Mia og Lilli er ved at runde af i Mpapayu. Vaskepavillonen tager form og monteres - men så kommer regnen og tvinger dem til at ændre på projektet i sidste øjeblik. Det er der også en vigtig erfaring i - og Lilli og Mia vender hjem til tegnesalen med masser af mod på at videreudvikle deres projekt. For vaskepavillonen har masser af potentiale som bare venter på at de sætter det i spil.
Lilli og Mia fortæller "Dagene i Tanga gik med at finde en brugbar vandtank og de rigtige dele, der skulle koble tank og tag sammen, så vandet fra taget kunne ledes ned i tanken uden spild. Da tanken var fundet skulle vi finde ud af hvordan den ret store tank skulle transporteres til Mpapayu dagen efter, og vi fik arrangeret at en lille lastbil skulle komme og hente tanken den efterfølgende morgen.
Tilbage i landsbyen fik vi hjælp af tre mænd: Hamisi, Mbwana og Sembuyagi – og på to dage fik vi rejst taget, installeret vandtanken og sat net på facaderne."
Behageligt indeklima med saltet garn
"Vores plan var egentlig at hele konstruktionen skulle være dækket af net for at mangofluerne ikke kunne komme ind og lægge æg i vasketøjet, men det viste sig at mangofluerne faktisk ikke er et problem i området. Derfor lavede vi en løsning hvor nettet fungerede som en skyggende membran der skaber et rum som stadig er transparent - hvilket giver maksimal tryghed for kvinder og børn.
Da det første net var monteret begyndte Mia sit væveprojekt: For at skabe et godt indeklima i pavillonen, havde hun kogt bomuldsgarn i saltvand og lavet en slags fugtsugende garn. Garnet skulle væves på netvæggene og fungere som en slags affugter i vaskepavillonen. Tanken var at saltet på garnet skulle fjerne atmosfærisk fugt og sænke den høje luftfugtighed i rummet, både for at vasketøjet kunne tørre hurtigere og for at rummet ville være mere behageligt at opholde sig i.
Pavillonen i problemer
"Men så kom regnen - og når det regner, regner det meget... Taget virkede heldigvis efter hensigten, og på en halv time fik vi samlet en hel tank vand. Tagets samlinger var dog ikke helt tætte, men lidt dråber her og der var ikke et stort problem, og de omkringboende familier blev rigtig glade for den nye lokale ’kilde’. Det begyndte også at blæse ret kraftigt, og vi kunne se at konstruktionen skulle have et mere solidt fundament, så vi aftalte med Sembuyagi at han skulle tage til Muheza dagen efter for at købe ti betonblokke.
Det var planen at Mia skulle væve videre næste dag, men den massive regn gjorde arbejdet umuligt. Vi bestemte os for at tage til Tanga og arbejde i to dage og derefter komme tilbage for at fastgøre betonblokkene og væve færdig. Men den følgende aften fik vi en besked fra Mbwana, landsbylederen i Mpapayu: Pavillonen var blevet ødelagt af uvejret! Vi ændrede derfor planer og den efterfølgende morgen tog vi ud og købte en masse søm og andre ting vi kunne reparere pavillonen med og tog så tilbage til sitet."
Farvel til Mpapayu
"Strukturen var blæst omkuld, noget af bambussen var knækket og taget havde fået lidt revner - men det vigtigste var at det kunne repareres. Vi tog en beslutning om at pavillonen skulle fikses ordentligt, så den kunne være til fortsat nytte i landsbyen. Vi bestilte tiki tiki-træpæle som er meget stærke - de skulle erstatte de ødelagte dele og samtidig fungere som søjlefundament. Det gjorde at vi kom en hel del bagud i forhold til vores tidsplan og derfor måtte vi droppe resten af de fugtsugende vævninger til væggene.
Vi blev færdige med pavillonen dagen inden vi skulle forlade Tanga. Det var lidt trist at sige farvel til alle de søde mennesker vi havde mødt og arbejdet med. Vi havde virkelig følt os så velkomne og taget godt imod i Mpapayu."
Et koncept med potentiale - særligt for kvinderne
"Mens vi byggede kunne vi på nærmeste hold iagttage livet i landsbyen, og det gjorde at vi løbende revurderede vores koncept og formål med pavillonen. Vi fandt ud af at det ikke handlede så meget om at vaske og tørre tøj, men mere om værdien i at tilbyde et offentligt rum til kvinder og piger - et rum hvor man kan mødes og udføre de daglige pligter i fællesskab i stedet for alene.
Pavillonen fungerer samtidig som en prototype på, hvordan man kan samle regnvand på en økonomisk overkommelig måde. I dag bruger man typisk tagrender som bliver installeret på offentligt bygninger til at samle vand op, men tagrender er dyre og skal sidde på et regulært tag – og der findes ikke så mange offentlige bygninger. Vand spiller en vigtig rolle i hverdagen og er fx tit afgørende for, om piger kan komme i skole eller ej. For hvis vandkilden er langt væk har pigerne – som henter familiens vand - ikke tid til at gå i skole.
Projektet viste et stort potentiale som vi håber at kunne arbejde videre med: Vi vil gerne lave et endnu bedre design og en strategi som vi kan teste og bygge i endnu flere landsbyer i Tanzania."
