FN og KADK sætter bæredygtig kurs

Dato
02.11.2018
Kategori
Uddannelse og studieliv

FN Byen i Københavns Nordhavn lagde igen i år lokaler til, da 180 studerende og medarbejdere fra KADK mødtes med repræsentanter fra FN for at debattere, hvordan arkitekter, designere og konservatorer kan arbejde med bæredygtighed. Under seks hovedtemaer blev udfordringer og løsninger på de 17 verdensmål vendt.

Der var et tætpakket dagsprogram og fyldte lokaler, da KADK-studerende og -medarbejdere mandag den 29. oktober mødtes med en række FN-repræsentanter for i fællesskab at diskutere løsninger på nogle af verdens mest presserende problemer.

Dagens seks udvalgte temaer var fundet i samarbejde mellem FN og KADK og gik under overskrifterne: 1. Ensure healthy lives and promote well-being for all at all ages, 2. Circular economy, 3. Gender, 4. Digital empowerment, 5. Disasters, challenged environments and communities, 6. Sustainable urban development and rapid urbanization. 

I hver tema-workshop introducerede FN-repræsentanterne de studerende for den viden, der er på feltet, og hvad verdenssamfundet i dag gør for at understøtte forskellige løsninger. FN-oplæggene blev suppleret af foredrag fra KADK’s undervisere, der med deres respektive fagligheder gjorde alle parter klogere på, hvordan arkitektur, design og konservering kan skubbe kloden i en mere bæredygtig retning. 

Samtænk teknologi og cirkulær økonomi
Christian Samsøe, der er i gang med første år af sin kandidat på CITA, syntes, at diskussionsrammen mellem FN-ansatte, undervisere og medstuderende fra forskellige KADK-institutter var ”sindssygt spændende”. Han deltog blandt andet i workshoppen om cirkulær økonomi og digital empowerment, hvilket efterfølgende fik ham til at reflektere over, hvordan de to temaer i praksis bør skæve til hinanden. 

”Når vi taler om cirkulær økonomi, er det ofte i en meget stor skala. Det er næsten teoretisk og findes reelt set ikke mange steder i byggeindustrien endnu. Det modsatte sker, når vi taler om digital empowerment. Her handler det i høj grad om digitale produkter, som allerede er opfundet – at man for eksempel kan købe en 3D-printer, der kan bygge stole ud af appelsinskræller. Derfor har jeg i dag lært, at vi nok bør finde svarene på uhåndgribelige emner som cirkulær økonomi i de teknologiske løsninger, som virkelig rykker i dag. Her er fokus at udnytte teknologien og skabe profit – men nogle af løsningerne er jo cirkulært økonomiske,” siger Christian Samsøe. 

Fakta
KADK dedikerede i 2016 tre akademiske år til udvikling af innovative produkter, løsninger og strategier, der kan understøtte FN’s verdensmål for en grønnere og mere bæredygtig verden. Det afspejler sig i undervisning, forskning og afgangsprojekter, ligesom konferencen i FN Byen var en del af dette initiativ. 

De seks hovedtemaer på konferencen den 29. oktober 2018 var: Ensure healthy lives and promote well-being for all at all ages; circular economy; gender; digital empowerment; disasters, challenged environments and communities; sustainable urban development and rapid urbanization.