Tidlig kristen og byzantinsk arkitektur

Kom og få en guidet tur gennem udviklingen af den førmoderne arkitektur, når Institut for Bygningskunst og Kultur inviterer til åben forelæsningsrække en række onsdage i efterårssemesteret 2018. Femte forelæser i rækken er Astrid Steffensen. 
I slutningen af 300-tallet var Romerriget under afvikling. I 391 blev kristendommen statsreligion, og i 395 blev riget delt i et østromersk og et vestromersk område. Det vestromerske rige smuldrede gradvist og det østromerske riges magt og kulturelle indflydelse voksede. Det østromerske rige blev også kaldt det byzantinske rige efter byen Byzans, som kejser Konstantin i 330 havde omdøbt og gjort til hovedstaden i øst. Med kristendommen som ny statsreligion kom de religiøse nybyggerier til at præge arkitekturens udvikling.

Den oldkristne arkitektur tog udgangspunkt i den romerske. Eksisterende bygningstyper som kejsermausolæer og romerske bade kom til at danne udgangspunkt for de kristne martyrhelligdomme og dåbskirker. Den væsentligste bygningstype blev dog basilikaen. Disse treskibede antikke haller blev det primære forbillede for de kristne kirker og basilikaen dominerede det sakrale byggeri inden for både byzantinsk, romansk og gotisk arkitektur. 

I den byzantinske arkitektur udvikledes basilikaen i retning af centralplanen, og kuplen over korsskæringen blev et gennemgående træk. Fokus kom til at ligge på bygningens indre rum og den fortættede atmosfære. Vi vil i denne forelæsning se nærmere på forholdet mellem rum og sansning. Et forhold der i høj grad var præget af billedstriden mellem ikonoduler, der var tilhængere af ikondyrkelse, og ikonoklaster, der var modstandere af idoldyrkelse.