Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Ph.d.-forsvar: Patina – Arkitektonisk motiv og informant

Dato
28.11.2019
Tidspunkt
10:00 - 13:00
Adresse
KADK
Aud. 5
Danneskiold-Samsøes Allé 53
1435 København K
Pris
Gratis

Albert Algreen-Petersen forsvarer sin ph.d.-afhandling: Patina – Arkitektonisk motiv og informant.

Dagsorden

10:00: Velkomst og præsentation af ordstyrer, bedømmelsesudvalg og forfatter

10:05: Albert Algreen-Petersen redegør for sin afhandling: Patina – Arkitektonisk motiv og informant

10:50: Kort pause

Ifølge bekendtgørelsen om forskeruddannelse kan lederen af forsvarshandlingen give
auditoriet tilladelse til at komme med indlæg. Ønsker om dette skal tilkendegives over
for lederen i pausen

11:00: Erik Fenstad Langdalen, Professor og institutleder, Institutt for form, teori og historie, Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo, Norge

11:30: Thomas Bo Jensen, Professor, Forskningslaboratorium 2: Teknologi, bygningskultur og bosætning, Arkitektskolen Aarhus, Aarhus, Danmark

12:00: Thomas Ryborg, Lektor, Institut for Bygningskunst og Kultur, KADK, København,
Danmark (Formand for bedømmelsesudvalget)

12:30: Eventuelle indlæg fra auditoriet

Bedømmelsesudvalget voterer og afgiver indstilling.

Afslutning

Bedømmelsesudvalg

Erik Fenstad Langdalen Professor og institutleder, Institutt for Form, Teori og
Historie, Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo, Norge

Thomas Bo Jensen Professor, Forskningslaboratorium 2: Teknologi, bygningskultur og bosætning, Arkitektskolen Aarhus, Aarhus, Danmark

Thomas Ryborg Lektor, Institut for Bygningskunst og Kultur, KADK, København, Danmark (Formand for udvalget)

Hovedvejleder

Christoffer Harlang Professor, Institut for Bygningskunst og Kultur, KADK, København (Leder af forsvarshandlingen)

Afhandlingen er resultatet af et ph.d.-studium finansieret af DFF og udført ved Institut for Bygningskunst og Kultur, KADK.

Afhandlingen ligger til gennemsyn for interesserede på Biblioteket for Arkitektur, Design, konservering & Scenekunst, Danneskiold-Samsøes Allé 50, 1434 København K.

Resumé

Arkitekturens tid er og bør være lang. Det er ressourcekrævende at bygge, og bygninger bliver i de fleste tilfælde gamle, uanset om de er bygget til det eller ej. Aldring og patina er de uundgåelige vilkår, der følger heraf. Vi har for vane at tale om en bygning som færdig, når arkitekten afleverer sit projekt, og det sidste lag maling akkurat er tørt. Vi burde i højere grad tale om, at bygningen begynder. Historisk set har en opmærksomhed om de forandringsprocesser, en bygning undergår over tid, været tænkt ind i arkitekturens materialesætning og detaljering. Byggetekniske, ressourcemæssige og samfundsmæssige vilkår har ændret sig gennem tiden, og med den historiske udvikling har også synet på og vilkårene for patina ændret sig. Der bruges i dag mange kræfter og ressourcer på at bekæmpe arkitekturens aldring og patina, der ofte anses som uønskede. Afhandlingen peger på, at opmærksomheden på arkitekturens patina er veget til side for arkitektur, der i sin materialesætning, detaljering og byggeteknik ofte bliver et billede på noget, uden til fulde at forstå, at det, der efterlignes, er noget i sig selv og historisk set er opstået som arkitektoniske svar på byggetekniske problemer, hvor patina har virket både motivdannende og informerende på arkitekturen. Resultatet viser sig i bygninger, der hurtigt nedbrydes og opnår en uønsket patina. 

Afhandlingen åbner, udfolder og aktualiserer problemfeltet, der knytter sig til arkitekturens patina, og sætter fokus på følgende spørgsmål: Hvis arkitekturens patina er uundgåelig, kan arkitekter da arbejde med patina, så patina ikke blot forringer og slører, men også føjer til og forbedrer? Hvad er det, der i givet fald føjes til, og hvordan kan en øget forståelse af patina udnyttes i arbejdet med at frembringe arkitektur med et langt liv for øje? For at kvalificere svarerne udbygger afhandlingen først et begrebsapparat og en teoretisk og historisk ramme om patina, der kan kvalificere diskussionen om arkitekters muligheder for at tage tiden alvorligt som en uomgængelig præmis, der ikke bør ignoreres og ikke kan undgås, men som kan betragtes som en ressource. Dernæst undersøges tilgange til at arbejde med patina ved at stille skarpt på to bygningsværker af C.F. Hansen og to bygningsværker af Gigon / Guyer, hvor patina spiller en betydningsfuld rolle for det byggede værk, og hvor patina har spillet en rolle på forskellig vis allerede ved tegnebordet gennem arkitekturrepræsentationerne. Til sidst undersøges, hvorledes en øget opmærksomhed på patina kan indgå som informerende parameter i den arkitektfaglige praksis allerede fra idé- og skitseringsfasen gennem tre diskturende undersøgelser af tegnede studieprojekter.

Tilsammen peger afhandlingens tre hoveddele på, at patina ikke er et romantisk, men et højaktuelt anliggende med informerende og motivskabende egenskaber; at patina ikke kan undgås, men til en vis grad kan styres i en ønsket retning; at (re)præsentationen har potentiale til at indgå som et produktivt redskab i arbejdet med patina; og at patina anses for at indgå som en vigtig del af langsigtede bæredygtighedsstrategier. Afhandlingen viser gennem sin indkredsning, udbygning og demonstrering af patina, at det er muligt for arkitekter at arbejde bevidst, konstruktivt og opmærksomt med arkitekturens evne til at blive gammel. Aldring og patina tager ikke kun fra, men føjer også til.

Summary

Architecture is – or ought to be – a long-term investment. Construction is a resource-demanding activity, and most buildings are here to stay, whether that was the original intention or not. Ageing and patina are thus basic conditions. Nevertheless, we tend to regard the building as completed as soon as the paint has dried, and the key is handed over to the client. What we ought to do is see this as the beginning of the building’s life. There was a time when architects routinely considered the long-term perspectives whenever they selected a material or a detail for a building. However, much have changed since then, and new building technologies, resource strategies and social structures have prompted a different view of patina. These days, a lot of effort and resources go into battling architectural ageing and patina, which are often regarded as undesirable. The thesis calls attention to the fact that the interest in architectural patina has been replaced by an architecture that – by virtue of its materials, detailing and building technology – often becomes an image of something, without fully realizing that the object it copies is something in itself, something that arose as an architectural response to constructional challenges, and where patina served as an architectural theme and source of information. The result is buildings that decay at a fast pace and patinate in undesirable ways.

The thesis examines, explains and applies the field of architectural patina while raising the following questions: if patination is unavoidable, is it then possible for architects to work with it, so that patina, instead of subtracting and blurring, can be something that adds and improves? And, if so, what do these added values consist of, and how can the appreciation of patina help us create architecture with the future in mind? To qualify the answers, the thesis establishes an applicable terminology and draws up a theoretical and historical framework that can be used as a guide when architects consider how to take time seriously as a condition that should not be ignored and cannot be avoided but may be used as a resource. It then looks at different approaches to working with patina by studying two buildings by C. F. Hansen and two buildings by Gigon / Guyer where patination has been a determining factor, and where patina, in various ways, played a part already at the drawing table as reflected in the architectural representation. Finally, it explores how a better understanding of patina can inform the architectural practice already from the initial concept and design stages by reviewing three computer/hand-drawn study projects. 

Together, the three main chapters demonstrate that patina is not a romantic fad but a highly relevant issue with informative and thematic potential; that patina is unavoidable but may, to a certain extent, be channelled in a given direction; that the (re)presentation has a potential for serving as a productive tool in the architect’s approach to patina; and that patina should be included as an important factor in sustainable longterm strategies. The thesis demonstrates, with its definition, elaboration and interpretation of patina, that it is possible for architects to work deliberately, constructively and attentively with architecture’s ability to grow old. Ageing and patina not only subtract, they also add new layers.