KADK på Folkemødet 2018

Dato
08.06.2018
Kategori
Samarbejde og erhverv

KADK sætter danskernes – og verdens – fremtid på dagsordenen på Folkemødet 2018. Nøgleordet er FN’s globale verdensmål. For hvordan kan vi samles om at skabe en bæredygtig fremtid – hvilke løsninger skal der til?

Forestil dig, at det enorme globale plastikaffald kunne genbruges, på stedet, der hvor det ligger og hober sig op. For eksempel når KADK-studerende Dennis Andersson omsmelter plastaffald i en landsby i Tanzania, og benytter det som tagmateriale og til vinduer til lokalt byggeri.

Fiskeindustrien efterlader enorme mængder af fiskeskind, som i dag enten smides ud eller bliver brugt som mel i dyrefoder. Men hvorfor ikke upscale skindet? Det gør KADK-kandidat Helene Christina Pedersen, som designer møbelbetræk af det smukke skind.

Løsninger med afsæt i bæredygtighed er på dagsordenen i år, når KADK sætter spot på de helt store problemstillinger i forhold til vores klodes fremtid – set i lyset af FN’s globale verdensmål – og på, hvordan de nye løsninger, kan skabe nye mere bæredygtige forbrugervaner.

Arkitekter viser løsninger i løvens hule 
De to nævnte KADK-kandidater præsenterer og kandidat Sara Lindberg Rasmussen, deres projekter foran en række fremtrædende løver i ”Arkitekterne i løvens hule”. Blandt løverne er Finansminister Kristian Jensen, Connie Hedegaard, formand for Concito – Danmarks grønne tænketank, Torben Möger, CEO, Pension Danmark, Jesper Nygård, Adm. direktør, Realdania og Mette Kynne Frandsen, CEO, Henning Larsen Architects.

KADK deler for en bæredygtig fremtid 
Ressourcespild står også på programmet, når KADK inviterer til en anderledes og sansende middag, med navnet ”SHARING”. Publikum og meningsdannere sætter sig til et overdådigt dessertbord udstyret med saucer, sirupper og marengsbund. Skålene, som saucerne serveres i, er imidlertid udstyret med huller, så jo mere deltageren deler deres respektive skåle, jo mere smag tilsættes der den fælles dessertbund. Under måltidet tages temaer som madspild op – og holdninger og mad deles – helt i Folkemødets ånd. Konceptet er udviklet af designstuderende på  KADK i samarbejde med designvirksomheden Kähler.

Går fremtidens teknologi hånd i hånd med design?
I foråret 2018 har Regeringen nedsat et vækstteam for Kreative Erhverv – og et Teknologipagtråd. Hensigten er at skubbe til forretningsudvikling i de kreative brancher – og at fremme samspillet mellem teknologiske uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. Men kunne man forestille sig mere innovation i Danmark, hvis de to områder kobles sammen? KADK sætter emnet til debat på panelet: Findes en teknologisk fremtid uden design?– med medlemmer af de to ”udvalg”, KADK’s Lene Dammand Lund og Noa Redington ved roret.

Privatliv: Sundhed og trivsel 
Endelig vender vi blikket mod vores mentale og fysiske sundhed, når vi sætter begrebet ”privathed” til debat på panelet:  Kan man være privat i 2018?

For hvad er det at være privat i dag? Hvilke rettigheder har vi i dag over vores private rum, hvad enten det drejer sig om vores digitale fodaftryk eller de fysiske rum vi bor eller færdes i. Er der overhovedet plads til at være privat længere – eller var det bare en luksus i et kort historisk tidsrum? Hør bl.a. hvad arkitekt Dorte Mandrup og professor i privathed-studier ved KU, Mette Birkedal bruun mener, om hvordan vi værner om det private i dag.

Herudover kan du bl.a. møde Mogens Lykketoft til Morgensang på Den Sociale Scene, når Institut for Bygningskunst og Teknologi ved KADK inviterer til FN-verdensmål-fællessang ved: Syng dagen i gang med Mogens Lykketoft og Den Sociale Scene.

Og Institut for Bygningskunst og Kultur ved KADK arrangerer en debat om, hvad vores bygningskulturarv betyder for os som mennesker, når Alex Ahrendtsen og andre fremtrædende kultur-politikere mødes og fejrer bygningskultur-lovens 100 års fødselsdag i panelet ”Livsrum og bygningskultur - 100 året for fredningsloven”.

Oversigt

Findes en teknologisk fremtid uden design?
Torsdag den 14. juni kl. 14:30 - 15:30

Arkitekterne i løvens hule
Fredag den 15. juni kl. 12-13

Kan man være privat i 2018?
Fredag den 15. juni kl. 15-16

KADK inviterer til en anderledes og sansende middag
Lørdag den 16. juni kl. 13.30-15