Innovative designprojekter på møbelmessen i Stockholm

Dato
04.02.2020
Kategori
Uddannelse og studieliv

Hvordan kan man tænke nye muligheder inden for møbler, rum og materialer? Det giver 10 bachelorstuderende fra KADK deres innovative bud på, på dette års møbelmesse i Stockholm d. 4-8. februar.

’Muligheder’ eller ’possibilities’ er overskriften, når ti bachelorstuderende fra KADK programmet Produkt+ viser innovative bud på fremtidens møbler, rum og materialer på dette års Stockholm Furniture & Light Fair 2020. 

Udstillingen samler en række designprojekter, der alle har reflekteret over hvad der er muligt inden for feltet og tager fat i uudforskede potentialer med udgangspunkt i fx et specifikt objekt eller etablerede rumdesign. Projekterne opererer under temaer som mobilitet og leveformer, stedspecifikke møbler, fornyede teknikker og transformation af materialer.

Maja Elmig Feuerlein - Elephant Chair

Fra stressreducerende møbler til lydabsorberende tekstiler
De udstillede projekter viser at paletten af muligheder inden for feltet virkelig er bred: Et af projekterne er en meditationsstol, der undersøger om man kan bruge møbeldesign til at reducere stress på arbejdspladsen. Et andet projekt har arbejdet med lydabsorberende tekstiler, som skal skabe bedre miljøer på hospitaler. Et tredje projekt er en stol designet til brug på planeten Mars, hvor tyngdekraften er ca. en tredjedel af jordens, hvilket åbner for nye funktionelle muligheder.

Karl Tranberg Knudsen - Letvägt

Se møblerne i Stockholm
I denne uge kan man møde de 10 studerende og se deres møbler på messen ’Stockholm Furniture & Light Fair’, hvor over 700 upcoming møbel- og lysdesignere præsenterer deres nyeste produkter for pressen og branchen og interesserede producenter. Messen er åben for branchefolk og studerende den 4-7. februar og for alle interesserede lørdag den 8. februar. 

Tag med på messe - via Instagram
Følg KADK på Instagram, og se billeder fra messen hele ugen.