Demens er en sygdom, der rammer mange danskere – over 80.000 skønnes at lide af sygdommen, der æder hukommelsen og tilværelsens velkendte holdepunkter. Den kan ikke kureres, men med motion og bevægelse, kan man dæmpe nogle af de symptomer, der følger med. Mød designer Emmy Linde, som i sit afgangsprojekt har lavet gangruter, der skal give demensramte mulighed for sikker, fysisk udfoldelse.
Dit afgangsprojekt hedder ”ForgetMeNot – Dementia Friendly Walking Routes” – hvad går det ud på?
Mit projekt handler om demensvenlige gangruter. Demens er en sygdom, som ikke kan kureres, men forskning har vist at man med fysisk aktivitet kan reducere sygdommens symptomer, som fx depression, angst og rastløshed. Hvis man kan nedbringe symptomerne, kan man give den demensramte højere livskvalitet, og der er derfor et behov for interessante og sikre aktiviteter som er målrettet demente.
I samarbejde med Næstved Kommune har jeg udforsket hvad en demensvenlig gangrute skal indeholde. Hvordan skaber man en motiverende gangrute der inspirerer til brug? Og hvordan kan man lave gangruten sikker, så de demensramte brugere kan finde vej hjem igen?
Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Min motivation er altid at gøre en forskel for nogle mennesker der ikke selv har mulighed for at påvirke deres situation.
Demens er en sygdom der rammer rigtig mange mennesker i Danmark og alligevel er en demensdiagnose stadig tabulagt. Det, at få mulighed for at lave noget der ville sætte fokus på denne sygdom, og samtidig udforske måder at inkludere gruppen af demensramte mere i samfundet har været meget motiverende for mig.
Jeg har en bachelorgrad fra programmet 'Spatial Design, Perception and Detail', og det har helt klart også bidraget til mit valg af projekt, da programmet netop har stort fokus på de fysiske omgivelser og den måde de påvirker os.
Hvem har du arbejdet sammen med undervejs i processen, og hvad har det givet din arbejdsproces?
Projektet er lavet i samarbejde med Næstved Kommune. Gennem hele forløbet har jeg arbejdet sammen med ’Symfonien’, et plejehjem og aktivitetscenter i Næstved, hvor jeg har inddraget personale (demensspecialister, ergoterapeuter, fysioterapeuter og plejepersonale), pårørende og personer med en demensdiagnose i processen.
Sammen har vi udforsket forskellige idéer og muligheder til en demensvenlig gangrute, bl.a. gennem flere workshops.
Ved at involvere brugerne i hele arbejdsprocessen får jeg direkte respons på de idéer jeg skal have afprøvet. Projektet står aldrig stille og udvikler sig konstant! Det betyder samtidig at implementeringsprocessen allerede starter i et tidligt stadie, hvor brugeren både kan se muligheder for forandring og sin egen rolle i den proces.
Hvor kan du forestille dig at dit afgangsprojekt vil gøre en forskel?
Jeg tror at mit afgangsprojekt kan være med til at vise vigtigheden af og mulighederne i at inddrage brugere gennem hele designprocessen. Som en del af mit projekt har jeg bl.a. lavet en ”12 advices – how to”-guide, som kan bruges til inspiration, hvis der skulle være nogen et andet sted som har lyst til at skabe en demensvenlig gangrute. Folderen kan være med til at åbne og inspirere andre lignende projekter og gøre det nemmere for folk at komme i gang.
Kan du se udviklingsmuligheder i projektet?
Projektet har været en del af en indledende undersøgelsesfase i Næstved Kommune og jeg synes det kunne være meget spændende at få lov til at fortsætte projektet – det rummer mange udviklingsmuligheder og der er meget at arbejde videre med.
Da Næstved Kommune gerne vil implementere gangruterne forskellige steder i kommunen har projektet ikke som sådan haft et stedspecifikt fokus. Derfor kan det også sagtens implementeres andre steder.
Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med design på den måde du gør?
Det sjoveste og sværeste ved at arbejde med co-design er, at man arbejder med mennesker. At arbejde med andre mennesker er det mest inspirerende og det mest uforudsigelige man kan gøre! Og det påvirker selvfølgelig processen: Processerne bliver meget komplekse, men giver også et meget mere holdbart resultat. Og jeg kan godt lide kombinationen af at det både er sjovt og svært.
Hvis du skulle pege på et design, som du rigtig gerne selv ville have lavet – hvad skulle det så være, og hvorfor?
Jeg er et stort fan af ”MASS – Design Group” og ville ønske at det var mig, der havde været med i udviklingen af Butaro Hospital i Rwanda og udviklet de arbejdsmetoder de bruger. MASS arbejder ikke kun med arkitektur og brugerinvolvering i selve designprocessen, men også med at involvere lokalsamfundet i opbygningen af det nye hospital, fx ved at oplære borgerne som tømrere, murere og projektledere, hvilket giver dem arbejdsmuligheder under og efter byggeprocessen.
Hvad oplever du er din største styrke som færdiguddannet designer fra KADK?
Min største styrke som færdiguddannet designer fra KADK er kombinationen af min bachelor i 'Spatial Design' og min kandidat i 'CoDesign'. Kombinationen gør, at jeg kan bruge codesign-metoder til at skabe funktionelle og smukke miljøer sammen med brugeren og andre faggrupper. Mit blik som designer i kombination med brugerens viden og oplevelser giver en mere holdbar løsning.
At jeg allerede på studiet har lært at lede komplekse processer med mange involverede ser jeg også som en stor styrke.
