Designtalenter fra KADK dyster om at lave Danmarks næste klassiker

Dato
28.02.2019
Kategori
KADK Indblik

Tre kandidater fra KADK er blandt de fem professionelle designtalenter, der konkurrerer om at lave Danmarks næste møbelklassiker i nyt kulturprogram på DR1.

Danmark er kendt for sit designtalent og stolte designtraditioner. Nu kan den næste, tidløse klassiker, være på vej i DR1’s nye kulturprogram ”Danmarks næste klassiker", hvor møbeldesignere dyster om at skabe landets næste møbelikon. Programmet er optaget i KADK’s lokaler på Holmen, og tre ud af fem deltagere er kandidater fra KADK: Isabel Ahm, Rasmus B. Fex og Kasper Thorup.  

Designere, dommere og vært. Pressebillede: Danmarks Næste Klassiker, DR

Seks kategorier, én vinder
Hver uge konkurrerer de fem designere om at lave det bedste møbel i en bestemt kategori. Vært Mette Bluhme Rieck styrer slagets gang, når designerne udfordres i de forskellige kategorier: lænestolen, spisebordet, sofaen, lampen, børnemøblet og spisebordsstolen.

Programmets fagkyndige dommerpanel består af museumsdirektør for Designmuseum Danmark, Anne Louise Sommer, og den anerkendte designer, Kasper Salto, der løbende udfordrer og stiller høje krav til designerne, som i hvert program kun har tre uger til at producere deres bud på en ny klassiker. 

Til sidst i programserien står dommerpanelet tilbage med seks vindermøbler – et fra hver kategori – og her skal dommerne kåre den endelige vinder af ”Danmarks næste klassiker”.

Vindermøblet bliver udstillet på Designmuseum Danmark fra 6. april til 1. september 2019.

De fem designere. I midten fra venstre ses Rasmus B. Fex, Isabel Ahm og Kasper Thorup. Pressebillede: DR