Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Ph.d.-forsvar: Når eksemplifikation tager over

Dato
23.10.2019
Tidspunkt
13:00
Adresse
KADK
Aud. 10, 68A, st. tv. (A3) - Magasinbygningen,
Philip de Langes Allé 10
1435 København K
Pris
Gratis adgang

Kasper Lægring forsvarer sin ph.d.-afhandling: Når eksemplifikation tager over. En æstetisk undersøgelse af fællestræk ved modernismens arkitektur set i lyset af modernismekritikken og analyseret ved hjælp af Nelson Goodmans symbolteori.

Dagsorden 

13:00 Velkomst og præsentation af ordstyrer, bedømmelsesudvalg og forfatter 

13:05 Kasper Lægring redegør for sin afhandling: Når eksemplifikation tager over. En æstetisk undersøgelse af fællestræk 

ved modernismens arkitektur set i lyset af modernismekritikken og analyseret ved hjælp af Nelson Goodmans symbolteori 

13:50 Kort pause 

Ifølge bekendtgørelsen om forskeruddannelse kan lederen af forsvarshandlingen give auditoriet tilladelse til at komme med indlæg. Ønsker om dette skal tilkendegives over for lederen i pausen 

14:00 Claus Peder Pedersen, Lektor, ph.d.-skoleleder, Arkitektskolen Aarhus, Aarhus 

14:30 Per Olaf Fjeld, Professor emeritus, Institut for Arkitektur, AHO, Oslo, Norge 

15:00 Anders Hermund, Lektor, Institut for Bygningskunst og Design, KADK, København (Formand for udvalget) 

15:30 Eventuelle indlæg fra auditoriet Bedømmelsesudvalget voterer og afgiver indstilling. Afslutning 

Bedømmelsesudvalg 
Claus Peder Pedersen Lektor, ph.d.-skoleleder, Arkitektskolen Aarhus 

Per Olaf Fjeld Professor emeritus, Institutt for Arkitektur, AHO, Oslo, Norge 

Anders Hermund Lektor, Institut for Bygningskunst og Design, KADK, København (formand for bedømmelsesudvalget) 

Forbedømmer 
Kjeld Vindum Lektor, Institut for Bygningskunst og Kultur, KADK, København (Leder af forsvarshandlingen) 

Afhandlingen ligger til gennemsyn for interesserede på Biblioteket for Arkitektur, Design, konservering & Scenekunst, Danneskiold-Samsøes Allé 50, 1434 København K. 

Resumé 

Når eksemplifikation tager over: En æstetisk undersøgelse af fællestræk ved modernismens arkitektur set i lyset af modernismekritikken og analyseret ved hjælp af Nelson Goodmans symbolteori 

I 1977 erklærede Charles Jencks modernismens arkitektur for død. Men hvorfor døde modernismen? Hidtil har den byplanmæssige og sociologiske forklaringsmodel været fremherskende: Modernismens sociale ingeniørkunst resulterede i funktionsopdelte, isolerende og fremmedgørende bylandskaber, som lod hånt om traditionen. 

Ph.d.-afhandlingen søger en anden, mere æstetisk og mere bygningsnær, forklaringsvej. Til dette formål henter afhandlingen sine ressourcer i filosoffen Nelson Goodmans symbolteori, hvor et bygningsværk kan siges at være æstetisk og arkitektonisk, såfremt værket enten henviser til noget uden for sig selv eller til egenskaber ved sig selv. 

Det er afhandlingens tese, at Goodmans begreb om eksemplifikation kan forklare den modernistiske arkitekturs egenart. Goodman skelner mellem denotation og eksemplifikation. Denotation, som altid var til stede i den førmoderne arkitektur, og som er ensbetydende med repræsentation, indtræffer, når man applicerer en etiket på et givent, realt fænomen. Med sine figurative, mimetiske afbildninger er den klassiske arkitektur f.eks. rig på denotation. Eksemplifikation indtræffer, når noget fungerer som en prøve på noget andet og dermed selvreferentielt fremhæver visse af sine formelle egenskaber, men ikke alle. Det være sig form, farve, orientering, serialitet, tekstur, transparens etc. 

Afhandlingen tager afsæt i de negative æstetiske vurderinger af modernismens arkitekturpraksis, som kan udledes af især Charles Jencks, Robert Venturi og Denise Scott Browns bidrag. Med disse tekster som kompas konfronterer afhandlingen, med afsæt i en fænomenologisk orientering, de bygningsværker og stilretninger, som især faldt i unåde hos modernismekritikerne. Det drejer sig om Le Corbusiers hvide, kubiske betonarkitektur, om Ludwig Mies van der Rohes minimalisme i glas og stål og om Walter Gropius’ fabriksæstetik. Disse tre positioner blev allerede i 1932, på udstillingen af samme navn, indrammet som International Style. Men modernismekritikerne angreb også den brutalisme, som voksede ud af Le Corbusiers sene arbejder, og selv Frank Lloyd Wrights sene produktion gik ikke ram forbi af kritikken. Derfor er disse to positioner også med i undersøgelsen. 

På den baggrund hævder ph.d.-afhandlingen, at dominansen af eksemplifikation i modernismens æstetiske program er ophav, i hvert fald delvist, til den oplevelse af æstetisk fremmedgørelse, som modernismekritikken satte ord på. 

Summary 

When exemplification takes over: An aesthetic study of commonalities in Modern architecture, viewed in light of the critique of the Modern Movement, and analysed by way of Nelson Goodman’s theory of symbolisation 

In 1977, Charles Jencks announced the death of Modern architecture. But why did the Modern Movement die? So far, its demise has mainly been explained with reference to results gathered from the fields of urban planning and urban sociology: The social engineering of the Modern Movement led to functionally divided, isolating, and alienating urban environments with little regard for tradition. 

In my dissertation, I seek out a more aesthetic, and more architectural, path to explanation. In order to accomplish this, my work draws from the aesthetic theory of symbolisation by philosopher Nelson Goodman. In his theory, a work of architecture functions aesthetically and architecturally, if it refers either to something external, or to some properties of its own. 

My project is guided by the thesis that Goodman’s notion of exemplification can explain the uniqueness of Modern architecture, for as the dissertation seeks to substantiate, what we understand by formalism and minimalism across all the stylistic varieties of Modern architecture, is nothing but instances of exemplification. I thus aim to identify a latent pattern in the aesthetic accusations formulated by the critics of Modern architecture. As support for this thesis, I argue that the architecture of the Modern Movement is decisively different from premodern architectural expression, since exemplification completely displaces denotation and becomes the only kind of aesthetic symbolisation available to architecture. 

Denotation, which is the same as what is commonly known as representation, happens when you apply a label onto any given, real phenomenon. The Classical orders of architecture, with their figurative, mimetic depictions, are rich in denotation, for instance. Exemplification happens when something functions as a sample of something else, thus self-referentially drawing attention to some, but not all, of its properties. Exemplification can arise from form, colour, orientation, seriality, texture, transparency, and so forth. 

Using texts by Charles Jencks, Robert Venturi, and Denise Scott Brown as my compass, and in line with a phenomenological approach, I confront those buildings that were dismissed by the critics of the Modern Movement. The subject matter of my dissertation thus comprises the white, cubic, concrete architecture of Le Corbusier, the minimalism of glass and steel of Ludwig Mies van der Rohe, and the machine aesthetic of Walter Gropius. Already in 1932, these three positions were made synonymous with the so-called International Style. But the critics of Modern architecture also attacked the Brutalism that grew out of Le Corbusier’s late work, and even Frank Lloyd Wright’s post-war production did not go unnoticed, in an adverse way, by these critics. Hence, these two positions are also discussed here. 

Lastly, I argue that the dominance of exemplification in the aesthetic programme of the Modern Movement in architecture is the cause, at least partially, of the widespread experience of aesthetic alienation that the critics of Modernism verbalised.