Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Kandidat 2017: Når hovedretten skal have seks ben

Dato
25.08.2017
Kategori
Uddannelse og studieliv

Meget tyder på at vi i fremtiden kommer til at bruge insekter som en vigtig og klimavenlig kilde til proteiner. Men forestil dig, hvordan dine børn ville se ud i hovedet, hvis menuen stod på myre-suppe og larve-postej… Så hvordan kan man få børn til at spise insekter? Mød designer Tina Karlström som i sit afgangsprojekt har lavet et brætspil, som tackler lige præcis den udfordring.

Hvad går dit afgangsprojekt ud på?
Mit afgangsprojekt hedder ’Tenebrio’. Det er en kampagne som skal give børn i alderen 8-12 år et positivt syn på det at spise insekter, altså at bruge insekter som en fødevare i hverdagen. Kampagnen består af et brætspil og en app.

I spillet Tenebrio skal man samle en Taco - med insektfyld.

Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Jeg interesserer mig for mad og den påvirkning vores forbrug af fødevarer har på klimaet – produktionen af animalsk kød slider på klodens ressourcer og afgiver meget CO2, hvilket får temperaturen til at stige. Og her er insekter en klimavenlig, alternativ proteinkilde, som vi med fordel kunne begynde at bruge. At sætte fokus på insekter som en alternativ fødevare gav god mening, fordi emnet både er ret alvorligt og på samme tid også underholdende. Jeg så det som en mulighed for at arbejde med et vigtigt emne på en ny, sjov måde. Jeg vidste fra starten at jeg gerne ville arbejde både med strategi, koncept og design og projektet gav mig mulighed for at fokusere på alle tre dele.

Hvordan tilføjer dit projekt noget nyt til det område, du har beskæftiget dig med?
Når det handler om at få folk til at spise insekter, bliver tilgangen typisk enten meget alvorlig eller meget ’opmærksomhedssøgende’. Mit udgangspunkt var at arbejde med en ny målgruppe – børn – og at nå dem på en måde som ikke har været forsøgt før på dette område. Så jeg har lavet et brætspil, der skal ændre deltagernes spisevaner.

Hvor kan du forestille dig at dit afgangsprojekt vil gøre en forskel?
Jeg håber, mit afgangsprojekt kan virke inspirerende i forhold til, hvordan man kan gøre alvorlige emner sjove og interessante. Og så håber jeg selvfølgelig også at det skaber fokus på at spise insekter.

Hvilke metoder har du brugt for at udvikle dit projekt?
Jeg har arbejdet sammen med en fokusgruppe undervejs og holdt møder med folk fra fødevareindustrien i både Danmark og Sverige og så har jeg holdt en insekt-middag for en gruppe voksne, der arbejder i restaurationsbranchen. Jeg har researchet på mange forskellige emner, fordi jeg både skulle lære noget om insekter, men også om at designe for børn, om at designe spil, om hvordan vaner kan ændres osv.

Hvilke FN-mål relaterer projektet sig til og hvorfor?
Mit afgangsprojekt relaterer sig til mål nummer 12: Ansvarligt forbrug og produktion. At bruge insekter som fødevarekilde er en del af en voksende bevægelse som arbejder for et mere bæredygtigt fødevaresystem. De vil ikke bare have os til at spise flere insekter og færre køer: Vi skal grundlæggende til at ændre den måde, vi spiser på.

Tenebrio er en mobil-app
...og et spil

Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med design på den måde du gør?
I mit arbejde med projektet har jeg bevæget mig ind på områder som jeg kun vidste lidt eller slet ingenting om i forvejen, hvilket betød at jeg brugte noget tid på trial-and-error. For at kunne lave en strategi og et godt koncept og design var jeg nødt til at forstå både målgruppen – børnene – og problemet i sig selv – at vi har en iboende modvilje mod at spise insekter. Selvom det har været en til tider hård og lang proces er det også det, som er sjovt: At se, hvordan alle delene af processen falder på plads i den sidste ende.

Kan du se udviklingsmuligheder i dit afgangsprojekt?
Jeg kan sagtens se muligheder i den måde, jeg har arbejdet med projektet på. Jeg har været lige fokuseret på at forstå problemstillingen, at lære min målgruppe at kende, at arbejde med en strategi og et koncept og på produktet i sig selv. Det at kunne overskue hele det komplekse billede er helt klart en af de kompetencer jeg vil sætte i spil på min fremtidige arbejdsplads.

Hvad oplever du er din største styrke som færdiguddannet designer fra KADK?
Det er nok at jeg stoler på min egen mening og at jeg er så åben for at lære af mine medstuderende eller kolleger. At give feedback på hinandens arbejde og være involveret i andres arbejdsprocesser har været en af de vigtigste ting på min kandidatuddannelse. Også det at skulle argumentere for mine beslutninger og at være sikker på mig selv når jeg skal præsentere mit arbejde.

Hvor ser du dig selv professionelt om fem år?
Om fem år arbejder jeg med design i et større perspektiv: med strategier, koncepter og art direction. Jeg kunne forestille mig at jeg har kolleger med vidt forskellige faglige baggrunde.

1/8
Tenebrio - indpakning
Spilleplade
Spillebrikker
Byg din egen taco - med insektfyld
Tenebrio er også en mobil-app