Børn bliver hurtigt store - i hvert fald hvis man ser på meget af det børnetøj, der fås i butikkerne. Meget af tøjet imiterer de voksnes stil og smag, og er ikke særlig velegnet til leg og kreativitet. Men det behøver ikke være sådan: Mød designer Laura Dalgaard, som har lavet en strikket børnetøjskollektion der skal sætte gang i børnenes fantasi og legelyst.
Hvad går dit afgangsprojekt ud på?
Jeg har lavet en strikket børnetøjskollektion med fokus på kontraster. Gennem et magisk, melankolsk og historiefortællende univers skal kollektionen sætte fantasien i gang hos børn på tværs af køn og alder og give dem lyst til at lege.
Hvad motiverede dig til at lave netop dette projekt?
Strik er min store passion og det var en motiverende tanke at lave en kollektion hvor det var strikken der fik den primære rolle. Beslutningen om at lave en børnetøjskollektion tog jeg, da jeg læste et digt af Khalil Gibran fra bogen ’Profeten’ fra 1923. Digtet var utrolig rørende, og havde samtidig noget melankolsk over sig - det fandt jeg meget inspirerende, ikke mindst fordi jeg i samtidens børneuniverser kan savne kontakten til det melankolske og dystre i livet.
Hvordan tilføjer dit projekt noget nyt til det felt eller område, du har beskæftiget dig med?
På det faglige område er kollektionen nyskabende i det at den lader strikken være det bærende element og ikke et supplement. Strikken har fået al pladsen og det er gennem arbejdet med kontraster og balance i forhold til farver, materialer, størrelse, teknikker og sanselighed at kollektionen får både sin diversitet og sin sammenhæng.
Hvor kan du forestille dig at dit afgangsprojekt vil gøre en forskel?
Jeg synes jeg har formået at lave en kollektion som kan være med til at fremme den udvikling der er i gang: At køn bliver mindre vigtigt og at yngre generationer er klar på at udfordre traditionelle kønsroller og ikke på samme måde som tidligere generationer har behov for at betragte køn som noget statisk. Kollektionen forsøger ikke at udviske køn, men at fremme mangfoldigheden.
Hvilke metoder har du brugt for at udvikle dit projekt?
En stor del af arbejdet med en kollektion handler om følelser, sanser og fornemmelser, så arbejdet med intuitionen som redskab er vigtigt. En intuition der selvfølgelig hviler på 5 års studier og erfaringer.
Jeg har arbejdet med et overordnet univers. Et univers med fokus på kontraster som tema: kontrasterne mellem det poetiske/magiske og det dystre/melankolske. Jeg har brugt kontraster i alle aspekter af kollektionen, både som værktøj til udvælgelse, i skabelsen af stemningen omkring kollektionen, men også mere subtilt i selve kollektionen og de enkelte styles.
Det var fra starten af projektet vigtigt for mig at skabe en fortælling omkring min kollektion - at sætte den ind i en kontekst. Derfor valgte jeg at samarbejde med henholdsvis en fotograf og en kunstner og at lave en fotoserie og en stemningsfilm som var med til at tydeliggøre det kontrastfyldte univers jeg har arbejdet med projektet i.
Hvilke FN-mål relaterer projektet sig evt. til og hvorfor?
Udover at arbejde med mål nr. 5:’Ligestilling mellem kønnene’, har jeg også beskæftiget med mål nr. 12: ’Ansvarligt forbrug og produktion’. I udviklingen af min kollektion har jeg arbejdet en del med genbrugsmaterialer. Når man laver en kollektion er der en del spildproduktion i skitseringsarbejdet - jeg har valgt at det meste lige så godt kunne laves af allerede kasserede beklædningsgenstande, så tøjet understøtter målet om ansvarlig produktion.
Jeg har også arbejdet med at skabe en fortælling og et univers omkring kollektionen, noget der kan være med til at give tøjet en større værdi og betyde at man får lyst til at beholde det længere. Og kvaliteten af materialerne der er brugt i tøjet er så vidt muligt valgt understøtter dette.
Hvad er den sjoveste og den sværeste del af at arbejde med design på den måde du gør?
Det sjoveste er helt klart at udvikle og eksperimentere. Jeg elsker at ’nørde’ strikken og farverne og jeg elsker at skabe et univers. Og så er det tilfredsstillende at se de forskellige styles komme til live, og se kollektionen tage form som en helhed.
Det er tidskrævende at strikke i hånden, så det er klart en udfordring. Når man fremstiller en kollektion er der meget langt fra tegning til færdigt produkt. Det sværeste er nok at stole på sig selv hele vejen, og ikke blive grebet af panik og skifte retning.
