Bæredygtigt byggeri i Indien

Dato
29.03.2019
Kategori
Samarbejde og erhverv

Den indiske regering har sat gang i et storstilet boligprojekt, hvor den i løbet af de næste tre år skal bygge flere millioner boliger til landets fattigste. På invitation fra Indiens boligminister har Center for Industriel Arkitektur (CINARK) og Arkitektskolens fagleder Jakob Brandtberg Knudsen været i New Delhi for at fortælle om bæredygtighed og ny teknologi i byggeriet.

Indien står overfor store boligudfordringer. Med en hastigt voksende befolkning, massiv tilflytning til byerne og et løfte om at give millioner af fattige mennesker tag over hovedet inden 2022, skal der bygges i stor skala de kommende år. Mere præcist drejer det sig om 10 millioner boliger i perioden 2015-2022, som skal være til at betale for landets fattigste borgere. 

Sammen med ph.d.-studerende Line Kjær Frederiksen (CINARK) var fagleder Jakob Brandtberg Knudsen inviteret af Indiens boligminister til at deltage i og holde oplæg ved konferencen ”Global Housing Technology Challenge-India” i starten af marts 2019.

Konferencen samlede internationale teknologivirksomheder, universitetsforskere, politikere og entreprenører i New Delhi for at udveksle viden, løsninger og know-how om ny teknologi og bæredygtige metoder, som kan hjælpe Indiens enorme boligprojekt godt på vej.

One size doesn’t fit all
I sit oplæg fokuserede Jakob Brandtberg Knudsen på, hvordan valg af byggematerialer- og metoder kan være med til at reducere brugen af airconditionanlæg, som i dag trækker store veksler på miljøet.

”Et vigtigt budskab var, at man ikke bør rulle den samme type bolig ud over hele landet. Indien strækker sig over seks klimazoner, og der er stor forskel på, om du bygger i tørt tropisk klima, hvor tykke mure, små vinduer og tunge tage er fornuftigt, eller i et fugtigt tropisk klima, hvor lette materialer og store vinduer giver et behageligt indeklima,” siger Jakob Brandtberg Knudsen.

Cirkulær økonomi i stor skala
Jakob Brandtberg Knudsen fortalte desuden om CINARKS forskning, der overordnet handler om at indkredse, formulere og revidere metoder, processer og produkter, som kendetegner miljørigtig industriel arkitektur.

”Det vigtige er at få den indiske byggesektor til at tænke i cirkulær økonomi, inden byggeprocessen er gået i gang. Derudover kan meget løses ved at optimere nogle af de konstruktioner, som inderne har i forvejen. De her ting er ekstremt vigtige, når vi taler byggeri i så stor skala,” siger Jakob Brandtberg Knudsen.