Mellem himmel og hav –Øens potentiale

Projektet tegner sig ind i debatten om de danske øers fremtid og foreslår at etablere forsøgsbiotoper for udvikling af økologisk landbrug og naturopbygning på øerne.

Med afsæt i permakulturbegrebet, frugtindustrihistorien og de landskabelige karakteristika, skitserer projektet et lysere fremtidsperspektiv for Femø.

Transformationen af Frugtcentralen på Femøs havn er omdrejningspunktet. Det arkitektoniske greb har afsæt i japanske filosofiske begreber som mono no aware og wabi sabi, der omhandler den særlige opmærksomhed på naturen, årstiderne, det foranderlige og det cykliske.

Bygningen repræsenterer og servicerer permakulturlandbruget på øen. Den ændrer karakter og funktion efter øens forskellige behov og trækker således vejret med årstiderne.

Femø står nu, som så mange andre danske øer, som skyggen af sig selv uden skole og erhvervsmuligheder. Der er 123 fastboende tilbage med en gennemsnitsalder over 60.

 Denne afgang foreslår en vej ud af den nedadgående udviklingsspiral på øerne. Ved at omlægge landbrugsjorden på Femø til eksperimenterende økologisk landbrug hvor der dyrkes afgrøder med større afkast, som kan videreforarbejdes på øen, får øen en forankret produktion, nye unge tilflyttere og et stærkt varemærker der giver et helt andet afsæt for turisme og besøgende.

 Femø ligger smukt placeret midt i Smålandshavet mellem Sjælland og Lolland Falster og ligner med sin karakteristiske hjerteform nær-mest Afrika. Landskabet er unikt i øgruppen med meget kuperet terræn af bløde bakker og varierende naturområder. Stjerneudstykningen syner tydeligt frem, og opdelingen af de gamle marker er markeret af jorddiger med markante tætplantede hundereder år gamle stynede popler.

 Femø har rig humusholdig jord og et særligt mildt klima med mange solskintimer, der egner sig utroligt godt til frugtdyrkning.

Kulturhistorisk er Femø uløseligt forbundet til æbleproduktion, og øen har en lang og spændende historie med andelsproduktion af frugt. I mange år var hele øen involveret i Femø frugtavler forening, produktionen var stærkt økonomisk forankret, og den sikrede et blomstrende lokalsamfund.

 I dalsænkningen Bækkenet, der strækker sig fra havnen i vest og tværs over øen, er placeret 6 selvforsynende bosætninger der sammen varetager en større produktion af æbler, pærer, blommer, kvæder, bær og nødder med fokus på æbler til ciderproduktion. Frugtproduktionen er kombineret med dyrehold. Hver bosætningen består af et enfamiliehus og 5 woofer boliger. (World organisation of organic farming). De 6 bosætninger deler to store maskinhaller placeret centralt i Bækkenet. Længen er den bygningstypologi, der er udforsket. Bækkenet er i dag et utilgængeligt naturområde.

 I 30´erne blev der udgravet et drænsystem i Bækkenet bestående af dybe smalle render, der deler området over. I stedet genetableres en snoet å, så lavninger under havoverfladen igen får lov at gå i marsk.  

Mellem og langs eksisterende fredede poppelhegn, vådområder, skovdannelse og yngleområder på hele øen etableres et grønt spindelvæv, der skal fungere som grønne korridorer for dyre og planteliv og styrke naturområderne og øens mangfoldighed. Bækkenet ligger i midten af øen som rygraden i systemet. Desuden oprenses flere af moseområderne og langs kysten, i de grønne bælter, plantes thuja skov, der giver læ og kan benyttes til senere skovbrug.

 I 2013 blev flere stier renoveret og markeret som hjertestier af Hjerteforeningen. Dette åbnede øen op og gav helt nye oplevelser i land-skabet. Dette system udbygges betydeligt og bredes ud over hele øen. Her er lagt fokus på de forskellige oplevelser landskabet byder på. Stierne bevæger sig på højdedragene for udsyn, langs og gennem de grønne korridorer og poppelhegn, samt ud til kysten. Gennem mose og marsk etableres simple vadebroer i træ i forbindelse med stisystemet.

En bosætning består af en familiebolig, en længe på 100 m2 der er orienteret vest øst. Længerne er placeret i nicher på den sydvendte skråning i dalsænkningen, for at sikre maksimal udnyttelse af passiv solenergi. Der etableres en drivhus zone på den sydvendte facade der fungerer som varmezone. Bosætningerne er defineret af permakulturprincipperne og har raketmasseovn som varmesystem. De har komposttoiletter, regnvandsopsamling, genanvendelse og rensning af spildevand via østershatte svampesporer. Bosætningerne er placeret tæt ved vand og fungerer som hængsler i permakulturlandbruget.

Landbruget, der forsyner familien, er anlagt som en klar formmæssig reference til stjerneudstykningen på øen og arrangerer sig efter koterne og de landskabelige forhold.  

 Forsyningen til bosætningen, typisk 2 voksne og 2-3 børn, er inddelt i zoner defineret af behovet for vedligehold af afgrøderne.

 I perioder vil landbruget kaste mere af sig, og merproduktionen vil kunne afsættes via Frugtcentralen. Til familieboligen knytter sig 6 wooferboliger, da landbruget i perioder kræver mere arbejdskraft og ligeledes afsætter mere. De små bygningsvolumener er drysset udover permakulturlandbruget og knytter sig til et dyrkningsområde, der typisk vil være wooferens/arbejderens ansvar. Afgrøderne, der forsyner bosætningen, breder sig ned over den sydvendte skråning og ender i dalsænkningen. På den nordvendte skråning står spredte cideræbletræer, valnøddetræer og spisekastanjer. Mellem stammerne går norsk højlandskvæg og græsser. Dette område lapper ind over marsken, da køerne trives godt i de våde lavninger. På bakketoppen går gutefår og græsser mellem lavere træer, søde æbler, blommer, kvæder og pærer. Her er bistader spredt udover området. Bierne giver mulighed for at høste udsøgt og økologisk honning. 

Frugtcentralen er det mest dominerende volumen på havnen og har historisk været en central samlende faktor og et bindeled til omverdenen via pæreskuderne og havnen. Den har i kraft af sine 59 x 14 m og små højtsiddende vinduesåbninger en voldsom volumensitet, som jeg har værdisat som et bevaringsværdigt karaktertræk. Den har også i kraft af spærkonstruktionen en repetitiv karakter og en brudt symmetri som jeg har været meget optaget af.

Jeg ser bygningen som et langt væsen på havnens kant. En øens vogter. Den afspejler årstiden og øens modus i kraft af et skiftende program og en foranderlig facade, der kan foldes op og ud efter årstid, brug og vejr.

Det brændte træs tekstur og dybde leger med lyset og har et sølvskær i solen. Der er noget klassisk ved sorte lister på brædder og hvidmalede sprossevinduer. Det brændte træ vækker genklang, men er alligevel anderledes. Der er mange fordele ved at brænde træ, da træet bliver meget modstandsdygtig overfor vejr og vind, insektangreb, svampe, råd. Den brændte overflade har også brandhæmmende egenskaber.

Udtrykket i facaden har været vigtigt i processen. Den lange ensartede figur er udfordret af sprødheden i tagudhænget i vindfangene og i foldningen. Jeg har arbejdet med afvandingen af taget for at sikre sprødheden i tagudhænget og med regnvandsopsamlingen som dekorative elementer foran bygningen. Jeg har arbejdet med ovenlysene som figurer der forstærker bygningens monolitiske egenskaber og udfordrer ladetypologien. Materialevalget er enkelt og der er tænkt nøje over samspil og materialemøder. Bæredygtighedprofilen har også været afgørende. 

Bygningen er opvarmet af masseovne der fungerer som raketfyr og er udstyret med komposttoiletter, regnvandsopsamling, rodzoneanlæg og rensning af spildevand igennem østershattesporer i håndvaskene. 

Bygningen blev oprindeligt opført i vandet og det har været en prioritet at dette kulturhistoriske træk bliver udfoldet igen, ikke mindst fordi forbindelsen til naturen og elementerne har været det styrende arkitektoniske greb.

Derfor har jeg arbejdet med mødet mellem vandet og kanten og den foring af kajkanten i træ, der allerede er på spil i havneløbet.   

Om vinteren står den sorte længe som en uanfægtet figur. Den er indadvendt og værner om livet på øen og foreningslivet i bygningen. Bygningen har lukket sin sorte frakke og skærmer sig fra sne og slud. Indenfor trækker livet sig sammen i den højisolerede cafe, hvor de korkbeklædte vægge vidner om den ekstra foring rummet har fået. I produktionsrummet ligger store gæringskar af æblecider og eddike og venter på at blive tappet, når de næste æbler falder af træerne i æblelundene.  

Om foråret folder bygningen sine porte op og afslører en mere sårbar og transparent hud samt den varme farve i de linoliebehandlede douglasgranrammer i foldedørene. Livet i bygningen bevæger sig også ud i klimazonen, og på den første varme dag bevæger øboerne sig måske ud på trædækket i solen.

Om sommeren folder både porte og døre op, og man får kigget ind i de varme kork og bræddebeklædte rum. To steder indrammer bygningen udsigten ud over Bækkenet, og man oplever det dybe kig ud over landskabet bag bygningen. Lagene i bygningen virker flimrende fra søsiden. Bygningen er nu ét med trædækket og grænsen mellem inde og ude er udvisket. Det er højsæson for turisme og folk strømmer til øen. Havnen er fyldt op med lystbådegæster og der er kvindelejr og jazzfestival på øen.  

Om efteråret folder bygningen sig langsomt sammen igen, og det er produktionen der fylder bygningen op. Der er masser af midlertidig arbejdskraft og det er højsæson for permakultur interesserede.