Hvad er potentialet i Vestamager i dag? Hvorledes kan vi udnytte denne enestående situation med et næsten jomfrueligt landskab så tæt på storbyen? Hvilket program og med hvilke funktioner kan vi udvikle området? 

Sådan lød spørgsmålene til Semesteropgaven efteråret 2014-15 for kandidatprogrammet i Landskabskunst hvis resultater nu vises i udstillingen “Natur/kultur Vestamager”.

Kom  til ferniseringen fredag den 20. marts 2015 kl. 13:00!

Semesteropgave efteråret 2014-15

Vestamager ligger stille og roligt og venter. Vestamager er ikke et dramatisk og ekspressivt sted, men et stilfærdigt og introvert landskab, der er præget af vandet, afvandingskanalerne og dæmningen, der skaber en begrænset og kunstig horisont.

Siden Vestamager blev dannet har arealerne ligget hen, og der er i dag en del naturlig opvækst, primært  i form af birk og el i det fugtige terræn.

Området er fredet og den sydvestlige del, der overvejende er lavtliggende vådområder, er beskyttet fuglereservat. Vestamager danner sammen med Amager Fælled en grøn kile i storbyen, og er dermed med til at sikre byen et bedre klima. 6-8 kvadratkilometer er i tidens løb taget ud af naturfredningen, for at give plads til ny infrastruktur og Ørestaden.

Planerne for selve Vestamager er i øvrigt meget lavmælte. Der er i forbindelse med udviklingen af Ørestaden ikke skabt nye visioner om områdets fremtidige brug. Vestamager ligger blot som en reserve og afventer. Tæt langs Ørestaden ligger en golfbane, Royal Golf Club, der mest af alt danner en barriere mellem byen og landskabet.

Vestamager er ikke ’ren natur’. Vestamager er styret og kontrolleret på flere afgørende måder. Størstedelen af området ligger under havets overflade, og der pumpes til stadighed vand ned til en hvis kote. Det betyder at områderne er forholdsvis våde, og at opvæksten derfor primært er pil, asp og el. 

Derudover har man bestemt at maksimum 50% arealerne skal springe i skov, og at de resterende derfor må holdes åbne ved afgræsning. Denne arealfordeling stammer fra erfaringer fra Dyrehaven, og denne ’50-50% regel’ bruges ligeledes i Vestskoven.

Vestamager er derfor ikke helt så ’naturlig’ som man umiddelbart skulle tro. Arealerne er kunstigt inddæmmet og pumpes til stadighed fri for vand – opvæksten er styret og selv det fredede fuglereservat er artificielt – og hele området er naturfredet, indtil samfundsinteresserne fortæller os, at der er vigtigere dagsordner på spil i rigets udvikling.

FREDNINGEN OG UDVIKLINGENS RUM
Indtil behovet for motorvejsbyggeriet og Ørestaden opstod, gik det rimeligt godt med naturfredningerne.  Efter Den Anden Verdenskrig blev storbyens rekreationsbehov ændret med bilen og flyvemaskinens indtog i velfærdssamfundet. Rekreationsbehovet skulle ikke kun opfyldes i byens nærhed, hvilket betød at presset på nye rekreative funktioner blev minimeret.

I de store forstadsbyggerier blev det primært stadionanlæg der blev udviklet som en del af de nye grønne bebyggelser, og fra 1980erne blev miljøspørgsmålene centrale i samfundsdebatten, hvorved ’det naturlige og selvgroede’ blev forbilledligt, og det styrede, planlagte og designede blev betragtet som kunstigt, unaturligt og negativt. 

Alle disse praktiske og ideologiske forhold betyder i al sin enkelhed, at udviklingen på Vestamager næsten står helt stille i sit eget introverte rum – bortset fra motorvejen og Ørestadens højfrekvente aktivitet, der dog mest af alt handler om at komme væk og andre steder hen. ’Ørestaden er et sted man tager fra – ikke et sted man tager hen!’

Hermed bliver kontrasten mellem det stille og indelukkede ekstrem i relation til den hyperaktive ekstroverte by aktivitet.

DRØMMEBILLEDERNE
Uanset om vi drømmer om Dyrehaven, Skærgården, Fanø eller Grand Canyon, så er situationen på Vestamager en ren og klar refleksion af samfundet og udviklingen inden for vores egen tid.

Men det er den rationelle og pragmatiske udgave, som er 200 % reel og ærlig, men uden dog at kunne tegne et fuldgyldigt billede på vore ønsker og forventninger. Ellers ville vi ikke søge væk, og drømme om helt andre steder, hvad enten det blot er nord for København eller mere eksotiske himmelstrøg. Det må jo være drømmen, det åbne, historien og tidens mange små fortællinger der mangler – eller er det blot vores opskruede forventninger, der driver gæk med os, og skaber overflødige behov, som vi så tit ser det?

Uanset svaret må vi vel tage fat derfra hvor vi står, og skabe de næste projekter i udviklingen, hvad enten det handler om små aktuelle elementer eller store langsigtede helhedsplaner.

PLANEN OG PROJEKTET
Udvikling og planlægning sker da også på grundlag af et af disse to udgangs-punkter. Det første udgangspunkt er, at en udvikling kræver en overordnet og samlet plan, der kan styre udviklingen i et givent område. Det kan være en mere eller mindre bestemt masterplan, helhedsplan eller strukturplan, der handler om struktur eller principper for en udvikling, uden at bestemme en detaljeret design af indholdets placering og udtryk. Det andet udgangspunkt repræsenterer det synspunkt, at udviklingen primært bestemmes af væsentlige nøgleprojekter, og at områderne derefter udvikles i kraft af de potentialer, der skabes af det pågældende projekt. Det kan være fabrikker og værker som i Rådvad eller i Nivå, Frederiksværk eller Lindø, eller det kan være domkirker, institutioner, militæranlæg eller universiteter – som Ribe, Fredericia, Roskilde Universitet, eller Risø. Nøgleprojekter kaldes også attraktorer, fordi de tiltrækker andre funktioner og projekter.

I forbindelse med større projekter der skal gennemføres relativt hurtigt udarbejdes gerne en samlet planlægning, hvorimod attraktor-princippet gerne anvendes når udviklingen er langsom og mere usikker.

Billund og Legoland danner en nyere form for kombination af produktion og eventpark. Lalandia, Givskud Dyrepark, Fårup Sommerland, Randers Regnskov, er nogle af de ferie- og forlystelsesparker, der har fokuseret og udviklet nye områder i landet.

Nogen vil mene, at disse anlægstyper er tidstypiske og mindre seriøse anlæg, men man kan alligevel konstatere at forlystelsesparker som Tivoli og Bakken har eksisteret i hundredvis af år.

Der er som nævnt principielt to anlægsmetoder, helhedsplanen og attraktoren – det element der tiltrækker andre anlæg på sigt. Der er naturligvis en tredje mulighed, der er museumsprincippet, der plæderer for at stedet skal beskyttes og gemmes til de næste generationer.

PROGRAMMET OG PROJEKTET
På denne baggrund kan vi stille spørgsmålet om, hvad der i dag er potentialet i Vestamager. Hvorledes kan vi udnytte denne enestående situation med et næsten jomfrueligt landskab så tæt på storbyen? Hvilket program og med hvilke funktioner kan vi udvikle området? Programmet må både indeholde et natursyn, der fortæller om den naturlandskabelige holdning der ligger til grund for projektet, samt en række funktioner der skal indeholdes i fremtiden.

LAK - KANDIDATPROGRAM I LANDSKABSKUNST - IBBL
Professor Steen Høyer, programansvarlig
Lektor ph.d. Christina Capetillo, programansvarlig
Studielektor Sophie Sahlqvist
Studerende: John Philip Edstrand, Nicola Lykke Gliese, Sofie Frydenrejn Johansen, Hedda Frodhe Moe, Søren Lahn, Anna Livia Helander, Nikoline Dyrup Carlsen, Milan Moldenhawer, Maria Kristoffersen, Klara Stigner, Kit Schmidt-Petersen, Theis Munk Sørensen, Mia Mathiesen, Mark Sønderup, Astrid Billev Petersen, Marie Attrup Scheel, Frida Borgen Hultberg, Steffen Plejdrup