En arkitekt skaber rum, hvor liv bliver levet. Det gør hun med en materialepalette der spænder bredt: fra mursten, og mørtel over træ, beton og tegl - til dagslys. Mød arkitekt Sally Rudkjøbing, som i sit afgangsprojekt sætter materialer og dagslys i spil med det mål at forbedre de fysiske omgivelser for flygtningebørnene på Asylcenter Kongelunden.
Giv en kort introduktion til dit afgangsprojekt – hvad går det ud på?
Mit afgangsprojekt hedder ”Spirerum – Sanselige nedslag til børn // Asylcenter Kongelunden”. I projektet har jeg studeret dagslyset som arkitektonisk element i samspil med materialer og form.
Jeg har taget udgangspunkt i Asylcenter Kongelunden, der er et omsorgscenter for særligt sårbare børn og voksne, som f.eks. har været ofre for tortur og kan have fysiske og psykiske handicap som posttraumatisk stress og depression.
Det er et sted, som jeg synes har behov for sanselige frirum. Projektet fokuserer på børnene og arbejder med tre sansestimulerende rum der fokuserer på oplevelse, leg, læring og ro. I et samspil mellem materialer, farver, en vekslen mellem ude- og indearealer samt lys og mørke skal rummene bidrage til at stimulere og aktivere stedets børn. Jeg har valgt at kalde disse rum for ’spirerum’.
Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Jeg har altid været optaget af lys og farver, og af hvordan disse faktorer så let formår at sætte forskellige stemninger, danne rum og skabe fokus og nærvær.
Hvordan lys, mørke og farver påvirker os mentalt og fysiologisk – og hvordan vi kan påvirke selvsamme faktorer ved at iscenesætte dem i en arkitektonisk kontekst – er et af de emner jeg interesserer mig allermest for, og altid vender tilbage til i mine undersøgelser. Det foranderlige dagslys er i høj grad sanseaktiverende og stimulerende og er tilmed en uundværlig faktor i forhold til helbred og trivsel.
Asylcenter Kongelunden er oprindeligt bygget til at være en militærkaserne og ikke et omsorgscenter, og det opleves langt mere som en klinisk institution end et hjem. Det er problematisk, da flere asylansøgere bor op til seks år på asylcenteret før der kommer en afgørelse i deres sag. Det er lang tid på en institution, der ikke føles som et hjem. Der er stort set ingen privatsfære for den enkelte, da værelserne på asylcenteret ofte deles af flere personer, og den trange plads kan forårsage stress.
Især børnene bliver intuitivt påvirkede – både af de fysiske omgivelser og af deres forældre, der i mange tilfælde er psykisk ustabile eller med tiden bliver deprimerede af at opholde sig på et asylcenter. Jeg har ønsket at skabe nogle kvalitative og sansestimulerende rammer der kan være med til at forbedre livskvaliteten og trivslen for stedets børn. Rammerne dækker deres forskellige behov ved både at tilbyde rum til social aktivitet og muligheden for at trække sig tilbage og føle sig privat - og samtidig kan rammerne være med til at give børnene et tilhørsforhold til det sted, hvor de lever og færdes.
Har du arbejdet sammen med nogen om projektet, og hvad har det betydet for arbejdsprocessen?
Undervejs i min arbejdsproces har jeg besøgt Center Kongelunden flere gange og blandt andet interviewet lederen for deres pædagogiske enhed. Det har givet mig et godt indblik i forholdene på stedet og i dets kvaliteter og mangler.
Hvor kan du forestille dig at dit afgangsprojekt vil gøre en forskel?
Jeg håber, at mit projekt kan være med til at skabe en diskussion om institutionen og dens udfordringer og en debat om, hvordan vi skaber kvalitative arkitektoniske rammer der stimulerer, aktiverer, udfordrer - og øger børns trivsel og livskvalitet.
Kan du se jobmuligheder i det?
Ja, det kan jeg helt bestemt. Jeg synes at alle børn, og især de mest sårbare, skal have adgang til inspirerende og sansestimulerende ’spirerum’ i deres hverdag. Der er mange institutioner – navnlig asylcentre – der burde nytænkes og transformeres, så de understøtter brugernes behov bedre.
Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med arkitektur på den måde du gør?
Jeg arbejder helst med en form for mikro-arkitektur i den mere nære og kropslige skala med fokus på perception, hvor samspillet mellem lys, materialer og form skaber en helhedsoplevelse. Mit materiale bliver derfor ofte komplekst og en anelse krøllet, og kan til tider være vanskeligt at definere og formidle videre, da det vi sanser og oplever jo er forskelligt fra person til person.
Det er både den sværeste – og sjoveste – del af min måde at arbejde på.
Hvad oplever du er din største styrke som færdiguddannet arkitekt fra KADK?
Min største styrke er, at jeg har fået så mange forskellige redskaber og færdigheder under min uddannelse og dermed kan gå alsidigt og løsningsorienteret til en opgave.
Jeg er ikke bare en færdiguddannet arkitekt, der kan arbejde både digitalt og analogt.
Jeg er også en lille smule fotograf, teoretiker, håndværker, illustrator, sociolog, kunstner, grafisk designer, filosof, lysdesigner, scenograf, konstruktør med mere.
Jeg har derfor mulighed for at gå i mange retninger, hvilket jeg sætter stor pris på.
Hvor ser du dig selv professionelt om fem år?
Umiddelbart tænker jeg at der er tre veje, som jeg kan gå:
1. Jeg arbejder på en tegnestue med fokus på belysning og/eller bæredygtighed, børn og/eller byrum.
2. Jeg arbejder selvstændigt som illustrator eller med tegneseriekunst og poesi.
3. Jeg arbejder som lysdesigner/lyskunstner i krydsfeltet mellem arkitektur, kunst og design. (i samme dur som f.eks. Olafur Eliasson og James Turrell).
