Byudvikling og kulturarv er ikke modsætninger viser ny ph.d.-afhandling

Dato
24.11.2014
Kategori
Forskning og innovation

Ilha de Mozambique. Den lille ø uden for Mozambiques nordlige kyst er blevet tildelt UNESCO’s blå stempel som bevaringsværdig verdenskulturarv. Store dele af befolkningen lever i slumområder og ønsker bedre bolig- og levevilkår. Men hvordan håndterer man byudvikling i områder, der har bevaringsværdi for kulturarven?

Workshop som bidrager til forståelse af sammenhæng mellem materielle og immaterielle kulturarvsværdier.

I ph.d.-afhandlingen ” The Macuti House in Ilha de Mozambique: Tranformation of the other side of a World Heritage site” af arkitekt Silje Erøy Sollien, træder en aktuel afrikansk problemstilling helt skarpt frem. Ilha de Mozambique er erklæret verdenskulturarv af UNESCO bl.a. fordi øen har været et vigtigt handelscentrum med spor fra arabiske, indiske, europæiske og afrikanske tilrejsende og bosættere. Men hvad betyder det for muligheden for at udvikle byområderne – også de fattige slumområder - arkitektonisk og byplanmæssigt i takt med økonomisk vækst, højere levestandarder og stigende krav til bedre boliger og infrastruktur?

Silje Erøy Solliens afhandling fra Kunstakademiets Arkitektskole ligger i kølvandet på et dansk forskningsprojekt på Ilha de Mozambique, der kan dateres helt tilbage til 1980’erne og som dannede grundlaget for World Heritage-nomineringen.

Silje Erøy Sollien siger:
”At blive ”UNESCO World Heritage” fører ikke automatisk til storstilede restaureringsprojekter. UNESCO kommer med et label og med bureaukrati, og mange har været skuffede over, at de ikke har bidraget mere til kulturbevaringen. Ansvaret for forvaltningen af kulturarven ligger derimod hos regeringen og det lokale bystyre. Heldigvis er der lige kommet et nyt bystyre, som vil arbejde med at integrere kulturbevaring og byudvikling i sammenhæng med ny udvinding af naturressourcer i området. Men de mangler kapacitet og instrumenter til at håndtere de aktuelle udfordringer”.

Silje Erøy Sollien har arbejdet tæt sammen med det lokale kontor for bygningsbevaring. Allerede før hun startede sit projekt aftalte de, at hun måtte opmåle, interviewe, bruge lokale arkiver mv. – men at hun til gengæld løbende skulle fortælle dem om resultaterne og bidrage til at udvikle en bedre forvaltningspraksis på stedet. Denne viden har hun også brugt som underviser på en arkitektskole på Mozambiques fastland.

Kort over Ilha de Mozambique tegnet i 1981 af studerende fra Aarhus Arkitektskole og Kulturministeriet i Mozambique

Materiel og immateriel kulturarv
Ilha de Mozambique består af en nordlig del, den ældste og rigeste, som har de fleste oplagte bevaringsværdige monumenter – og den sydlige del, som var her de lokale arbejdere boede under kolonistyret, der først ophørte i 1975. Det er denne del af øen, som hun har studeret. Hendes metoder har udover mere traditionelle arkitektoniske greb som opmåling og kortlægninger været at arbejde med fortællinger. Hun har afholdt flere workshops med de lokale beboere. Her har hun bedt dem fortælle historier om konkrete steder i byen for på den måde identificere, hvilke områder der er historiebærende for befolkningen. Målet har været at integrere den såkaldte immaterielle med den byggede kulturarv.

Det er ifølge Silje Erøy Sollien meget vigtigt at arbejde langsigtet. Der har bl.a. været eksempler på udviklingsprojekter, hvor udenlandske konsulenter på alt for kort tid har defineret, hvad stedets kulturarv er. Men forståelsen af kulturarv er meget mere kompleks. Det er vigtigt at høre lokalbefolkningen - og samtidig støtte deres institutioner. Netop manglen på dialog imellem de lokale myndigheder og befolkningen er også helt iøjefaldende.

En af Silje Erøy Solliens anbefalinger er derfor, at myndighederne arbejder sammen med den lokale befolkning og derved opbygger et tillidsforhold. Der er behov for at lave en dynamisk planlægningspraksis hvor forskellige historier bliver fortalt, og hvor de lokale værdier spiller sammen med de værdier, som ligger til grund for UNESCO’s Kulturbevaring. På den baggrund kan man arbejde med en byudvikling, som både tager hensyn til ønsket om modernisering - og til en lokal forståelse af kulturarvsværdierne.

Arkitekturen i nordligst i af Ilha de Mozambique viser en særlig blanding af europæisk, indisk, arabisk og afrikansk byggestil

FAKTA

OM PH.D.-FORSVARET
Forsvaret finder sted den 27. november 2014 kl. 13.00.
Auditorium 6, Danneskiold-Samsøes Allé 53, 1435 København K.
Forsvaret er offentligt.

Læs mere om eventet.

Afhandlingen er et resultat af et ph.d.-studium finansieret af Det Frie Forskningsråd og udført ved Institut for Bygningskunst, By og Landskab, Kunstakademiets Arkitektskole.

På den sydlige del af øen kæmper befolkningen for at vedligeholde deres huse af mangel på ressourcer som i andre dele af Afrika