Hvert år ved studiestart bliver der talt og skrevet om at København mangler ungdomsboliger. Det er ikke optimalt at starte studielivet i et igloo-telt – så hvad kan vi gøre, for at skaffe egnede boliger i en by, hvor byggegrunde er en mangelvare? Mød arkitekt Pauline Selvejer Faaborg, som i sit afgangsprojekt har fundet en bæredygtig og elegant løsning på problemet: Med enkle greb omdanner hun tomme kontorkvadratmeter i hovedstaden til brugbare boliger for unge.
Dit afgangsprojekt hedder ”Ventende huse” – hvad går det ud på?
Mit afgangsprojekt giver et bud på, hvordan man kan udnytte de mange tomme kontorbyggerier rundt omkring i Danmark. På landsplan står 2,11 millioner kvadrameter kontorbyggeri tomt! Meget af det findes i og omkring de store byer, og over halvdelen - 1,17 millioner kvadratmeter - står i København, hvor der samtidig mangler boliger. Så jeg kommer med et bud på, hvordan vi kan udnytte de mange kvadratmeter ved, med få indgreb, at lave dem om til billige ungdomsboliger.
Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Den primære motivation for projektet var koblingen mellem boligmanglen i København og potentialet i de tomme kontorer. Som ung i København er det meget tydeligt at den måde det københavnske boligmarked udvikler sig på er uholdbar. Der flytter årligt tusindvis af mennesker til byen, fortrinsvis unge og studerende, men der bliver ikke bygget nok nyt. Det som bliver bygget er store treværelses lejligheder, som ikke er delevenlige og som koster langt over det, en almindelig studerende har råd til.
Samtidig står de tomme kontorbyggerier på attraktive grunde rundt om i København og venter bare på at blive revet ned. Det er typisk byggerier fra 1960’erne og -70’erne, som hovedsageligt står tomme, fordi de ikke lever op til vores nuværende standarder på grund af dårlige lysforhold, dårlige materialevalg – og fordi de er grimme og intetsigende for firmaer som skal bruge kontorpladser. Virksomheder vil i dag gerne vise identitet og særpræg igennem deres domiciler, og derfor bliver der bygget nye kontorer over hele København, mens disse ældre bygninger står tomme.
Der er et tydeligt potentiale i disse byggerier. De har ofte en stærk og fleksibel struktur som kan bruges til andre funktioner end det, de oprindeligt blev bygget til.
Hvor kan du forestille dig at dit projekt vil gøre en forskel?
Hvis mit projekt blev ført ud i livet ville det skabe flere ungdomsboliger og nyt liv til en ellers tom og død bygning og dermed også nyt liv til det omkringliggende område.
Overordnet set håber jeg at mit projekt kan være et eksempel på genbrug i byggeriet. I stedet for at bygge nye bygninger med en levetid på maks. 50 år, burde man omprogrammere og bruge gamle bygninger igen efter at deres oprindelige funktion er ’forsvundet’. Det er der jo mange eksempler på i arkitekturen, men her har jeg taget fat på en type bygning, hvor kvaliteterne er skjult under grimme og ucharmerende facader, og hvis potentiale ind til nu ikke rigtig er blevet udnyttet.
Måske kan mit afgangsprojekt eksemplificere kvaliteterne ved denne type bygning, og åbne for at man kan se mulighederne i stedet for begrænsningerne ved dem.
Kan du se udviklings- eller jobmuligheder i dit afgangsprojekt?
Arbejdet med transformation af bygninger og byens behov for boliger har meget potentiale. I en tid med øget fokus på bæredygtige materialer og genanvendelse af eksisterende elementer har vi som arkitekter helt klart en rolle at spille. Enhver bygning er forskellig og derfor har en stor del af mit projekt har været netop en gennemgående analyse af bygningens og områdets potentialer. Det handler om at tænke brugernes behov og hverdag ind i en given kontekst - min kontekst har været forladte kontorbyggerier, hvor der er masser at tage fat på.
Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med arkitektur på den måde du gør?
Det sjoveste, men samtidig også noget af det meget svære ved denne type opgave er at rammerne er meget klart definerede. Man skal holde sig inden for de grænser bygningen sætter. Denne bygning bærer fx præg af, at den bærende struktur har sat en tydelig takt i bygningens rum og det kan man ikke rykke på. Så man må finde måder at komme omkring det. Man får alle grænser og problemer på én gang i stedet for at de bliver opstår i takt med projektets udvikling. Det er udfordrende, men også interessant at have så tydelige begrænsninger.
Hvis du skulle pege på et stykke arkitektur som du rigtig gerne selv ville have lavet – hvad skulle det så være og hvorfor?
Det ville være Snøhättas operahus i Oslo. Jeg kan rigtig godt lide at man har taget noget så elitært som opera og gjort dets hus så folkeligt. I stedet for at lave et ekskluderende prestigebyggeri har man bygget et operahus som inviterer og samler hele byens befolkning. Det synes jeg er en fantastisk udviklingsretning at gå i for arkitekturen.
Hvad oplever du er den største styrke som færdiguddannet arkitekt fra KADK?
Uddannelsen på KADK er alsidig, men også fokuseret. Jeg kommer herfra med en stor forståelse for bygningens betydning i omgivelserne, og omgivelsernes betydning for bygningen. Samtidig har jeg fået en forståelse for, hvordan byggeriets tekniske nødvendigheder kan bruges til at fremkalde bestemte rumlige udtryk. Den uddannelse jeg har fået, bærer præg af at være bundet i praksis og den arkitektoniske metode, samtidig med at den en undersøgende, spørgende, procesorienteret og udviklende. Det synes jeg er et rigtig godt udgangspunkt for min videre udvikling som arkitekt.
Hvor ser du dig selv professionelt om fem år?
Lige nu er jeg bare glad for at vide at jeg om fem år kan være hvor som helst. Jeg håber på at kunne bruge de værktøjer jeg har tilegnet mig på Arkitektskolen til at dykke ned i mange forskellige projekter.
