Kandidat 2017: Arkitektur som forsoner

Dato
07.03.2017
Kategori
Uddannelse og studieliv

Hvordan kan arkitektur spille en positiv og aktiv rolle for mennesker i områder, som er hærget af ufred og mangel på ressourcer? Mød arkitekt Katharina Manecke som i sit afgangsprojekt har brugt en faldefærdig fiskefabrik i Turkana, Kenya som et arkitektonisk "freds-redskab" for at give de lokale stammefolk en fælles vej ud af fattigdom og konflikter. 

Hvad går dit afgangsprojekt ud på?'
Mit afgangsprojekt 'Architecture Between Conflicts' sætter arkitekturen i spil som et fredsskabende værktøj i Turkana, den fattigste region i Kenya. 94,3 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og regionen er samtidig plaget af uro. De lokale stammer omkring Lake Turkana har gennem tiden kæmpet hårdt om områdets begrænsede ressourcer og historiske grænser, og hundredevis af hyrder mister hvert år livet i væbnede opgør. Klimaforandringer, olieudvinding og bygningen af en dæmning til et vandkraftværk har gjort situationen yderligere anspændt.

For at gøre befolkningens tilværelse bedre og skabe et grundlag for en fredelig sameksistens blandt de lokale stammer, har jeg brugt en ubenyttet fiskefabrik som kick-starter for en positiv udvikling af området. Tanken er at de lokale stammefolk skal omdanne fabrikken i fællesskab. Det giver dem noget positivt at samles om, med forståelse for den historik og kultur der ligger til grund for deres konflikter.

Lake Turkana, den vigtigste vandressource i området.
Fiskefabrikken.

Fiskefabrikkens administration og tørrehal skal laves til byggeværksteder, hvor folk fra de forskellige stammer i området kan mødes til forskellige bygge-workshops og arbejde sammen. På de workshops skal de sammen lære nye byggeteknikker som gør brug af de lokale materialer og ressourcer - noget som i den sidste ende kan generere en fast indkomst og en uafhængighed af hjælp udefra. Fiskefabrikkens fryserum skal omdannes til et gartneri, som skal opdyrke de trætyper, der naturligt findes i området. At genskabe og øge mængden af lokal vegetation kan være med til at bremse jorderosion til gavn for hele Turkana-området - og derudover kan produkterne fra de dyrkede træer sælges og på den måde skabe en fast indtægtskilde. 

Senere skal der bygges små havne omkring Lake Turkana, som kommer til at fungere som en slags demilitariseret zone, som alle stammerne deler. 

1/3
Fiskefabrikken - gartneriet ses til højre.

Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Jeg boede i Kenya i 7 måneder som praktikant på UN HABITAT’s Participatory Slum Upgrading Programme. Det gjorde mig interesseret i FN’s mål for bæredygtig udvikling: Hvordan påvirker de folks liv, og hvordan kan jeg som arkitekt arbejde sammen med de lokale beboere for at genskabe en energi og livskraft i de små lokalsamfund i en vanskelig tid.

Efter praktikperioden fik jeg mulighed for at rejse til Turkana i den nordlige del af Kenya. Jeg blev fascineret af sammenstødet mellem forskellige måder at leve på; på den ene side er der folk, der lever et traditionelt liv som mere eller mindre uafhængige hyrder, og på den anden side prøver andre at følge med den moderne udvikling med smartphones og Facebook i et område, som tilsyneladende er fuldstændig opgivet hvad offentlig planlægning, finansiering og lovgivning angår. Som udlænding spurgte jeg mig selv, hvad udvikling vil sige for disse mennesker, og hvordan man kan inddrage de relevante parter i et projekt, der skal skabe fred og sameksistens.  

Hvordan forestiller du dig, at dit projekt vil gøre en forskel?

Først og fremmest er idéen med projektet at opbygge ikke kun en fysisk, men også en social infrastruktur. Jeg betragter byggeri som en social proces. Det, at de lokale beboere deltager er hele grundlaget for at skabe et fælles projekt, som bliver beboet, støttet og vedligeholdt af lokalsamfundet. Bygningsdesignet er stærkt påvirket af den lokale arkitektur med det formål at skabe et arkitektonisk sprog, som er sammenhængende i æstetik, materialer og klimatiske egenskaber. Mit projekt sigter efter at opbygge en lokal kompetence og en stærk følelse af ejerskab for bygningen. 

Kan du se nogen muligheder for udvikling og jobskabelse i dit projekt?

Den udviklingsmulighed, jeg ser for projektet, ligger først og fremmest i arbejdsmetoden og måden at samarbejde med lokalsamfundet på - og den er ikke specielt knyttet til Turkana-området. Ved siden af vores studier har min medstuderende Hannah Wood og jeg grundlagt virksomheden 'Freiraum Kollektive' med det formål at etablere et alternativt netværk for studier i forskelligartede globale emner inden for uformelt byggeri. Vi beskæftiger os specifikt med steder, der gennemgår store forandringer – samfundsmæssigt, kulturelt eller fx efter menneske- eller naturskabte katastrofer. For tiden samarbejder vi f.eks. med Memusi Foundation om at udvikle en boligprototype til en lille landsby syd for Nairobi.  

Hvad er din største styrke som færdiguddannet arkitekt fra KADK?

Gennem mine studier blev jeg i højere grad i stand til at tage kritisk stilling til de komplekse forhold omkring bestilling, etik og arkitekturens mulighed for at bidrage til social forandring. Desuden blev jeg opmærksom på vigtigheden af og de indbyggede spændinger i byernes vækst, ændrede klimaforhold, afhjælpelse af fattigdom og fremskaffelse af billige boliger.