Andrea Palladio

Dato
10.04.2019
Tidspunkt
15:00 - 16:30
Adresse
Festsalen
KADK
Danneskiold-Samsøes Allé 51
1435 København K
Pris
Gratis adgang

Kom og få en guidet tur gennem udviklingen af den førmoderne arkitektur, når Institut for Bygningskunst og Kultur inviterer til åben forelæsningsrække en række onsdage i forårssemesteret 2019. 

Andrea Palladio, Il Redentore, Venedig, 1577-92. Foto: Didier Descouens/Wikimedia Commons

Andrea Palladio (1508-80) er blevet kaldt den moderne arkitekturs første klassicist. Palladios villaer er enkle boliger og produktive landbrugsejendomme for velhavende og kulturbærende jordejere - undtagen Rotundaen - og bypaladserne som regel bosted for de samme jordejere. Hans direkte faglige erfaring med datidens metropol, Venedig, ligger sent i hans karriere, efter hans virke i provinsbyen Vicenza. I Venedig bliver Palladio kirkebygger. 

Lader vi Palladio være talsmand for reformuleringen af den klassiske arkitektur, så rummer hans Quattro Libri delĺ Architettura fra o. 1570 den konkrete bestemmelse af et hus og en by som funktion, konstruktion og æstetik, nemlig det klassiske eller historiske hus og den klassiske eller historiske by. I de fire bøger beskriver han først huset – det, der gælder for alle huse og deres dele – kravet om brugbarhed, holdbarhed og skønhed – om funktion, konstruktion og æstetik. Om at proportionere – helhed og del. Derefter det, som gælder private boliger, i byen og på landet. Endvidere fællesanlæg og -bygninger og til sidst de antikke templer i og uden for Italien. Det, som beskrives er egne arbejder og udførte opmålinger af antikkens bygninger. 

Palladios bøger er ligeså klare i opbygning og udsagn, som hans bygninger og det samfundshierarki, som han har sin plads i. Bøgerne er måske ikke revolutionerende, men blandt de mest skoledannende i arkitekturhistorien.

Forelæser: lektor Jørgen Hauberg