KADK-studerende giver bæredygtige bud på fremtidens Maglemølle
37 arkitektstuderende fra Institut for Bygningskunst og Teknologi har de sidste måneder arbejdet intenst på et projekt om udvikling af det gamle industriområde Maglemølle ved Næstved. De har hver især givet deres bud på, hvordan området kan udvikles – med fremtidige arbejdspladser og kulturmiljø in mente. Projekterne skal nu udstilles i Kraftcentralen på Maglemølle.
Projektet udsprang af et oplæg ved Sara Vergo, leder af Næstved Kommunes projekt Resssource City, der har til formål at samle en klynge af virksomheder, som arbejder med bæredygtighed og genanvendelse på Maglemølle. Her fortalte hun om de muligheder der ligger i at anvende den nyeste teknologi på brugte materialer og samle udviklingen i et unikt arkitektonisk industriområde som Maglemølle, og det gav inspiration til et samlet projekt for de studerende på kandidatprogrammet Bosætning, Økologi og Tektonik.
En kompleks opgave
Programansvarlig Frans Drewniak roser de studerendes arbejde med den komplekse opgave: ”Det er jo ikke et område, hvor der ligger en decideret masterplan, og der er mange ting, som de studerende skulle forholde sig til og tage hensyn til - alt fra terrorsikring af havnen, byens struktur og infrastruktur. Men det har også været en meget, meget spændende opgave. Jeg har selv arbejdet med miljø og bæredygtigt byggeri i mange år, og vi har nogle af de dygtigste studerende her. Der er kommet nogle fantastiske projekter ud af det, og det bliver en rigtig, rigtig flot udstilling. ”
Der er fernisering på udstillingen på torsdag den 25. juni klokken 10.00, hvor alle er velkomne. Udstillingen er desuden åben den 25. juni frem til kl. 17.00 og mandag den 29. juni kl. 13.00-17.00. Der er gratis adgang, og de studerende vil selv være til stede, så man har mulighed for at tale med dem om deres projekter.