Bevaring i et buddhistisk perspektiv

Dato
15.12.2015
Kategori
Uddannelse og studieliv

- en beretning om kulturelle forskelle fra en rejse til Ladakh som frivillig konservator.

Der findes store internationale organisationer, der beskæftiger sig med bevaring af truet kulturarv såsom ICOM’s Red list, Heritage Without Borders, Blue Shield og ICOMOS’ Heritage at Risk. Og så findes der de små som Tibet Heritage Fund med en gruppe ildsjæle, der kæmper mod modernisering, regering og ironisk nok; den lokale kultur.

Denne artikel handler om mine erfaringer som frivillig konservator i Ladakh, og om hvorledes den vestlige bevaringsetik kan komme til kort over for den buddhistiske kulturarv.

Shangrong Lakhang, Alchi

På det danske Udenrigsministeriums hjemmeside frarådes det tydeligt at rejse til den indiske delstat Jammu & Kashmir. En ellers fredelig region, Ladakh, som af flere store rejsebøger bliver kaldt ”The Last Shangri-La”. Ladakh grænser op til Pakistan og Kina, hvor det politisk anspændte område Tibet ligger lige på den anden side af de høje bjergpas mod øst.

De smukke klostre, der dukker op som hvidkalkede monumenter i de ellers brune og golde bjerge, vidner om en buddhistisk kulturarv, som endnu ikke er gået tabt, så længe Ladakh får lov til at beholde sit eget regionale styre under den indiske stat (Ladakh Autonomous Hill Development Council).

Hvad med den hvidkalkede kulturarv?
En af de mange organisationer, der har kastet sin kærlighed på Ladakh er ’Tibet Heritage Fund’. En international non-profit organisation, hvis formål er at bevare arkitektonisk kulturarv generelt, herunder specielt den tibetanske kulturarv. Formålet er ydermere gennem en bæredygtig udvikling at forbedre levevilkårene for de mennesker, som bor i de traditionelle og historiske bosættelser. Tibet Heritage Fund ønsker derfor også at promovere miljørigtig arkitektur til gavn for klimaet.

Et af Tibet Heritage Funds projekter i sommeren 2015 var et konserverings- og restaureringsprojekt af templet Shangrong Lakhang i Alchi, en landsby 2 timer fra Leh.

Her havde landsbyen via templets opsynsmand kontaktet Tibet Heritage Fund med et ønske om at få restaureret deres lokale tempel, således at de igen kunne anvende det til religiøse formål. Tibet Heritage Funds arbejde bestod i at få rekonstrueret det ødelagte tag og gulv, stabilisere vægkonstruktionen og konservere de særligt betydningsfulde vægmalerier, som dækker alle templets fire vægge indvendig.

Templet, som er dateret til midten af 1400-tallet, er ikke bare en spektakulær bygning, men indeholder også nogle af de få bevarede malerier, som hører til den lokale Drigung-skole, og som viser essentielle detaljer fra de mest ansete malere af denne skole. Bl.a. et kunstværk det repræsenterer et vigtigt, og endnu urørt bevis på tidlig lokal maleteknik.

Gamle og nye ånder
I den buddhistiske tro skal Buddha have sagt, at hans billede ikke kan tilbedes, hvis det har taget skade, og ånden i billedet er sluppet ud. Det har derfor været en stærk tradition, at munkene har stået for en fortløbende restaurering af de religiøse malerier, skulpturer og bygninger. En tradition der har forårsaget, at det kan være svært at finde autentisk maleteknik fra templernes opførelse.

Eftersom de lokale indbyggere ønsker igen at kunne anvende Shangrong Lakhang til dets originale formål, må vi kigge på UNESCO og ICCROMs anbefalinger til en bevaringstilgang for levende kulturarv. Her er det vigtigt, at den lokale befolknings tilknytning til kulturarven bliver respekteret og anvendt som et integreret element i bevaringsstrategien.

Men når den lokale befolkning helst ser en fuld genopmaling af de originale motiver, efter de religiøse og kulturelle forskrifter, kan det skurre i øjnene på en konservator, der anskuer sagen fra det vestlige bevaringsetiske synspunkt.

Projektet Shangrong Lakhang blev afsluttet i uretoucheret tilstand med det argument, at der kun var projekteret til denne fase.

Fakta om Pernille Holm Mogensen
Pernille Holm Mogensen er uddannet bachelor fra Konservatorskolens linje for monumental kunst i 2010. Efterfølgende har hun arbejdet med vægmaleri for bl.a. Nordisk Konservering Aps, Konservator Karsten Larsen og Akanthus Stenkonservering.

 

Nu arbejder hun som studentermedhjælp på Statens Museum for Kunsts afdeling for skulptur og nutidskunst og skriver speciale om konservatorens nye rolle på museet; en undersøgelse af kompetencer inden for management og tværfagligt samarbejde.