Landskabskunsten i det 18. og 19. århundrede

Kom og få en guidet tur gennem den europæiske arkitekturs udvikling, når Institut for Bygningskunst og Kultur inviterer til åben forelæsningsrække en række onsdage i vinterhalvåret. Sjette forelæser i rækken er professor Kristine Jensen.

Industrialiseringen er blevet synonym med en lang række samfundsændringer, der begyndte i Storbritannien fra omkring midten af 1700-tallet, hvorefter de langsomt spredte sig til resten af den vestlige verden. Med den industrielle revolution fulgte enorme samfundsmæssige forandringer, der opstod i kølvandet på de teknologiske udviklinger, foruden revolutionen i 1789. 

Hvad betød det for landskabsarkitekturen, - og kunsten? Alt kunne man sige, - for enhver digter, kunstner eller filosof, ja ethvert dannet menneske, måtte derfra skabe sit eget standpunkt til den nye opfattelse af landskabet og sammenhængen med de videnskabelige ny opdagelser.

Betegnende for denne periode bliver forskellen væk fra Frankrigs epoke af landskabsarkitektonisk statuspragt, hen imod de engelske landskabshaves udvikling, hvor arbejdet med de store værker ikke fandtes som en eneste plan, i stedet arrangeredes og komponeredes i forskellige havescener ’ind i naturen’ i malede skitser eller på stedet. 

Byens borgere i København havde flere steder fået adgang til slotsparkerne og i 1850’erne og i 1875 blev voldene omlagt til grønne steder, ligesom det skete i storbyer som New York, London, Wien, München og Firenze var man i 1800-tallet begyndt at anlægge parker og boulevarder. De repræsenterede en natur, hvor den kamp for tilværelsen, der giver den ’virkelige natur’ sin karakter var ophævet, hver plante fik sin gode velgødede plads og pleje, sat op imod industriens nutid.