Barokkens arkitektur

Dato
08.05.2019
Tidspunkt
15:00 - 16:30
Adresse
Auditorium 2
KADK
Danneskiold-Samsøes Allé 51
1435 København K
Pris
Gratis adgang

Kom og få en guidet tur gennem udviklingen af den førmoderne arkitektur, når Institut for Bygningskunst og Kultur inviterer til åben forelæsningsrække en række onsdage i forårssemesteret 2019. 

NB! Da forelæsningen foregår i auditorium 2, vil der denne gang være færre pladser end normalt, så kom i god tid. Forelæsningen livestreames samtidig i auditorium 5 og 6. 

Francesco Borromini, Studie til San Giovanni in Laterano, Rom, ca. 1646-55. Foto: The MET/Public Domain

Barokken blev først intellektuelt og stilistisk accepteret, efter at Henrich Wölfflin havde publiceret værket Renæssance og Barok i 1888. Indtil da blev, hvad vi i dag kalder ’barok’ – og som vi ofte tilskriver i særlig grad den periode, som forelæsningen vil gøre en del ud af: romersk arkitektur og kunst i 1600-tallet – opfattet som vandartet, dekadent, meningsløs. Der var tale om et forfald, man siden måtte genoprette. 

Hvad man skabte i 1600-tallets Rom passede ikke til idealerne, som i høj grad var renæssancemesteren Leon Battista Albertis; og da man i barokken ikke skrev traktater og dermed forklarede og legitimerede sin arkitektur, var det Albertis skønhedsideal – som i øvrigt også havde kun begrænset gyldighed i forhold til renæssancens arkitektur – der i eftertiden tjente som målestok. 

Alberti havde med sin fordring om, at man ”hverken skal kunne lægge til eller trække noget fra det endelige værk uden at det dermed bliver forringet”, fordret en arkitektur uden for tid og forandring, og dét ideal var i endnu ringere grad i stand til at forholde sig til barokken, der ikke var statisk, men dynamisk, og hvor formerne ustyrligt foldende sig ind og ud af hinanden. 

At forstå barokken krævede simpelthen en intellektuel udvikling – en udvikling af vores bevidsthed om, hvad det for eksempel vil sige at se. En sådan udvikling bar Wölfflins arbejde og er senere blevet videreudviklet, således at Wölfflin-eleven Sigfried Giedion i bogen Space, Time and Architecture fra 1942 kunne hævde, at barokken var en ”early beginning of movement that only much later comes to a full realization.” 

For Giedion var barokken afgørende for, hvad vi kalder moderne arkitektur og dens arbejde med rum, bevægelse, dynamik. Men udviklingen af den moderne arkitektur havde fordret at intellektuelle barrierer, som dem, der prægede barok-afvisningen, blev overvundet.

Forelæser: Forskningsleder Henrik Oxvig