Mens Lilli og Mia bygger deres vaskepavillon, bor de i landsbyen Magoda. De har fået lov at låne landsbyens nybyggede lærerbolig, som er uden elektricitet og rindende vand. Det er ikke altid helt nemt at begå sig blandt de lokale, når man ikke kan spørge om det er okay at man bruger af landsbyens regnvand. Eller når man ikke ved, at landsbyen ikke har ekstra madrasser at låne ud af.
Lilli og Mia fortæller: "Vi bygger i Mpapayu og bor i Magoda som ligger cirka 1,5 km fra byggesitet. Landsbylederen i Magoda hedder Hamisi – han er også med i vores byggteam. Han har været meget venlig og stillet det nyligt byggede og ledige ’teachers house’ til vores rådighed. Det er et relativt ”moderne” betonhus med tre værelser rum, intet køkken, elektricitet eller rindende vand.
Latrintoilettet der også fungerer som badeværelse er udenfor. Huset er bygget for at ’lokke’ en lærer til at bo i Magoda og på den måde være mere engageret i skolen og derved øge kvaliteten af undervisningen. Men de har endnu ikke fundet nogen - der skal sikkert installeres elektricitet før nogen vil komme og bo i huset.
Luk spanden for malariamyggene
Vand henter vi eller børnene fra skolens regnvands-vandpost, som normalt kun er til skolebørnene. Vi er heldige: Vi behøver ikke at gå langt med de tunge spande, som byens kvinder ellers gør. Derfor giver vi også penge og mad til skolens vagtmand, vores nabo, som åbner vandhanen til os.
På grund af sprogbarrieren og de store kulturelle forskelle er det er virkelig svært at vide om de lokale beboere synes det er okay at vi bruger skolens vand – og burde vi betale mere eller mindre? Og så er der rigtig mange praktiske ting man skal huske, som vi ikke er vant til i vores del af verden. Fx skal man huske at lukke vandspandene så malariamyg ikke lægger æg i dem.
Mad og madrasser
Vores mad bliver tilberedt af Hamisis kone og serveret af hans datter. Til morgenmad spiser vi chapati, chai og bønner. Vores frokost og aftensmad består normalt af enten ugali (majsgrød) eller ris, sammen med stegt spinat, lidt løg eller tomat plus noget sovs eller tilbehør (fx bønner, tomatsauce med tørret fisk – eller en sovs lavet af grøntsager).
Vi spiser enten på gulvet ved husets indgang eller inde i huset ved et lille bord som vi har lånt af landsbyen. Vi har også lånt sengetøjet og madrassen vi sover på. Det var først da vi havde spurgt om der mon var en ekstra madras vi kunne låne, at det gik op for os at der højst sandsynligt ikke findes så mange ”ekstra madrasser” i landsbyen, hvilket betyder at vi nok har fået en af de lokales egen madras, og at han må ligge på gulvet som mange af de andre oftest gør...
Hverdag på byggepladsen
Hamisi kører os og alt vores oppakning og værktøj med piki-piki-motorcykeltaxa på hullede jordveje til byggegrunden i Mpapayu. Vi giver 1000 Tanzanian shillings (ca. 3 kr.) for hver person. For hver dag bliver det nemmere at kommunikere med vores byggeteam og vi føler også at vi kommer tættere på familierne, kvinderne og børnene, som bor tæt på sitet og som vil være de primære brugere af pavillonen. Det er dejligt at få følelsen af, at det her nok skal gå.
Vi begynder at få styr på hverdagens bygge rutiner: Mødetid om morgenen er mere cirka end præcis, batterierne til boremaskinen kan oplades for 1000 Tsh (ca. 3 kr.) ved det eneste hus med elektricitet i Mpapayu. Mia og jeg spiser frokost i lerhytten med bord, stol og løbende høns, mens mændene i byggeteamet spiser sammen under det store mango træ."
