Læs René Larsens tale ved 40 års jubilæet

Den 30. maj 2013 havde Konservatorskolen 40 års jubilæum. Dagen blev markeret med en festforelæsning ved bevaringschef Jørgen Wadum i festsalen på Holmen. fagleder ved Konservatorskolen René Larsen indledte festforelæsningen med en tale, som du nu kan læse nedenfor.

Kunstakademiets Konservatorskole i 40 års stadig udvikling

”Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds.”

Dette dilemma gælder i alle livets såvel må som store forhold. Hvor svært det end må være at indtage stillingen baglænds, må vi til stadighed søge denne for at leve forlæns. Dels for at forstå hvorfra vi kommer og for at erkende os selv og vort samfund, dels for at sikre og erkende vores udvikling og fremskridt til gavn for os selv og vores efterkommere.

Det er et stort og godt tilfælde at vi kan jubilere det samme år og måned som eksistentialismens fader Søren Kierkegaard, og det er stort at være med til at fejre, at Konservatorskolen gennem 40 år har bidraget til bevaringen af det ypperste konkrete bevis for den menneskelige eksistens og identitet – vores kultur- og naturarv.

Med udgangspunkt i livets datid og nutid, og det at drage lære af det forgangne vil jeg erindre om en særlig fremsynet indsats, der ligger en del år ”baglænds” for 1973:
”Ved skrivelse af 26. oktober 1965 nedsatte ministeren for kulturelle anliggender et udvalg, der fik til opgave at fremkomme med forslag til en nyordning af konserveringsvirksomheden ved såvel de kulturhistoriske museer som kunstmuseerne med det formål at forøge konserveringsanstalternes kapacitet samt tekniske og personelle effektivitet, herunder forslag til sikring af den nødvendige adgang til faget og tilrettelæggelse af den fornødne uddannelse. Udvalget skulle endvidere behandle de tilsvarende forhold for arkiverne og de videnskabelige biblioteker.”

Ca. 4 år senere i 1969 udkom udvalget med ”Betænkning om organisation af konserveringsvirksomheden ved museer, arkiver og biblioteker samt om oprettelsen af en konservatorskole”. I denne, den såkaldte ”grønne betænkning” nr. 525 hedder det bl.a.: ”Muligheden for uddannelse af konservatorer og andet konserveringspersonale har hidtil været utilfredsstillende. Museer, arkiver og biblioteker har til eget brug og uden samlet plan forsøgt at uddanne konserveringspersonale. De krav, som er stillet til uddannelsens forudsætninger og lødighed, har fra institution til institution været forskellige, ligesom tilknytning til praktisk konservering under stort arbejdspres på værkstederne har været en utilfredsstillende baggrund for en alsidig og grundig oplæring. Det har således i høj grad været overladt til den enkelte på eget initiativ at supplere sin uddannelse ved selvstudium og ved studieophold på udenlandske skoler og institutter.”

I betænkningen hedder det videre at: ”formålet med uddannelsen er at udvikle de kunstneriske og håndværksmæssige færdigheder og de studerendes videnskabelige indsigt og tekniske viden inden for konservering og restaurering”.

Med dette formål vedtager Folketinget den 30. maj 1973 at oprette konservatorskolen, som en institution under det Kongelige Danske Kunstakademi. Dengang med en to- årig restaureringstekniker uddannelse, en tre – årig konserveringsteknikeruddannelse og to femårige henholdsvis restaurator- og konservatoruddannelser. Den to-årige restaureringsteknikeruddannelse holdt kun et par studenterårgange, så udgik den og dermed også overbygningsuddannelsen som restaurator. Tilbage blev den treårige teknikeruddannelse, som nu er vores bacheloruddannelse og konservatoruddannelsen. Begge uddannelser hvis faglige profiler omfatter både konservering og restaurering.

I den senere kongelige anordning af 14. januar 1977 beskrives Konservatorskolens opgave som ”at uddanne i konservering og restaurering af kunst, grafiske og kulturhistoriske genstande og på kunstnerisk og videnskabelig grundlag at fremme udvikling og forskning på disse områder”.

I loven om højere kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet af 27. april 1994 hedder det, at ”Kunstakademiets Konservatorskole har til opgave at tilbyde uddannelse i konservering og restaurering på et kunstnerisk og videnskabeligt grundlag til højeste niveau og på et videnskabeligt grundlag at drive forskning på disse områder.”

Med loven om de kunstneriske uddannelser fra 2000 og den efterfølgende bekendtgørelse fra 2003 får Konservatorskolen endelig anerkendelse som højere uddannelsesinstitution og mulighed for at tilbyde forskeruddannelse. Hermed følger også de akademiske titler og universitær stillingsstruktur for vores videnskabelige personale.

Med hensyn til titlerne, så har jeg en stærk formodning om, at man i kulturministeriet også orienterer sig i Kierkegaard, der erklærede at: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden…” – Det tog 15 år fra vi søgte første gang, til vi fik vores akademiske titler. Tålmod er en dyd, som vi har lært os på Konservatorskolen, og som for øvrigt er en vigt egenskab at besidde som konservator.

I starten udbød Konservatorskolen som nævnt uddannelser inden for grafiske, billedkunstneriske og kulturhistoriske områder. Senere i 1994 kommer afdelingen for monumentalkunst og i 1995 naturhistorisk afdeling til således, at skolen nu i princippet dækker alle områder af kultur- og naturarven.

I dag har vi en egentlig rodfæstet konserveringsvidenskab, som har til formål at forebygge og behandle nedbrydningen af kultur- og naturarvsgenstande i bred forstand. Faget er karakteriseret ved sin blanding af teoretisk viden og praktiske færdigheder, og det omfatter evnen til at vurdere etiske, æstetiske, tekniske og natur-videnskabelige spørgsmål på en systematisk måde.

Denne definition er anerkendt og formuleret af netværket af Europæiske konserveringsuddannelser, ENCoRE. Definitionen udgør grundlaget for de akademiske konserveringsuddannelser i Europa og indgår som grundlag for flere Europæiske landes lovgivning om samme.

Fagets praktiske basering og indhold må dog ikke nedprioriteres eller negliseres, men tværtimod udvikles gennem forbedret didaktik, pædagogik og evaluering. Forbedret kognitiv praktisk udøvelse af faget er nødvendigt på alle områder af konserveringsfaget og det fordrer en tværdisciplinær national som international indsats.

I dag har de fleste Europæiske lande anerkendte akkrediterede konserveringsuddannelser, hvilket forpligter os til at udvikle beskrivelser og definitioner for de praktiske dele af uddannelsen med det formål at forbedre læringen, kvaliteten af undervisningen og de didaktiske metoder. Det er især udfordrende, da store dele af den praktiske undervisning og opøvningen af praktiske færdigheder i høj grad er baseret på tavs viden, som skal omsættes til et meningsfuldt skrevet og talt sprog.

ENCoRE anser, at alle disse nødvendige krav kan specificeres på grundlag af en klar og universelt accepteret definition af de praktiske håndværksmæssige sider af konserveringsfaget, og medlemmerne vil på Generalforsamlingen i Liége til næste forår vedtage et vigtigt dokument, som vil danne udgangspunkt for denne udvikling.

Fagets praktiske og materialebundne karakter er netop fundamentale egenskaber, som vi deler med arkitekterne og designerne, og Konservatorskolen ønsker at medvirke aktivt i udviklingen tydelige definitioner på praktiske konserveringshåndværk og kriterier og standarder for den praktiske undervisning. Det skal ske i samarbejde og dialog med KADKs skoler for arkitektur og design samt KADKs forsknings- og uddannelsesledelser, som skal udvikle definitioner, kriterier og standarder inden for kunstnerisk udviklingsvirksomhed på Konserveringsfagets og – uddannelsens store bredde står i skærende kontrast til det faktum at det, målt med de fleste andre akademiske fag, er udpræget småt og med begrænsede ressourcer. Det gælder både på nationalt og internationalt. Denne tilsyneladende svaghed er dog også fagets og uddannelsens store styrke fordi, den netop tvinger os til at søge det brede samarbejde på alle fronter og planer, både nationalt og internationalt.

De 40 års stadige udvikling af Kunstakademiets Konservatorskole har da også været præget og båret af det brede tværfaglige samarbejde i nationale og internationale organisationer, med andre konserveringsuddannelser, arkiver, biblioteker, museer, universiteter og forskningsinstitutioner over hele verden og med samarbejdspartnere som rækker bredt og langt udover det konserveringsfaglige.

Skolens aktive deltagelse i det internationale videnskabelige samarbejde har bl.a. omfattet deltagelse i til dato 11 EU-forskningsprojekter, og oven i købet som koordinator for seks af projekterne.

Dertil kommer en lang række andre tidligere og igangværende internationale forskningsprojekter. Alle sammen har de medvirket til, at Konservatorskolen i årtier har været en anerkendt og eftertragtet forskningspartner.

Det brede samarbejde gælder også på uddannelsesområdet, hvor mange af vores studerende allerede i studietiden får skabt de første blivende samarbejdsrelationer med fagfæller og forskere inden for en bred vifte af fag og videnskaber. Det brede tværfaglige samarbejde er blevet en metode og et særkende - et af vores vigtigste værktøjer i den konserveringsfaglige og – videnskabelige udvikling.

Et af de senest konkrete samarbejdstiltag er Centeret for Kunstteknologiske Studier og Konservering, i forkortelse kaldet CATS, som allerede har kastet de første fine frugter af sig. Dette samarbejde mellem bevaringsafdelingerne på Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Konservatorskolen, som er etableret med støtte fra Villum- og Veluxfondene, involverer, udover en voksende fælles apparaturpark, i alt 28 forskere fra de tre institutioner og udgør et af de væsentligste bidrag til styrkelsen og udviklingen af den Konserveringsvidenskabelige forskningsmasse.

Jeg er overbevist om, at CATS helt sikkert vil markere sig stærkt og langt ud over landets grænser de kommende år. Det er en forskningsressource, som også bidrager væsentligt til den konserveringsvidenskabelige uddannelse.

Et aktuelt og fint eksempel på det tværinstitutionelle og internationale samarbejde inden for rammerne af CATS er Cecil Krarup Andersens PhD-projekt og afhandling om dublering af malerier, som hun forsvarede i tirsdags. Med udgangspunkt i guldaldermalerierne på Statens Museum for Kunst har Cecil med sin banebrydende forskning afdækket, at indgrebet med specifikke dubleringsmetoder, som havde til hensigt at styrke og beskytte malerierne, har haft den modsatte virkning.

Samtidig har Cecil dog også, baseret på sine eksperimenter og studier, anvist veje til hvordan, man kan beskytte malerierne og foreslå alternative behandlingsmetoder. Forskningen er et godt eksempel på, at vi til stadighed indhentes af og må tage ved lære af fortidens gerninger. Også de, som er gjort i den bedste hensigt baseret på den bedste af datidens kunnen og viden. Det er en påmindelse om, at vi til stadighed må udvikle og forsøge at forbedre vores bevaringsmetoder efter bedste evne og viden.

Projektet Indeholder også et andet vigtigt element i et af tidens store udfordringer, nemlig klimaændringernes indflydelse på vores kultur- og naturarv og vores muligheder for at bevare dem under sikre forhold. En udfordring som Konservatorskolen tager op inden for rammerne af KADKs nylig vedtagne vision og overordnede strategi. Den globale og samfundsmæssige udvikling nødvendiggør at undervisningen og forskning fokuserer på bevaring af kulturarv under ændrede klimabetingelser, energiknaphed, økonomiske krise samt ny teknik og kemi. Det vil vi bl.a. gøre gennem forskning fælles undervisningstilbud med Arkitektskolen inden for bygningsrestaurering. Vi vil arbejde for at opstille strategier for udvikling inden for præventiv konservering, forbedret viden om og udnyttelse af materialer sammen arkitekter og designere, med partnerne i CATS og vores mange andre samarbejdspartnere med henblik på etablering af konkrete tiltag og projekter.

Til forskning og uddannelse knytter sig heldigvis stadig også biblioteksvirksomhed og rent faktisk fejrer vi i dag et dobbelt jubilæum.

Da Konservatorskolen for 10 år siden fejrede sit 30 års jubilæum blev skolens Konserveringsfaglige videncenter KViC indviet. KViC er baseret i Konservatorskolens bibliotek, som blev etableret kun 3 år efter skolens start i 1976.

Allerede den gang var man opmærksom på vigtigheden af tilgængeligheden af konserveringsfaglig litteratur. Skolen prioriterede og prioriterer stadig indkøb af konserveringsfaglige bøger og tidsskrifter meget højt.

Biblioteket voksede ret hurtigt. Især gennem 80’erne og 90’erne øgedes den videnskabelige forskning inden for konservering, hvilket afspejledes kvantitativt og kvalitativt i tidsskrifter, afholdte kongresser og konferencer, og udgivelsen af bøger. KViC er i dag Nordens mest omfattende konserveringsfaglige bibliotek, og fungerer som hovedfagsbibliotek for hele konservatorfaget. Biblioteket gik på et tidligt tidspunkt over til elektronisk registrering af såvel bøger som artikler i KONK, Konservatorskolens ONlineKatalog.

Vores biblioteksfagligt personale blev ligeledes prioriteret højt, og det betød at al relevant litteratur og information blev indsamlet og gjort tilgængelig for studerende og forskere.

Biblioteket har ligeledes gennem mange år været involveret i undervisning af de studerende på såvel bachelor- som kandidatniveau. Konservatorstuderende lærer tidligt, hvor vigtigt informationskompetence er, og hvor vigtigt det er at kunne søge og finde konserveringsfaglig information.

Omdannelsen af biblioteket til KViC i 2003 skete bl.a.på baggrund af en større undersøgelse blandt konservatorer på museer og værksteder, som viste, at der til stadighed var både behov for og efterspørgsel på adgang til den konserveringsfaglige information.
Ved KViC ’s oprettelse blev det således muligt at få adgang til såvel bøger som artikler på KViC, samt øvrig service i form at emnesøgninger, litteraturlister mm.
Denne service benyttes flittigt af konservatorer ude omkring i landet.

Udover KViC’s egen samling driftes de konserveringsfaglige bogsamlinger på såvel Nationalmuseet som Statens Museum for Kunst. Den store samling, og det faktum, at materialet er tilgængeligt på åbne hylder, gør tilsammen at KViC i Amaliegade 38 er meget attraktivt for forskere og studerende - også fra udenlandske konservatoruddannelser. Og der kommer til stadighed såvel studerende og forskere fra udlandet, som benytter biblioteket.

De kommende år kommer også til at byde på nybrud og faglig udvikling på bibliotekssiden, uddannelserne, forskningen og mange andre områder inden for rammerne af KADK. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Konservatorskolens inddragelse i fusionen af Kunstakademiets Arkitektskole og Danmarks Designskole kom noget hovedkulds i stand med begrundelse i skolens hensygnende ressourcer.

Det har dog ikke afholdt os fra at gå positivt ind i processen, og søge de nye muligheder for faglig synergi, udvikling og understøttelse, som fusionen byder på til gavn for hver af de tre skoler og KADK som institution. Der skal heller ikke lægges skjul på, at vi er blevet godt og ligeværdigt modtaget af de to andre, og at vi nu alle er deltagere i udvikle det nye fællesskab baseret på hinandens bedste erfaringer og visioner for fremtiden.

Nu har jeg nævnt Konservatorskolen et utal af gange, men skolen er jo alle de mennesker, kollegaer, VIP’ere, TAP’ere, studerende og venner, som var med fra starten og fik omsat tanken til virkelighed og på hvis erfaringer og viden, vi andre bygger. I som stadig er her, nye som gamle. Alle som har været med til at løfte skolen til det, den er i dag. Det gælder også de uundværlige kollegaer og institutioner, som vi samarbejder med og uden hvilken vores faglige mål aldrig var blevet nået. Konservatorskolen er stolte af jer alle og skylder jer stor tak for jeres indsats. Det er alle jer og de, som desværre ikke længere er blandt os, som vi hylder i dag.

Også en stor tak til vores kollegaer - medarbejdere og studerende på resten af KADK fordi I har modtaget os så godt, og er med til at sikre den konserveringsvidenskabelige uddannelse og forskning en tryg fremtid i en familie, som har vist sig at have flere grundlæggende træk til fælles end vi vist alle havde erkendt for blot et år siden.

Som nævnt, så er der udfordringer nok for Konservatorskolen de næste 40 år og mere til. I den forbindelse bør vi dog gøre os klart, at fremtiden kun nås i forestillingen – den kan aldrig nås og opleves konkret: det der i dag er nutid, er i morgen fortid og i morgen er blevet nutid. Kun ved at lære af i dag og i går kan vi bestræbe os på at få det bedste ud af morgendagens nutid. Således er fortid og nutid uløseligt bundet sammen om at tegne fremtiden - som ”Forlæns og Baglæns” på planeten Joakim, som Bamse i 1983 (for 20 år siden) besøgte i Rumpære nr. 12.
Og da vi jo helst ikke skal have travlt, vil vi, som planetpasser Arthur, skynde os langsomt over til vores gæsteforelæser, professor ved Amsterdams Universitet, bevaringschef på Statens Museum og direktør for CATS, Jørgen Wadum, som vil vise os hvordan konserveringsvidenskaben kan afkode megen af den viden som vores kultur- og naturarv indeholder og gemmer på.

God fest for Konservatorskolen i fortid, nutid og fremtid!