Ændring i KADK's organisation skal styrke faglig ledelse og erhvervssamarbejde

Dato
28.01.2020
Kategori
KADK Indblik

KADK har som målsætning at øge de uddannelses- og forskningsmæssige aktiviteter og skabe flere partnerskaber med offentlige og private erhverv. Derfor udvides direktionen med de tre nuværende fagledere inden for arkitektur, design og konservering og der oprettes en helt ny enhed for Erhverv. 

Ny direktion skal styrke den faglige ledelse på KADK
KADK udvider sin direktion med de tre nuværende fagledere og sikrer dermed endnu større faglig tyngde i direktionen. De nye medlemmer er Jakob Brandtberg Knudsen inden for arkitektur, Mathilde Aggebo inden for design og Rikke Bjarnhof inden for konservering. 

”Vi ønsker i de kommende år at øge aktiviteterne på KADK inden for uddannelse, forskning og efter- og videreuddannelse. Vi skal styrke vores samfundsrelevans og bidrage aktivt til den grønne omstilling. Vi vil samtidig bevare fokus på vores kernefaglighed og giver derfor de faglige miljøer mere vægt i direktionen med de tre nye medlemmer”, siger rektor Lene Dammand Lund. 

KADK’s samlede direktion består dermed af rektor Lene Dammand Lund, prorektor Svend Lawaetz og de tre nye medlemmer. Den nye direktion og organisation træder i kraft fra d. 1. april 2020. 

Ny tværgående enhed for erhvervssamarbejde
Den nye direktion er et element i KADK’s nye strategi om at øge gennemslagskraften inden for arkitektur, design og konservering. Der etableres derfor samtidig en ny tværgående enhed, der skal styrke samarbejdet med det offentlige og private erhverv. Formålet er at sikre, at KADK’s viden og kompetencer bliver sat endnu mere i spil, særligt inden for det teknologiske område.

”Vi oplever i disse år en øget efterspørgsel efter de faglige kompetencer og innovative løsninger, som arkitekter, designere og konservatorer kan frembringe, når vi skal omstille vores samfund til en mere grøn dagsorden. Det er nødvendigt at nedbryde eksisterende siloer på tværs af faglighed og erhverv, hvis vi skal nå i mål med vores fælles samfundsdagsordener. Arkitekter og designere kan omsætte ord til form og dermed være med til at skabe helt nye løsninger i samarbejde med relevante aktører” siger rektor Lene Dammand Lund.

Om KADK
Kernen på KADK er kreativ formgivning og sanselighed. Med afsæt heri skaber vi ny viden og erkendelse på højeste internationale niveau. Vi driver samfundsmæssige forandringer, som understøtter et godt liv for alle og en bæredygtig planet.