Romersk arkitektur
KADK
Danneskiold-Samsøes Allé 53
1435 København K
Kom og få en guidet tur gennem udviklingen af den førmoderne arkitektur, når Institut for Bygningskunst og Kultur inviterer til åben forelæsningsrække en række onsdage i efterårssemesteret 2018. Tredje forelæser er professor emeritus Carsten Thau.
Den store forskel mellem græsk og romersk arkitektur består i de virkninger, romerne kan opnå gennem at støbe i beton. Man kendte tidligere cement og brugte det sporadisk, men romerne fandt en særlig slags naturcement i Syditalien, der ifølge sin kemiske sammensætning kan størkne under vand. Betonen kan formes gennem forskalling, man behøver ikke at stable kvadrer op oven på hinanden.
Betonstøbninger muliggør ikke mindst, at romerne kan bygge hvælv (tøndehvælv, kuppelhvælv, krydshvælv mv.), som var yderst sjældne i græsk arkitektur og i reglen tilvejebragt gennem at skubbe kvadre stadig længere ind mod midten, en besværlig og sårbar teknik.
Anvendelsen af beton gør det muligt for romerne at undgå den tætte skov af bærende søjler, som vi finder i det græske tempel. De kan i stedet lade støbte hvælv spænde fra mur til mur. Murene selv bliver også mere stabile takket være deres betonkerner. Sådanne konstruktioner tillader rummet, forstået som et kvantum luft omgivet af murværkets grænser, at tale frit ud.
I Roms store tempel med kuppel, Pantheon, afspejler rummet selve kosmos. Kuppelbygningen er indskrevet i firmamentets makrointeriør, dvs. i selve verdenshuset. Dette tempel, udstyret med symboler for planeter og himmeltegn, bygget under kejser Hadrian ved begyndelsen af det 2. årh. e. Kr., er netop et udtryk for Rom som den kendte verdens centrum, kosmopolis, en verdensby der ikke blot er en polis, grækernes betegnelse for en by, men hele verdens navle.