Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Biblioteket sætter turbo på undervisning

Dato
12.06.2015
Kategori
Biblioteket
Biblioteket sætter turbo på undervisning (Foto: Openphoto.net)

Bibliotekschef Lise Møller Eriksson er i disse dage ved at færdiggøre strategi for biblioteket. Et af indsatstemaerne er undervisning:

Biblioteket vil det næste år skærpe indsatsen for at understøtte og kvalificere undervisning og forskning på KADK med den viden, vi har om informationssøgning og brug af en bred vifte af digitale redskaber til håndtering af store mængder af viden.

 

Hvad kan biblioteket byde på for at kvalificere og understøtte undervisning og forskning?

Hvad angår de studerende kan vi med vores viden og uddannelse byde på en styrkelse af de studerendes digitale dannelse og informationskompetencer. Det betyder, at vi kan bidrage til, at de studerende tidligt lærer effektivt og kritisk at indsamle, navigere, vurdere, anvende og skabe viden ved hjælp af en bred vifte af digitale teknologier, fysiske biblioteker og medier. En kompetent informationssøger bliver desuden ofte en langt bedre ideudvikler og får styrket den refleksive del af sin produktudvikling ved at indhente viden og udsyn ind undervejs i processen.

Hvad angår forskere, så viser en spritny kvalitativ undersøgelse fra Det Kongelige Bibliotek, at biblioteksverdenen med rod i deres informationsvidenskabelige faglighed i højere grad kan formidle og implementere mere systematiske informationskompetencer i forskningsmiljøer. Noget tyder nemlig på ifølge undersøgelsen, at forskeres søgeadfærd kan blive for enstrenget, fx citerer de viden der citeres af de fleste, hvorved ny vigtig viden potentielt kan blive overset. For forskere gælder det også, at vi kan bidrage til at effektivisere forskningsarbejdet og frigøre reel forskningstid ved at undervise og vejlede i referenceværktøjer, fagfælle-systemer, ophavsret m.m.

 

Har biblioteket ikke altid undervist studerende og vejledt forskere – hvad er der nyt i det?

Jo, de har de da i høj grad. Og der har også i nogle tilfælde været tale om nogle faste aftaler med de faglige miljøer. Det nye er, at vi nu vil gøre en indsats for at tilbyde en systematisk undervisning på de tre skoler på BA-, KA- og ph.d. niveau og for forskere i informationskompetencer. Vi ser gerne, at der så vidt muligt bliver tale om en progression i disse færdigheder på vej frem i uddannelsen. Men det kræver fælles fokus og prioritering: Det bedste resultat opnås nemlig, hvis vores undervisning er tæt integreret med den undervisning, som i øvrigt tænkes på de tre skoler – og at undervisningen i informationskompetence og digital dannelse er obligatorisk på KADK.

  

Der sker noget nyt fra efteråret 2015

Bibliotekets indsatsområde har allerede sat noget nyt i gang: På KD fællesmodulet ”Skriftlighed som designværktøj”, der fra efteråret afholdes for alle ca. 100 nye designstuderende, har Per Galle og Lise M. Eriksson sammen formuleret nogle læringsmål vedrørende bibliotekets bidrag til undervisningen.

 

Per Galle: En saftig appelsin er havnet i vores turban ...( Foto: photo4design.com)

Per Galle: En saftig appelsin …

Per Galle, der i samarbejde med sin kollega Ida Engholm har været arkitekt for det nye fællesmodul, fortæller om sine overvejelser i den forbindelse:

Det første, jeg kunne tænke mig at præsentere de nye studerende for, er idéen om skriftsproget som et praktisk værktøj. Et værktøj, de kan bruge i deres kreative arbejde med design – helt på linje med andre værktøjer, såsom frihåndsskitsering, og 3-D modellering i SketchUp eller Rhino. Ligesom de visuelle medier kan noget, skriften ikke kan, således kan skriften noget, de visuelle medier ikke kan. F.eks. kan man ved skrivning gennemtænke og forklare sine intentioner og metoder for sig selv og andre, kritisk forholde sig til relevant baggrundsviden, fastholde og udtrykke ny faglig indsigt der måtte opstå undervejs, og ikke mindst argumentere for sine designforslag og vise, at det sker på et velinformeret grundlag.

Når de studerende har indset, og forhåbentlig også erfaret, at designpraksis er både informationsforbrugende og informationsproducerende, er vejen banet for at påpege, at det samme gælder forskning; at der er ligheder mellem fagets praksis og fagets forskning. De ligheder vil vi udnytte til at give de studerende en blid og ikke-fremmedgørende introduktion til designforskning og akademisk metode. Og til at vise, at akademisk metode er noget, der kan bruges i praksis, såvel som i forskning. Det ultimative mål for dette og lignende moduler hen gennem uddannelsen er at styrke de studerendes evne til at begå sig professionelt – at gøre dem i stand til at skabe berettiget tillid til deres designforslag, og dermed til faget.

Så da Lise pludselig, ud af det blå, kom og tilbød at lade biblioteket bidrage til modulet ved at undervise de studerende i informationskompetence og det, hun rammende kalder ”digital dannelse”, og i det hele taget vise dem, hvad et moderne forskningsbibliotek har at byde på, så var det virkelig som at få en stor og saftig appelsin i sin turban.

 

Biblioteket følger dig helt op i din forskerkarriere

Lise Møller Eriksson:

Ligeledes er vi i biblioteket netop i gang med at komme med en kursusbeskrivelse (ECTS-givende) til Ph.d.-skolen, som skal udbydes for første gang fra efteråret. På forskningsområdet vil vi fortsætte med at praktisere den vigtige 1:1 sparring og vejledning mellem forsker og bibliotekar. Holdundervisning på Ph.d. skolen skal være et vigtigt supplement, så vores kompetencer har størst mulig gennemslagskraft.

Disse to initiativer er forhåbentligt kun begyndelsen på en mere systematisk og tæt biblioteksintegreret indsats for at styrke digital dannelse og informationskompetencerne på KADK, afslutter Lise Møller Eriksson.