Postmodernisme og dekonstruktion
I løbet af foråret 2020 præsenterer KADK en forelæsningsrække om modernisme og samtidsarkitektur. På grund af den aktuelle situation fungerer KADK som en virtuel uddannelses- og forskningsinstitution, og præsentationerne vil derfor kunne ses på hjemmesiden. I denne forelæsning vil lektor ved Institut for Bygningskunst og Kultur, Martin Søberg, fortælle om postmodernisme og dekonstruktion.
Betragter man arkitektur som en slags sprog, må det indebære, at man kan kommunikere noget i eller med arkitekturen. Betydning bringes til veje og kan aflæses eller afkodes af en beskuer. Arkitekturen frembringer tegn, som sætter sig i forbindelse med andre tegn, der kan indgå i fortællinger. Den postmodernistiske og dekonstruktivistiske arkitektur er særligt interesseret i disse dimensioner, i arkitekturens kommunikative mulighed. Dette omfatter for postmodernismens vedkommende dels arkitekturens forbindelser til samtidskulturen, også til umiddelbart mere banale fænomener som popkultur og hverdagsliv. Og dels elementer og motiver fra arkitekturhistoriens omfattende vokabular.
Fra omkring 1960 begynder kritikken af den arkitektoniske modernisme at vise sig med særlig tydelighed, altså den modernisme, der knyttede sig til forestillinger om et radikalt brud med konventioner og traditioner baseret på teknologiske og samfundsmæssige omvæltninger. Troen på udvikling og fremskridt, på en mulig ordning af hele menneskets livsverden, var svækket.
I bogen Complexity and Contradiction in Architecture (1966) fremsatte den amerikanske arkitekt Robert Venturi den påstand, at fordi verden er og forbliver kompleks og modsætningsfuld, må arkitekturen også være det. De idealer om renselse og orden, modernismens forkæmpere havde stræbt imod, var for Venturi ikke længere gyldige. Som han skrev: ”more is not less”.