Kandidat 2017: Kollektive boliger med socialt perspektiv

Dato
24.10.2017
Kategori
Uddannelse og studieliv

I København og lignende storbyer er boligmanglen massiv. For unge mennesker uden en høj indtægt kan det svære svært at finde et sted at bo – men det kan det også, når man står i den anden ende af livet og ikke har lyst til at flytte på plejehjem. Mød arkitekt Tom Reynolds, som i sit afgangsprojekt 'Co-Living' har skabt en ny form for socialt boligbyggeri, der ikke alene danner en kollektiv ramme om liv i alle aldre, men også fungerer som et redskab, der potentielt kan afhjælpe ensomhed blandt beboerne.

Hvad går dit afgangsprojekt ud på?
Jeg har lavet en ny form for socialt boligbyggeri til flere generationer i Nordvestkvarteret i København. Projektet bygger på det fællesskab og den glæde mennesker i alle aldre og med forskellig baggrund kan få ud af at leve sammen. Projektet rummer større fællesarealer og mindre, mere intime boliger end man ellers ser i socialt boligbyggeri, netop for at opmuntre til fællesskab på kryds og tværs. Mit forslag til flergenerationsboliger adskiller sig fra andre boliger af denne type, da de skal rumme en mere forskelligartet gruppe beboere: studerende, unge mennesker med arbejde og børn samt ældre mennesker. Hensigten er at skabe et levende miljø med en mere repræsentativ demografisk sammensætning. 

Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
København har mange kollektive boliger - men samtidig er der også en massiv mangel på boliger, hvilket påvirker folk i alle aldre.
 
Jeg ved fra mig selv hvordan studerende kæmper for at finde en bolig, som er til at betale. Og ventetiden på en lejlighed i socialt boligbyggeri i Nordvest kan være op til 20 år, og det gør det svært for fx børnefamilier at finde en passende, central bolig. I den anden ende af aldersspektret mangler den ældre del af befolkningen flere valgmuligheder når det handler om boliger: Der er en del ældre som hverken ønsker at flytte på plejehjem eller at bo alene med støtte. Ensomhed er et udbredt problem, da omkring 33.000 ældre mennesker oplever ensomhed i hverdagen. Min primære motivation var derfor at skabe nogle boliger, som alle kan finde sig til rette i, og som potentielt kan bidrage til at afhjælpe problemer som fx ensomhed. 

På fællesarealerne er der plads til børn, unge og ældre

Hvordan tilføjer dit projekt noget nyt til det felt eller område, du har beskæftiget dig med?
Boligerne er unikke i deres ret kompakte udformning og ved, at de er designet, så de bliver så brugbare som muligt for alle aldre. Det betyder fx at i en lejlighed til ældre beboere er opbevaringsrummene anbragt lavt, og alle hjørner nemme at komme til, når man skal gøre rent. Samtidig kan der jo også komme børn i boligerne – og derfor er vinduerne er anbragt lavere end normalt, så et barn kan se ud eller sidde i vindueskarmen. 

Når de enkelte boliger er mindre, bliver der mere plads til fælles aktiviteter og arealer som fx vinterhaver, krydderurtehaver, indendørs legerum til børn, værksteder og en biograf. 

Hvor kan du forestille dig at dit afgangsprojekt vil gøre en forskel?
For mig at se er fælles boliger og kollektiver en voksende trend. Hvis man skal have råd til at bo centralt i byerne, er kollektiver ofte den eneste mulighed. Men der er ikke mange eksempler på, at denne trend er blevet omsat til ny arkitektur. Jeg håber, at mit projekt vil være med til at skabe debat om, hvordan vi designer bygninger til både private og kollektive boliger i fremtiden. 

Hvilke metoder har du brugt for at udvikle dit projekt?
Jeg besøgte min ’byggegrund’ regelmæssigt fra vinter til sommer og talte med de lokale beboere for at få en fornemmelse af, hvordan området fungerer i det daglige. Jeg talte også med den lokale beboerforening for at få mere viden om nogle af deres udfordringer, hvoraf de fleste drejede sig om tilgængelighed og om muligheden for at være uforstyrret i området som helhed. 

Men jeg lærte faktisk allermest af, at sidde i gården i et par timer og se på folk og iagttage den måde, de brugte rummet på. Dette dokumenterede jeg gennem skitser og fotografier. Jeg noterede, hvad folk foretog sig, hvor de gik hen, hvor de sad og hvornår. Jeg noterede også, hvordan solen faldt på stedet året igennem, hvornår folk åbnede deres vinduer osv. Al den information brugte jeg i designet. 

Hvilke FN-mål relaterer projektet sig til?
Nordvest er et af de mest multikulturelle områder i Danmark. Beboerne kommer fra alle egne af verden. Det gør det til et yderst relevant sted at bygge boliger til flere generationer – en del af beboerne har hverken forældre eller bedsteforældre i Danmark og vil derfor kunne få glæde af at leve sammen med ældre eller yngre rollemodeller. Jeg er overbevist om, at det at bringe mennesker af alle aldre sammen potentielt kan bidrage til at opfylde FN’s verdensmål om mindre ulighed. -

Et boligbyggeri baseret på fælles økonomi og fælles kultur kan også være med til at opfylde FN’s mål om ansvarligt forbrug og produktion; et fælles køkken i stedet for et køkken pr. bolig vil reducere det antal køkkenapparater, der skal produceres. 

En mindre studiebolig øverst og familiebolig med plads til børn nederst i bygningen

Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med design på den måde du gør?
Jeg kan godt lide at designe detaljer i rummene og tænke på, hvordan disse rum og møblerne i dem vil blive fortolket og brugt af mennesker i forskellige aldre og med forskellige evner. Det gør jeg parallelt med at jeg skitserer og bygger skalamodeller. Mit mål er at designe rum, som vil gøre menneskers dagligliv lidt lettere og sjovere. Når man designer for alles behov og evner, må man nogen gange gå på kompromis i sit design. Det kan fx være praktisk for ældre mennesker at have lavtsiddende hylder, men upraktisk for yngre mennesker. Jeg synes nu at den største udfordring ved at designe for alle, ligger i at give mulighed for fleksibilitet og forandring, fx når børnene i en familie bliver større eller flytter ud: Det er næsten umuligt at forudse alle situationer og tage hensyn til dem i sit design. 

Kan du se udviklings-/jobmuligheder i dit afgangsprojekt?
Jeg opfatter mit afgangsprojekt som en arbejdsproces mere end som et færdigt projekt, og jeg tager nogle af de bedste og sjoveste idéer og koncepter med til mit næste projekt, så jeg kan tegne endnu bedre boliger til en kollektiv livsstil. 

Hvad oplever du er din største styrke som færdiguddannet designer fra KADK?
Jeg har helt afgjort udviklet min arkitektoniske tænkning, siden jeg begyndte på KADK, og jeg er især blevet mere kritisk med hensyn til, hvordan arkitektur kan og ikke kan løse sociale problemer. Skolens alsidige faciliteter har også hjulpet mig til at opdage nye ting, eksperimentere og lære nye færdigheder i forbindelse med design og produktion. Det at have omfattende faciliteter og mulighed for at arbejde med materialer som keramik, glas og metal har gjort det muligt for mig at finde nye metoder til præsentation og fremstilling.