Efterskift, Begravelsesplads i Nordhavn

Projekt handler om at etablere en begravelsesplads med til hørende bygninger på et uopdyrket sted i Nordhavn. Projektet er tænkt i stadier af tid med døden i bevidstheden, som gradvist vokser sig fra et åbent og tomt område til en fremtidig by.

Engang skabte vi et rum til døden, et sted hvor nærværet til den var synlig. I dag er dødens nærvær kun eksisterende, når den rammer os selv eller vores pårørende og selv der ved vi sjældent, hvordan den skal italesættes. Vi er bange for at dø, hvilket er forståeligt, men det er det eneste faktum vi har her i livet. Vi gemmer døden bag murene uden for rækkevidde, men mørket er der og vi bliver nød til at omfavne det. Der er behov for at lære at tale om døden, så vi selv og pårørende ikke mister dyrebar tid med ens kære. Vi lever i en tid, hvor alting går stærkt, hvor det hele tiden handler om at komme videre. Vi glemmer derfor tit de pårørende som har mistet og står alene tilbage. De døde forsvinder ikke. De bliver en transformerende kraft, som forbliver en del af os for altid. Der er derfor brug for steder som sætter den menneskelige tid i perspektiv og som sætter spørgsmåltegn ved den måde vi lever på. 

Projektet er udarbejdet i stadier. Fra stadie 0, som er sådan området ser ud i dag til stadie 4+ med den fremtidige lokalplan

Dette er et projekt med døden i jorden og levende i huset. Døden som tager en indtagelse af rummet og fylder det ud som et tomt felt i en levende by. Der bliver i dette projekt skabt en tidslighed, hvor byen kan flytte langsomt ind. 

For at byen kan vokse og matrikler kan blive bebygget af boliger og erhverv, startes der med den matrikel som er i midten og når der er blevet begravet det antal mennekser som passer til matriklen bliver denne frigivet til bebyggelse. Og sådan går man så videre til næste matriklen og byen vil stille vokse sig ud som et net at bygninger. Begravelsespladserne vil ligge som store naturdele i det nye bylandskab sammen med de store felter af beplantning, som vil være fredet.

Når en dør og man står tilbage som pårørende, så kan der opstår et behov for ritualer eller systemer der kan være med til at bearbejde sorgen. Ritualet består af en gentagelse og kan være med til at skabe en ramme for det vi ikke kan udtrykke med ord.

Jeg har valgt at arbejde med gentagelsen i form af griddet, som er en del af stadie 1. I vores verden er griddet en stor del vores hverdag. Griddet kan ses på mange forskellige måder, i den måde vi bygger byer, den måde vi bor på, den måde vi gør ting i vores hverdag på. I griddet kan man også se en fremtidig plan, noget der er fastlagt, dog åbent.

Griddet fungerer som stier med en størrelse på 1.8m bred. Griddet er lavet af betonafstøbninger. Betonen hældes direkte ned på jorden i kasse på en længde af 5m. Betonen laver et aftryk af jordens overflade. Aftrykket laves præcis der hvor stien skal ligge. Betonstierne vil derfor tage form at den flade den er blevet støbt på og vil derfor variere i sit udtryk. Stierne bliver derfor et erindringsbillede af, hvordan naturen har set ud på dette præcise tidspunkt på præcis dette sted. Der vil blive permanent tilstand i omskifteligt landskab og et billede af en tid som altid vil bestå.

Der er skabt tre bygninger til dette projekt; et kristlig kapel, dødehus og forsamlingshus. Bygningerne starter ud med at være solitære, som området ser ud nu, men sammenlignet med den fremtidige lokalplan vil de ende med at være en rest af en primitiv basal fortid som området indeholder nu.

De to kapeller, det kristlige kapel og dødehuset arbejder jeg med dem med dem ved at tage udgangspunkt i deres funktion. I det kristlige kapel var det vigtigt at det fik de sammen retningslinger som en kirke har, at man bevæger sig fra vest mod øst og at korset bliver en del af planen. Dødehuset, som er den runde bygning var det vigtigt, at den skulle være retningsløs og styke det så meget som muligt. Dødehuset skal huse alle dem som ikke havde lyst til at sige farvel til deres kære i det kristne kapel, så derfor skal den ikke forholde sig til et religiøst koncept. Forsamlingshuset skal være et sted, der skal være med til at styrke fællesskabet for området, ikke kun omkring døden, men også den daglige fællesskab. For at styrke det vil der på pladsen være rækker af nyttehaver, som beboerne selv kan have frihed over.

De fire begravelsespladser; Kiste (nede til venstre), urne (nede til højre), muslimsk (oppe til højre) og baregravplads (oppe til højre) har hver deres egen orden og udtryk. De tager alle udgangspunkt i et traditionelt udgangspunkt, men rykker ved grænserne. 

Barnegravpladsens hegn er af blank stål og 2m højt. Det blanke er for at gravpladsen kan tage omgivelserne til sig, for at det hele kan blive et og nå til et sted som ikke er lige til at forstå. At lukke af for og tage ind på samme tid. Selve barnegravpladsen består af 3 typer grave. En traditionel med både urne og kistegravpladser som ligger åbent i landskabet afbrudt at grusstier.

Den muslimske gravplads har et hegn bestående at kampesten, som er stablet sammen til højde på 1,5 m. Kampestenene skal give tyngde og tryghed og være omfavne. Stenene har også en relation til Nordhavn. Her fungere stenene som store diger langs den nye opfyldning af jord

Den kristene gravplads har et traditionelt hvidt stakit som hegn i højde af 1m. Som tidligere nævnt om den kristnegravplads, skal tankerne falde hen på den danske have og fordi, at en kistebegravelse er den mest traditionelle begravelsesform i Danmark.

Urnegravpladsens hegn består af 1 meter højt betonhegn. Grunden til dens lave højde er fordi dette er den største gravplads og er den som indtager det største område af sitet. Meningen er at man skal kunne stå for enden af den og følge dens lange bløde bevægelse flyde sig op igennem terrænet. På den måde skærmer den ikke af, men indtager den pårørende med ind i hele rummet.

Det er fordi vi kommer derfra, og skal dertil igen. Det er fordi hjertet er en fugl som slår og slår i brystet, det er fordi lungerne er to sæler som luften glider igennem, det er fordi hånden er en krabbe og håret en høstak, blodårerne floder og nerverne lyn. Det er fordi tænderne er et stengærde og øjnene æbler, ørerne muslinger og ribbenene en tremmelåge. Det er fordi der altid er mørkt i hjernen og stille. Det er fordi vi er jord. Det er fordi vi er blod. Det er fordi vi skal dø.” Karl Ove Knausgaard, Min kamp bind 6