Når en designer har en bestemt dagsorden, kan mode bruges til andet og mere end blot at holde kroppen varm – tøj kan for eksempel afspejle stærke holdninger og sætte fokus på samfundsproblemer. Mød designer Ragna Sigridur Bjarnadottir som i sit afgangsprojekt har lavet en tøjkollektion, der gør op med en snærende og stereotyp kvindeopfattelse og udforsker den moderne femininitet.
Hvad går dit afgangsprojekt ud på?
Mit afgangsprojekt hedder ’Hysteria’ og er en tøjkollektion som udforsker den moderne kvindelighed, kvindelige stereotyper og den kønsspecifikke opdragelse af piger. Kollektionen illustrerer den følelsesmæssige spænding, som kommer af at blive opfattet som ’det ringeste køn’, og de sociale regler som kvinder og piger er underlagt hver eneste dag. Kollektionen tager udgangspunkt i den situation, hvor en lille pige prøver sin mors tøj og på den måde finder sig selv indrulleret i den moderne kvindelighed. Men det er for meget for hende: Tøjet er for tungt og for stort, og hun bliver overvældet af det sociale pres, der følger med at være kvinde. Hun drukner i kvindelighed!
Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Jeg begyndte at udforske processen omkring det at blive opdraget som pige: de restriktioner og regler piger forventes at følge, og den lyserøde og glitrende verden, som de fleste af os bliver født ind i. På et tidspunkt stødte jeg på begrebet ’hysteria’, altsåhysteri, en nu forældet medicinsk term der blev brugt om følsomme og psykisk syge kvinder. Begrebet blev brugt om alle mulige symptomer og lidelser, og man mente faktisk, at kvinderne var syge netop fordi de var af hunkøn: Livmoderen skabte kaos i deres kroppe, og de havde alle mulige problemer på grund af deres hormoner. I stedet for at finde ud af, hvad der i virkeligheden var i vejen med kvinderne, brugte lægerne alle mulige latterlige og grusomme behandlingsmetoder for at helbrede dem for den sygdom, det efter deres mening var at være kvinde.
Hvilke FN-mål relaterer projektet sig evt. til og hvorfor?
Mit projekt er relateret til FN’s mål nr. 5 ’Ligestilling mellem kønnene’. Jeg har altid været interesseret i at arbejde med kvindelighed og feminisme i mine designs, og i mit afgangsprojekt ville jeg arbejde med de følelsesmæssige udfordringer, der kommer af at være kvinde. Af ikke at blive lyttet til eller taget alvorligt, af ikke at blive hørt og aldrig blive set som ligeværdig, af at blive anbragt i en lyserød æske og få besked på at være stille, sød og underdanig.
Hvordan tilføjer dit projekt noget nyt til det felt, du har beskæftiget dig med?
Der foregår en masse i verden lige nu med hensyn til at gøre kvinder stærkere, og vi lever i en mærkelig tid, hvor kvinder nogle steder har lige rettigheder på papiret, men stadig bliver udsat for diskrimination i deres private og offentlige liv, mens kvinders ligeberettigelse andre steder er langt bagud, og små piger er uønskede og bliver dårligt behandlet og betragtet som mindreværdige.
Jeg synes det er interessant at udforske og arbejde med kvindelighed i en ny kontekst, hvor jeg kan sætte fokus på det latterlige sociale pres og den kvælende følelse det kan give at være kvinde, og samtidig kan skabe noget smukt og meningsfuldt.
Hvor kan du forestille dig at dit afgangsprojekt vil gøre en forskel?
Min afgangskollektion er mit eget feministiske manifest, og jeg håber, det vil få folk til at tænke over hvordan vi behandler piger og fortæller dem, at deres vigtigste fortrin er at være smukke og søde, og over hvilket pres piger og kvinder i alle aldre lever under for at passe ind i en samfundsskabt kvindeskabelon. Og over, hvor langt vi er kommet, men hvor langt der endnu er til fuld ligeberettigelse mellem kønnene.
Hvilke metoder har du brugt for at udvikle din kollektion?
I min designproces eksperimenterede jeg med forskellige designelementer inspireret af mit tema. Jeg ville skabe nogle tekstiler, der kunne udtrykke følelsesmæssige spændinger og fornemmelsen af at være ’klemt inde’. For at finde frem til tøjets silhuet draperede jeg mit eget tøj på en børnegine og undersøgte den effekt det gav, når tøjet var for stort til kroppen. Jeg tog også fat i såkaldt traditionelle kvindelige tekstile håndværk, og brugte dem til at lave noget utraditionelt. Jeg udviklede fx en strikketeknik, hvor jeg skabte en ujævn og spændt overflade ved at trække i maskerne. Jeg brugte også broderi, som jeg lod flyde ud over tøjets overflade.
Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med design på den måde du gør?
Hele min kandidatuddannelse har været en lang udforskning af min egen designæstetik og af det at arbejde konceptuelt og intuitivt. Tidligere arbejdede jeg mere med visuel inspiration, men jeg har lært at arbejde inden for et tema, en følelse og et koncept og at skabe designs, der afspejler dette. Jeg skitserer meget mindre og arbejder mere direkte på ginen og bruger min mavefornemmelse til at tage beslutninger. Jeg skaber ud fra følesansen snare end ud fra synssansen – og det er sjovt.
For mig er det nødvendigt at tage sig god tid og virkelig gå i dybden med et projekt. Ikke at forhaste sig, men lade idéerne vandre rundt i hovedet og skitsebogen, før man tager de endelige beslutninger. At udforske alle muligheder og være åben over for fejl og uheld undervejs – og udnytte de muligheder der opstår spontant. Grunden til at jeg begyndte at arbejde så meget med farven lyserød, var fx at min printer løb tør for blæk, så mine inspirationsbilleder blev lyserøde.
Det svære er at stole på sin mavefornemmelse og stå ved sine beslutninger, udforske nye og hidtil usete muligheder - og undgå at køre fast i sit eget hoved og sin proces, at man ikke længere kan forklare sig.
Kan du se udviklingsmuligheder i dit afgangsprojekt?
Jeg har været rigtig glad for at arbejde med dette tema og kan sagtens forestille mig, at jeg kunne udvikle det videre og lave projekter og måske udstillinger omkring det. Min kollektion er mit eget personlige designmanifest som har det formål at vise folk, hvad mit design handler om, og måske tiltrække ligesindede med henblik på samarbejde og fælles projekter i fremtiden.
Jeg har allerede fået henvendelser fra flere stylister, som har lånt mit tøj til photoshoots - og Lady Gagas PR-folk kontaktede mig faktisk for et par uger siden, for at låne et sættene fra kollektionen. Jeg ved endnu ikke hvad der kommer ud af det, men det er en kæmpe ære at blive bemærket på den måde!
Hvad oplever du er din største styrke som færdiguddannet designer fra KADK?
Jeg elsker den måde KADK tilskynder de studerende til at arbejde konceptuelt og intuitivt - for at kunne gøre det, læser vi en masse teori og undersøger verden omkring os med en anderledes tilgang. Vi skaber ikke nødvendigvis brugbart eller praktisk tøj, men udforsker hvad tøj er, og hvad mode kan være. Skaber visioner for fremtiden. Dekonstruerer traditionelt tøj og rusker op i folks idéer om, hvad tøj overhovedet er. I øjeblikket lever modeverdenen nærmest af kopier, hvilket er en naturlig konsekvens af, at alt skal gå så hurtigt. Der kommer nye kollektioner ud med få måneders mellemrum. Hvordan skulle man kunne designe noget originalt på så kort tid? Originalt design kræver tid og omhu.
Hvor ser du dig selv professionelt om fem år?
I de kommende år vil jeg gerne få professionel erfaring ved at arbejde inden for beklædningsindustrien. På et tidspunkt vil jeg gerne starte min egen virksomhed, hvor jeg kan fokusere på min egen vision og æstetik, men også på bæredygtighed i design og produktion. Modeindustrien trænger i høj grad til en radikal forandring, og der er brug for flere, der kan designe nye bæredygtige løsninger til fremtiden.
