

NKT-Huset

 

Måske har du set NKT-Husets karakteristiske lyseblå rammekonstruktion fra intercitytoget på din tur mod Fyn eller Jylland. Et stort hus der fylder godt i togrudens udsnit når man passerer Brøndby. 

NKT-Huset er et højspændingslaboratorium, tegnet af Kaj Steensballe og opført i 1960. Bygningens primære funktion, var at huse  testning af produkterne fra det, der dengang hed Nordisk Kabel- og Traadfabrikker (NKT).  Som førrste del af mit projekt udfærdigede jeg en tektonisk analyse af bygningen gennem registrering og kategorisering af de enkelte elementer. (se kataloget Primære bygningskomponenter i NKT-Huset)

 

 

 

Projektet

 

Jeg har udarbejdet et forslag til hvordan man NKT-Huset kan omdannes til et moderne denimvæveri; med fokus på håndværksmæssige traditioner og kvalitet frem for outsourcet produktion.

Jeg er fascineret af den måde denim patinerer på, mister farve på områder med stærkt slid og udvikler mere mættet, livlig indigo hvor farven fordeler sig mellem kædegarn og undergarn i stoffet.

Både Martin Heidegger, Walter Benjamin og Juhanni Pallasmaa har fortalt os om hvor vigtig patina og tidens spor er for os i vores omgivelser og altså også i arkitekturen. Og jeg er sikker på at de alle gik/går rigtig meget i cowboybukser.

 

Mit mål har været at lave et hus, der hylder og dyrker produktionen og ophøjer den  til noget fornemt i kraft af de storslåede rumligheder forgangne tiders industri har efterladt os. Netop produktionen har været central I mit arbejde, og jeg har som en del af projektet besøgt den Italienske denimfabrikant Candiani Denim (se fotokataloget: Denimproduktion hos Candiani Denim)

Med mit forslag har jeg ikke ønsket at vise at jeg er en arkitekt med god smag eller vilde eksperimenterende idéer. Derimod har det været vigtigt for mig at dyrke glæden og kærligheden til faget og at kommunikere dette. Jeg vil vise at jeg kan løse en konkret arkitekturopgave med blik for detalje og funktion uden at glemme de sanselige værdier. 

 

Jeg har stræbt mod at ophøje betonelementerne som en selvstændig æstetik. Behandlet og detaljeret dem på lige fod med marmor. Det var vigtigt for mig, at gøre en dyd ud af nødvendigheden og lade dorne, diletationsfuger, konsoller være en del af fortællingen. Jeg er betaget af når industrihaller tager pusten fra en og minder om store katedraler. Skabe en bygning med imponerende sakrale rum til almene profane funktioner, som det eksempelvis Hans Christian Hansen kunne det.

 

Kærligheden til tektonikken og betonelementernes egne særlige kvaliteter er en måde at opløfte det hverdagsagtige til noget storslået. Disse greb kan danne rammer for en fantastisk intens, nørdet og dedikeret produktion. Jeg har nydt at søge viden om denimproduktion og den maskinpark, der hører til.

 

Min transformationsholdning

 

Pragmatik og funktion er nøgleord. Funktionalisme er, for mig, mere end optimering af formål. Det er æstetik og extravagance. Det er historie og sjæl, og må nødvendigvis forholde sig til en lokal fortolkning. 

 

Det er min holdning at man kun skal transformere i det omfang, man kan forbedre noget i væsentlig grad. Men jeg er også anti-puritaner. Brugsgenstande er skabt for at blive brugt, og arkitektur er i høj grad genstande for brug. Hvis en genstands fortsatte funktionalitet er betinget af gennemgribende ombygning, bør man ikke blive for nostalgisk. Det nytter ikke at vi holder fast i bedagede teknologier medmindre de kan bidrage med noget. Den slags har deres plads på museer og i montrer, hvor deres funktion er begrænset til at fortælle om en forgangen tid.

Ved løbende opgradering løfter vi genstanden – eller huset – til nye højder. Udvider dens potentiale. Ved ombygning skabes noget unikt, langt fra samlebåndets enshed.

 

Men hvorfor ikke bare skrotte og sarte forfra? Det kan da kun blive bedre, økonomisk som funktionelt. Til dels, men det er så her de lokalt definerede funktioner kommer ind i billedet: Charmen, sjælen, æstetikken, historien, det særlige og alle de idéer, der er opstået i andre hoveder, andre steder, i andre tider. Funktionen er altså mere end en syntese mellem formål og æstetik. 

Det er netop sammenstillingen af disse, der gør arkitekturen til mere end de enkelte elemeneter.

 

Et fuldstændig konkret eksempel er min stærkt ombyggede gamle motorcykel. En Suzuki GT500 fra 1976 der er blevet så grundigt ombygget at den har mistet al værdi for de historiske puritanere. Men det betyder blot at den er blevet meget sjovere for mig. Når jeg ombygger motorcykler deler jeg arbejdet op i funktionsgrupper:

 

 1) Køreegenskaber: Dæk, fælge, affjedring, bremser, svingarm.

 

2) Driftsstabiliitet: Elnet, elektronisk tænding

 

3) Ergonomi: Sæde, fodhvilere, styr

 

4) Ydelse: Boring, udstødning, karburering, luftindtag

 

5) Æstetik: Maling, tank, forlygte etc.

 

Jeg tager altså noget gammelt skrammel og nøjes ikke med at shine det op, men forsøger at forbedre det med alt hvad vi ved i dag. Jeg spiller på alle tilgængelige teknologiske tangenter, og søger at ramme noget nær nutidig funktionalitet i en meget gammel pakke. Resultatet bliver hverken historisk korrekt eller helt moderne. Men det bliver heller ikke blot en mellemting. Det bliver noget helt nyt og unikt. Vi bevarer støjen og røgen, vibrationerne og lugtene, de uøkonomiske, men solide materialer og farverne. Og samtidig kan vi bruge den til hverdag og regne med den. Jeg har det meget sjovere med den, fordi den er dette herlige anakronistiske sammensurium af dele og teknikker.

 

Det er i princippet det samme med de gamle denimvæve i væveriet. De producerer denim med den rette mængde charmerende irregulariteter som moderne væve ikke kan programeres til. Den smalle produktion gør også produktet mere eksklusivt. Det skal bevares. Men for at kunne blive ved med at producere på denne måde må vævene til stadighed opgraderes og modificeres med dele, der sikrer driften. Drivmotorer, skyttelfang, hamre, strømforsyning, ophæng og diverse bevægelige dele.

 

Højspændingslaboratoriet bærer en tydleig industrikulturel identitet i kraft af sin tidligere funktion. Denne funktion skinner i dag igennem i mange af de små detaljer i byggeriet; fra de mange tilslutningsterminaler, ventilationsgangene og til den overdrevne lynsikring på taget. Det er en identitet, jeg har agtet at respektere og bevare. Jeg har ønsket at lade den komme til udtryk på samme måde som i huset oprindeligt. Mine greb har været, at bevare visse detaljer, lade andre finde ny anvendelse samt at tilføje helt nye detaljer, højt specialiserede til den fremtidige funktion. Jeg har dyrket en dybere, mere holistisk identitet fremfor at forsøge at kommunikere det rent billedligt. En let aflæselig ydre form eller en dekoration i et materiale, der referer til en den tidligere brug ser man nemt bliver for overfladisk.

Først og fremmest er det dog vigtigt for mig at opbygge og bevare en kærlighed til genstanden for projektet såvel som arbejdet med den. Det er gennem denne hengivenhed og dedikation at kvaliteten og sammenhængen skal sikres.

 

 

Mine greb

 

For at nå disse mål har jeg valgt at lade mine hovedgreb basere sig på klassisk romansk og gotisk kirkearkitektur i et formsprog der trækker veksler på modernistiske og brutalistiske eskapader.

Således har den tidligere højspændingshal fået tilføjet det sideskib, der fuldender den moderne basilika struktur, komplet med pulpitur, aedicula etc.

 

Tagelemnterne blotlægges for at synliggøre deres kassettelignende reliefvirkning. Nye epoxyguve i hallen forstærker rummets vertikale udstrækning og højstemte stemning.

 

På den anden side har jeg set huset som en sammenhængende del af produktionen og maskineriet. 

Aediculaet, denimkatedralens helligste hellighed står dirrende ved vævenes taktfaste arbejde som væveriets bankende hjerte. og hele produktionens flow er anlagt ligeså rationelt og effektivt som en karburator.

 

Denimproduktionens råvarer i form af kædegarn og skudgarn ankommer med lastbil til samme lasteplads nord for bygningen. De to typer garn har hver sin indgang: 

Skudgarnet kommer direkte til en spolemaskine i den eksisterende sidebygning hvor de spoles over på tene, der andvende i skyttelvævene. Kædegarnet kommer ind i den forlængede nye sidebygning, der rummer et farveanlæg i næsten sin fulde længde. 

Efter den lange tur gennem de mange dampende indigobade løftes skudgarnet op i aediculaet hvor vævene står. her forenes de to garne igen i en klassisk to-på-en twillvævning inden det forsvinder gennem sprækker i gulvet til opsamling og finishing i hallens nordlige ende.

 

Farveanlæggets fornødne kemi og dyrebare indigopigment opbevares - som relikvier i krypten - i store tanke i kælderen i den eksisterende sidebygning og pumpes gennem rørføringer i eksisterende kabelkanaler under hallens gulv. 

 

 

Den eksisterende bygnings strengt hierarkiske opbygning går igen i projektets opdeling i betjenende og betjente, producerende og produkt. Fabrikkens flow og personalets arbejdsplads og vilkår. Nyt stort indgangsparti, bad og omklædningsfaciliteter. Men også den tektoniske opdeling; det skærmende, det rummende og det bærende og det bårne; hud kød og knogler.

 

Min glæde ved tektonikken hænger også sammen med min anskuelse af arkitektur som et værkstedsfag med fokus på modelarbejdet som værktøj til teknisk undersøgelse og formidling.

 

Det har været en vanvittigt forløb. Fantastisk og forrygende. Jeg har været hårdt presset til

tider, men også haft det enormt morsomt. Især - overraskende nok - her i de sidste hektiske dage. (se iøvrigt Logbog august - december 2015)