SCENOGRAFERING AF VERDENSARV

Name
Sofie Frydenrejn Johansen
Education degree
Master
School
School of Architecture
Study programme
Landscape
Year
2015

Mit projekt omhandler hvordan det er muligt at iscenesætte og åbne et dramatisk landskab op for lokale og turister i Nordgrønland.

Projektet finder sted ved Ilulissat, der er kendt for at ligge op til Kangia Isfjorden som er en del af UNESCO´s verdensarve. Mit fokus er at understrege karaktertræk på en vandrerute i forhold til den grønlandske natur med arkitektur.

 

Kort sagt vil det foregå ved at restaurere og tilføje elementer til en eksisterende vandrerute.

Jeg har i forbindelse med en eksisterende vandrerute der grænser ud til isfjorden lagt forskellige elementer og markør ud i landskabet, de skal marker og iscenesætte forskellige natur og kultursyn.

VANDRERUTEN

For at guide jer igennem vandreruten vil jeg udfra en tekst jeg skrev da jeg var på Grønland i februar, give den oplevelse jeg fik eller får af at gå ruten, hvor jeg så her har placeret de nye elementer i landskabet.

”Der er kogt vand til termokruset og dagens vandring er gået i gang. Det er koldt, især i ansigtet når jeg starter så tidligt, solen har ingen magt i skyggen her i vinterhalvåret og den har endnu ikke bevæget sig over fjeldene.

Vi er to, der bevæger os igennem byen og ud igennem den store hundeslette. Slædehundene er stille nu, de får først liv i sig når solen rammer dem eller når deres ejer kommer med mad. Hundene står i kæde fra de er et halvt år gamle. De er arbejdsdyr og adlyder kun deres ejer, så går man for tæt på kan man risikere at blive bidt

Vi når den gamle heliport, pladsen bar før præg af en middeltidighed, med containere der var placeret som det lige passede, den ene festivaltoilet der stod i midten og huset der var ved at falde sammen.

Pladsen er nu ryddet og sneen ligger her som en løftet flade over området. Den ryddet plads hvor porten eller indgangen viser at vi er på vej ud mod verdensarven. Heliporten ligger her som en tærskel mellem kultur og natur,  eller by, hundeslette og landskab.

 I forlængelse med porten er der placeret en allé af informationsskilte, der informerer os om hvad det er for et landskab vi bevæger os ud i. Skiltene står her med information men ude på vandreruten eller i forbindelse med ruten vil de stå i råt materiale som en markør i landskabet.

Pladsen står fri til kulturarv nu, campister og andre overnattende vil jeg anbefale enten at sove i byen eller ude på vandreruten. På trods af at det er en verdensarv er det tilladt at overnatte der i telt, én nat per sted.

.

Vi bevæger os op af en lille trappe og ud til den gamle kirkegård. Der begraves ikke flere døde her da klippeterrænet ikke gør det muligt. De simple trækors her er halvt dækket til at sne.

Vi bevæger os op på en lille fjeldtop ved siden af kirkegården og sætter os på bænken. Det er her muligt at få et overblik over hele kirkegården. Da stortset alle kirkegårde og gravsteder i Grønland placeres med udsyn ud over havet, har vi udsyn til dette på ene side. Hele kirkegården i midten og byen der ligger i baggrunden på den anden side. Bænken fungerer både som bænk og udkigspunkt.

 

Vi bevæger os ned af bakken på den anden side, ned til gangbroen der skyder igennem Sermermiutdalen.

Dalen der om sommeren er frodig og fugtigt, den såkaldte blomsterdal, ligger nu som et hvidt tæppe, kun nogle steder stikker træbroen frem vi skal gå på. Vi kommer forbi en varde, det er grænsen til UNESCOs verdensarv.

Lige før vi drejer op i bjergene, ligger sermermiut, den største akæologiske udgravning af en boplads i Grønland. Igennem 4000år boede her forskellige inuitkulturer, pladsen har senest været beboet indtil midten af 1800tallet.

Fra gangbroen skyder en gitterbro ud til et udkigspunkt, der ligger i midten af sermermiut udgravningen. Her får vi en fornemmelsen af hvor stor denne her boplads har været. Udgravningerne her er markeret med pinde eller gravet ud i den form tørvehytterne var. Udgravningsområdet er totalfredet, derfor må vi gå på broen. Om sommeren vil planterne vokse op i gitterhullerne.

 

Træbroen slutter med en trappe,, der stiger op af en fjeldside. Ved siden af trappen er et dyrespor, dyret har valgt at tage den stejleste vej op af bjerget, mon det er en snekanin eller en af de hvide arktiske ræve?

På toppen af trappen bliver man blændet af udsigten. Det er en vild oplevelse, på den ene side af fjeldet tårner isbjergene op ved fjordens udmunding, på den anden side ligger sermermiutdalen i sin hvide flade. Fjeldet her er som en overgang mellem kulturarv og natur.

Det er en smuk dag, en klassisk dag i Nordgrønland, en højblå himmel uden en sky. Det føles varmere nu vi er i solens lys selvom temperaturen er omkring de minus 25 grader.

Vi bevæger os ned mod kællingekløften, broen ligger som en bjælke over den 30meter dybe kløft. Kællingekløften der har fået tildelt navnet fordi det siges at fortidens kvinder begik selvmord her hvis de ikke længere var til gavn for samfundet. Det er en lidt faretruende fornemmelse at stå på denne her forholdsvise lille bro i så dramatisk et landskab.

Vi fortsætter over på den anden side af broen og ud på spidsen af udmundingen til isfjorden. Det her er næsten så tæt man kan komme på isbjergene fra landsiden. Stedet her har en markør der står på tværs af fjeldet.

 

Vi holder pause på en næste fjeldtop og næste varde, vi har været ude i knap 2timer nu. Vandet i termokruset er lunken som en kop the der lige er lidt for koldt.

På vej mod næste varde støder vi på endnu markering, den 3meter høje skive viser vej op af bjerget. Men det er ikke varden vi støder på først men en anden bunke af sten, kigger man imellem stenene kan man nogle gange se et skelet eller nogle knogler. Det er en inuitgrav. Gravene er oftes placeret højt og med udsigt ud over vandet.

Det er især her ved Holmsbakke at gravene kommer tydeligt til syne, der skulle ligge rigtig mange grave rundt omkring i klipperne. Parkrangeren jeg besøgte nogle dage tidligere ville ikke fortælle mig hvor, da han mente at folk ville tage skeletterne med hjem, hvis de vidste hvor.

Vi holder pause ved den næste fjeldtop igen, en muslibar hver, man kan ikke rigtig have madpakke med herud da den ville fryse til is. Vi har gået i snart 3timer nu, vandet i termokruset er nu normalt drikkekoldt.

Vi bevæger os ned af fjeldsiden og ud mod vandet. Fjeldene her er formet som trapper, når man kanten er der for det meste et trin længere nede. Endnu  en markør viser os vej ud mod kanten, lidt længere nede ligger et repos. Det ligner det svæver for det hænger halvt ude i luften. Forenden af reposen får vi følelsen af at komme endnu tættere på isbjergene. Man kan lade blikket følge kystlinien ind mod gletsheren, selvom man ikke kan se den har man lyst til at prøve. Luften er så utrolig klar at man kan se på den anden side af fjorden som var det kun et par km borte, men det er altså over 10km.

Vi er tæt på kanten men ikke ude over den, da det ville være farligt på grund af isbjerge.

 

Vi når punktet til den korte rute indtil byen, nu har vi cirka gået en tredjedel af vores rute.

Vi går videre, der er ikke så mange der har gået det næste stykke, udover et spor fra et dyr, måske er det det samme fra tidligere.

Vi møder endnu en markering, og får derefter øje på skarp kant, en kløft set nede fra. De her markør og elementer hjælper os til at orientere os i landskabet. Landet fortsætter ud i en evighed føles det. Bjerge, klipper, blå himmel og sne der fortsætter og gør stedet helt orienteringsløst når man kigger ind i landet. Foruden markøerne og elementer, orienterr man sig efter isfjorden og fodspor, en skala her imellem var svær at finde før.

Selvom vi kun er fem kilometer væk fra byen, er vi uden for mobilkontakt. Vi har gået lidt over fire timer .

Vi når elven, der skaber en indskæring i området, her kan man enten bevæge sig videre ud i landskabet udenfor de markerede stier eller følge elven ind mod Ilulissat.

Elven er frosset til her om vinteren, men om sommeren er det egentlig et lille vandløb med vand så rent at man kan drikke af det, og hvis man er heldig kan man fange ørred her med hænderne. Elven er nem at krydse og vi holder pause i den skærmeformet bænk der ligger for bunden af bjerget på et lille klippeudspring. Her sidder vi i læ med udsigt udover isfjorden. Vi er forholdsvis tæt ned på havniveau her og får en fornemmelse af hvor store de isbjerge egentlig er og se bevægelserne af isen i fjorden. Nogle gange ved store kælvinger skylder der isbjerge på land her.

 Den her placering er som et grænsepunkt, de erfarende vandrere går videre ud i de barske natur efter kort og kompas, vi andre som os i dag går videre langs elven ind mod byen. De små klippeudspring der er omkring os, giver gode muligheder til teltovernattende.

 

Vi bevæger os op af den sidste stigning langs elven. Vi har gået i godt 5 timer, vandet i termokruset er stadig frossen og vi prøver at spise sne for at slukke tørsten.

Det er stejlt men vi når det sidste højdepunkt for at sætte på bænken. Her får vi et overblik over noget af ruten vi har gået, et stort overblik over isfjorden og drejer man hovedet ind mod land eller is, kan man i klart vejr se indlandsisen på trods af at den ligger omkring 90km væk.

 

Vi drejer ind i kløften, den sidste og stejleste del på ruten. Om sommeren går man på sten hele vejen, men nu ligger kløften dækket til at sne og vi skal heldigvis ned. Vi tager den på numsen noget af vejen, stopper ved endnu en markering. Man kan se udkanten af byen herfra, helt ned til havnen og ud i bugten. Bugten er ved at fryse til is, det siges at være den koldeste vinter i 20år.

 

Nedenfor kløften på vej mod stenbruddet er endnu en port, overgangen til byen. Slædehundene er blevet flyttet så vi behøves ikke at gå igennem hundeslette