Mange af os nyder synet af smukke bygninger og lækkert indrettede byrum. Men god og gennemtænkt arkitektur kan andet og mere end skabe umiddelbar glæde: Mød arkitekt Jens Falk Holm som som bruger arkitekturen til at sætte fokus på en af de svageste og mest udsatte grupper i samfundet. Med et kombineret fixerum og værested for narkomaner, gør han arkitekturen til en tryg og sikker ramme for en gruppe borgere, der ikke altid står øverst på de politiske prioriteringslister.
Dit afgangsprojekt hedder ”Et sted at være – et fixerum, men mest af alt, et værested” - hvad går det ud på?
Det er et sted for mennesker - en særlig udsat gruppe, hvor stoffer er en del af livet. Et sted man kan være, med plads til det, som er yderst privat og det, der er fælles - som kan rumme både fysiske og psykiske behov. Et sted, der danner rammerne for værdighed og en platform for større inklusion i samfundet – både som base og afsæt. Stedet er udpeget gennem registrering af brugerne, for at være hos dem der, hvor de er.
Jeg har taget udgangspunkt i en allerede eksisterende bygning, som bliver energirenoveret og får ny facade og en ny etage, og i en ny bygning og det gårdrum der opstår imellem de to.
Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Jeg bliver motiveret af samfundsproblematikker og mener at det er vigtigt for arkitekturen som fag altid at udfordre de emner vi tager op til diskussion.
Netop stofbrugere og rammerne for deres liv har haft min interesse de seneste år, nok affødt af at jeg lever med en vis berøringsflade med dem - og på samme tid er vi så langt fra hinanden. Ud af det opstod intentionen om at lave et projekt til en af de mest udsatte grupper i samfundet, ved at prøve at sætte sig i deres sted og stille spørgsmålstegn ved forudindtagne idéer om, hvem de er. Det var ønsket at lave et projekt, som med sit sociale fokus ville kunne gøre en forskel. Jeg kan godt lide, hvis vi som arkitekter kan gøre en forskel.
Hvor kan du forestille dig at dit afgangsprojekt vil gøre en forskel?
Ens fornemmeste drøm med et afgangsprojekt er vel at få skabt opmærksomhed omkring noget, man har på hjerte.
Jeg prøver at belyse problematikken omkring et emne, som i min optik fortjener mere omtale og bedre tiltag fra både politikere og medborgere, men i den grad også arkitekter og andre der former byens rum. Det at prøve at forstå brugerne har givet mig en langt bedre indsigt i, hvad det vil sige at have 'et sted at være'. Man overraskes over, hvor lang og uoverskuelig vejen tilbage kan synes, når man først har følt sig ekskluderet af fællesskabet. Jeg har et håb om, at mit projekt kan opfordre til at italesætte skyggesiderne af vores samfund og i bedste fald bidrage til en styrket debat om, hvor man potentielt kan og bør gribe ind overfor stofbrugere med arkitekturen som værktøj.
Jeg har prøvet at forstå byen, at læse dens lag og finde de hulrum industrien har efterladt i byens masse. Jeg mener, det er vigtigt at forstå kvaliteten i det eksisterende, og udnytte dets potentiale gennem transformation og renovation, hvor det er muligt. Dog skal fortidens byggerier også leve op til nutidens krav, og det er derfor nødvendigt at komme med gode bud på, hvordan man f.eks. kan efterisolere eller addere elementer til det eksisterende.
I min materialebevidsthed har jeg også tænkt over, den retning jeg gerne ser arkitekturen bevæge sig i. På det tekniske niveau har jeg arbejdet med CLT træ, som er forholdsvist nyt bygge materiale i Danmark. Det er et lovende bæredygtigt alternativ til den betonpræfabrikation, som de fleste byggerier efterhånden er, så det kunne være spændende, hvis branchen kan får øjnene op for det.
Kan du se udviklings-/ jobmuligheder i det?
Jeg har prøvet at gribe fat i et reelt problem, som spænder over hele skalaen fra borger til by, og det mener jeg bestemt at der er udviklingsmuligheder i. Jeg har bestræbt mig på at skabe et tilnærmelsesvist realiserbart projekt gennem en social, økonomisk og bæredygtig bevidsthed omkring min arkitektur.
En stor del af min metode har været med fokus på at finde og forstå de behov der er i forbindelse med stofindtagelse, både for de enkelte bydele og for brugere. Mit afgangsprojekt startede ud med en social mapping, for at kortlægge og anskueliggøre forholdene for stofbrugere. Denne pegede desværre på, at der i øjeblikket ikke nødvendigvis sættes kræfter ind de vigtigste steder, samt at indsatsen muligvis er for snæver i forhold til de reelle behov.
Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med arkitektur på den måde du gør?
Det der er spændende ved arkitektfaget, er at der typisk er et afsæt, men sjældent et defineret mål. Hvilket gør at jeg synes det sjoveste og det sværeste i virkeligheden er sammenfaldende; at forene de kunstneriske intentioner med de tekniske.
Vores fag er uden facit og på den måde procesbasseret og udfoldes gennem registrering og diskussion. Man ved aldrig hvor projektet tager en hen, og man bliver nødt til at lade sig opsluge og forsvinde ind i materialet eller stedet og overse uforudsigelige benspænd som afføder nye afsøgninger af emnet, for at komme igennem og løse opgaven bedst muligt.
Vi skal mestre en værktøjskasse af tilgange og metoder. Det foregår ikke kun i hovedet eller i hånden men imellem de to, hvor analyse og håndværk mødes.
Hvad oplever du er din største styrke som færdiguddannet arkitekt fra KADK?
De arkitekter som kommer ud fra KADK nu, er rigtige gode til at se og beskrive samfundsfaglige problematikker og har en meget tydelig bevidsthed omkring, hvad en arkitekt eller kunstner kan tilføje af ekstra dimension for at bidrage til den generelle samfundsdebat.
Mine største styrker som uddannet arkitekt fra KADK er min evne til at afdække en problemstilling, registrere et sted, adskille de kulturelle lag i konteksten og værdisætte bygningsmassen. Det er en enorm analytisk tilgang, som jeg har lært igennem mit studie på Kandidatprogrammet: Kulturarv, Transformation og Restaurering, som sammen giver en god tektonisk modpol til den kunstneriske side af den arkitektonisk undersøgelse og formgivning.
Hvor ser du dig selv professionelt om fem år?
Jeg elsker det at studere og heldigvis er arkitektlivet en lang undersøgelse, hvor man konstant bliver udfordret og stillet over for nye opgaver og muligheder.
Jeg håber, at jeg har fået muligheden for at søsætte en række projekter som forhåbentlig alle har haft en nysgerrighed over for byen, brugere, rum, tektonik og materialitet.
