Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Ældreminister: Velfærdsdesign kan løfte demenspleje

Dato
21.12.2016
Kategori
Uddannelse og studieliv

Designkandidat Emilie Wiehe fik blik for demensproblematikken, da hendes egen morfar blev ramt af sygdommen. Forleden præsenterede hun sit bud på løsninger, der kan løfte de dementes livskvalitet, for ældreminister Thyra Frank. Ministeren er ikke i tvivl om, at velfærdsdesign som Emilies vil spille en stadig større rolle i plejen af demente.

”Jeg har set tyngdeplaider til demente før, men aldrig en så smuk som denne”

Sådan sagde ældreminister Thyra Frank, da hun i går blev præsenteret for tre specialdesignede produkter til demente skabt af kandidat fra KADK 

Emilie Wiehe har designet en sansestimulerende tyngdeplaid, som favner kroppen og giver tryghed, en aktivitetsskulptur, der kan aktivere rastløse hænder, og en uro, der kan fange flygtige øjeblikke og skabe ro i nuet.

Ministeren er ikke et øjeblik i tvivl om, at netop velfærdsdesign som Emilie Wiehes produkter fremover vil spille en stadig større rolle, når vi har med mennesker med demens at gøre. 

”Det er de intellektuelle kompetencer, der først bliver ramt hos demente, og så står kun sanserne tilbage. Derfor er der for mig at se ikke tvivl om, at arkitektur og design, der kan tale til sanserne, vil blive en stadig vigtigere del af vores tilbud til demente. Jeg synes det er spændende, at det er et felt, de studerende på KADK arbejder med, for det er den vej, vi også skal gå, og der vil kontinuerligt være brug for nytænkning, så vi kan forbedre indsatsen for borgere med demens”, siger Thyra Frank.

Thyra Frank og Emilie Dissing Wiehe taler om den serie af demensprodukter, Emilie har lavet

En halv millard kroner til demente
En af hendes første opgaver som minister for ældreområdet bliver at være med til at gennemføre regeringens netop lancerede demenshandlingsplan. Til indsatsen er der afsat knap en halv milliard kroner, der blandt andet skal bruges på, at gøre Danmark mere demensvenligt, herunder at udvikle og forbedre boliger for mennesker med demens og de fysiske omgivelser.

”Demens er en sygdom, men der er stadig et menneske bag sygdommen, og det menneskes livskvalitet og trivsel kan vi netop løfte og få til at blomstre ved at skabe stimulerende og sanselige miljøer”, siger Thyra Frank.  

For designkandidat Emilie Wiehe var det menneske hendes morfar. Det var hans demenssygdom, der fik hende til at interessere sig for feltet og undersøge, hvordan man med design kan løfte demensramtes trivsel og hverdag.

”Jeg læste selvfølgelig den nyeste litteratur og forskning på området. Men det, der gjorde størst indtryk på mig, var mine besøg på et plejecenter, hvor jeg gennem interview og iagttagelser fik indblik i, at det faktisk er de små greb, der kan gøre den store forskel. Der er ikke brug for de store armbevægelser og ture ud af huset, men der er et behov for stille aktiviteter, der taler til sanserne, til det nære og til nuet. Det er der, mennesker med demens er, og det er der, vi kan nå dem. Det behov har jeg forsøgt at imødekomme med mit design”, siger Emilie Wiehe.

Emilie Dissing besøger Thyra Frank

KADK's arkitekter og designer skaber innovative og konkrete løsninger
Rektor Lene Dammand Lund fortæller, at det er en typisk tilgang for de studerende på KADK: Mange identificerer et problem i samfundet, undersøger det og skaber helt konkrete løsninger og produkter, der kan imødekomme problemstillingen på en ny måde: 

”Det er produkter og modeller, der kan løse problemer lokalt, men det er også en tilgang, der med sin rod i den stærke danske tradition for velfærdsdesign og arkitektur, har et stort potentiale som eksportvare. Som mange andre af tidens store udfordringer er demens ikke et isoleret dansk problem. Der er derfor god grund til at tro, at der er efterspørgsel på de innovative velfærdsdesign og løsninger, som vores unge og meget samfundsbevidste designere og arkitekter skaber”, siger Lene Dammand Lund.