This website uses cookies

Royal Danish Academy – Architecture, Design, Conservation uses cookies to create a better user experience, to interact with social platforms and for anonymised statistics of traffic on our website.

Social media cookies enable us to interact with well-known social media platforms and content. This may be for statistical or marketing reasons.
Neccesary to display YouTube videos
Neccesary to display Vimeo videos
Preference cookies enable a website to remember information that changes the way the website behaves or looks, like your preferred language or the region that you are in.
Is used for UI states

Debatten om Københavns udvikling er en tam omgang

Blogpost by
Lene Dammand Lund
Date
11.06.2018

København har de seneste 25 år gennemgået en byudvikling, der radikalt har forandret måden, vi bor på, transporterer os og bruger byens friarealer. Men det har skabt bemærkelsesværdigt lidt debat.

Enkelte projekter, inddragelse af havnearealer og grønne arealer osv. har kortvarigt bragt sindene i kog, men der har ikke været tale om substantielle fronter, der satte grundlæggende principper i spil.

Det kan der være mange årsager til: en velfungerende planlov, stor konsensus blandt de mange danske aktører eller stor manøvredygtighed i byudviklingsselskaberne. Faktum er, at det har været en tam omgang, hvis man sammenligner med andre europæiske storbyer.

Levende debat i Berlin

I Berlin har man gennem historien oplevet anderledes substantielle og ideologiske sværdslag om byens udvikling. I årene efter murens fald var der en animeret offentlig debat om, hvilken by der skulle skabes.

I spidsen for den ene fløj var en magtfuld Senatsbaudirektor som gennem såkaldt 'kritisk rekonstruktion' styrede den omfattende byggeaktivitet med strenge direktiver for bygningernes facader. Til gengæld fik investorerne frit slag vedrørende bygningernes indhold, og hele bydele - som Postdamer Platz -  blev solgt til SONY, Daimler-Benz og andre.

I en radikal modposition stod blandt andre fremtrædende udenlandske arkitekter som Daniel Libeskind, som kaldte byudviklingen for dogmatisk og anti-demokratisk. De protesterede højlydt over, at der ikke var plads til mere komplekse løsninger på byudvikling i en tid med accelererende teknologisk udvikling osv.

Debatterne foregik i aviser, fagtidsskrifter og i byens rum, hvor modstanderne mødtes tete-a-tete og gik direkte i kødet på hinandens positioner. Bybygning var et offentligt anliggende, og alle med respekt for sig selv og en interesse for byen havde en holdning.

Det er ikke, fordi man savner en magtfuldkommen Senatsbaudirektor, og man kan prise sig lykkelig for heller ikke at have en Prince Charles, som i mange årtier har blandet sig både offentligt og efter sigende også bag scenen, når det handlede om nye byggerier i London.

Men med en tilstrømning af knap 1.000 nye borgere om måneden til København, og med en beregning, der peger på, at der på verdensplan skal bygges byer og bydele svarende til fem nye byer af størrelse som Los Angeles - og velvidende, som FNs verdensmål også peger på, at vi bliver stadig flere (og ældre), at energien slipper op, og kloden bliver varmere, og at der er udfordringer med sikkerhed og et retfærdigt leveniveau for alle mennesker, ja så må vi altså have gang i debatten og eksperimenterne.

Hvem skal kunne bo i byerne?

Lad os for eksempel diskutere, hvem der skal have økonomisk mulighed for at bo i byerne. Overalt i OECD-landene presser boligpriserne unge og lavindkomstgrupper ud af storbyerne. Det samme sker i København, hvor populationen af 30-44-årige bliver mindre på trods af den overordnede vækst.

Det sidste er der faktisk kommet to meget forskellige løsningsforslag på, som burde kunne sætte gang i den nødvendige debat.

Herhjemme har Alternativets leder, Uffe Elbæk, i det aktuelle politiske udspil 'Det næste Danmark' lagt op til, at vi ser nærmere på ejendomsretten. Han sætter spørgsmålstegn ved, om det, der er fælles for alle, vores jord, vand og luft, skal kunne bruges som investeringsobjekt af nogle få - med risiko for at hægte dem af, der ikke ejer en bolig eller en ejendom. I stedet kunne man forestille sig en model, hvor vi ’låner’ af fællesskabet.

En helt anden løsning på samme problemstilling er kommet fra englænderen Patrik Schumacher, som overtog ledelsen af arkitektvirksomheden Zaha Hadid Architects efter hendes død. Han har foreslået, at man privatiserer alle offentlige arealer og afskaffer socialt boligbyggeri, fordi han mener, at de obligatoriske kvoter sender markedspriserne på det private byggeri i vejret.

Efter Schumachers udmelding blev han offentligt irettesat af borgmesteren i London, demonstranter mødte op foran hans kontor, og ledende arkitekter mente, at han skulle lægges på is.

Mindre kan gøre det, men debat skal der til, hvis nye løsninger skal findes på klodens og byernes udfordringer. Der står grundlæggende værdier på spil!

Dette blogindlæg blev bragt som debatindlæg i Politiken Byrum d. 11.6.18

1 Comment
Written by
24.10.2020
Stefan grage
Staten kan da bare fastlægge en kvadratmeterpris. Og smide Blackrock ud af byen;0)
Comment here