Paris – det 19. århundredes hovedstad

Dato
13.12.2017
Tidspunkt
15:00 - 16:30
Adresse
KADK
Festsalen
Danneskiold-Samsøes Alle’ 51
1435 København K

Kom og få en guidet tur gennem den europæiske arkitekturs udvikling om den tidlige moderne periode, når Institut for Bygningskunst og Kultur inviterer til åben arkitekturhistorisk forelæsningsrække en række onsdage i efterår og vinterhalvåret.

Paris blev den moderne hovedstad par excellence. Kulturteoretikeren Walter Benjamin, som i sit ”Passageværk” indgående har beskrevet denne by i centrale dele af epoken, sagde, at den var århundredets hovedstad. Denne forelæsning om Paris forsøger i et omfattende panorama at beskrive, hvordan den moderne verden her pikkede sig ud af ægget.

Det billede vi i dag har af Paris stammer fra denne periode, kaldet det 2. kejserdømme under Napoleon III, en nevø til Napoleon I. Byens borgmester eller præfekt, var G. E. Haussmann. Og efter ham, der som overordnet, støttet af dygtige ingeniører og arkitekter, organiserede denne omlægning af byen, kalder man hele processen ”hausmanniseringen” af Paris. De store anlægsarbejder, som i et par årtier fik byen til at ligne en krigszone, stimulerede økonomien og Frankrig oplevede en længere periode med højkonjunktur. 

Forelæsningen gennemgår den nye byarkitektur, parkerne og boulevardhuset, formentlig den bedste byejendomstype nogensinde. Hvis tiden rækker præsenteres tillige karakteristiske typer i bybilledet som dandyen, flaneuren, de store kurtisaner, de almindelige prostituerede mv.

Professor ved institut for Bygningskunst og kultur på KADK, Carsten Thau, vil være forelæser til denne undervisningsgang om Paris.