Ph.d.-forsvar: Lys og arkitektur i Norden

Dato
24.06.2015
Kategori
Forskning og innovation

Hvad karakteriserer det særlige nordiske lys? Og hvordan gør nordiske arkitekter brug af det. Ph.d. –afhandling fra Kunstakademiets Arkitektskole undersøger fænomenet

Siden romantikken har det nordiske lys været fremstillet og opfattet som noget helt særligt i Norden. Men er der egentlig noget særligt ved lyset i Norden, eller er det bare en diffus forestilling eller en romantisk myte? 

I ph.d.-afhandlingen ”Nordisk Lys og dets relation til dagslysåbninger i nordisk arkitektur” fra Kunstakademiets Arkitektskole undersøger arkitekt Nanet Mathiasen, hvad der kendetegner det nordiske lys. Derefter ser hun på, hvordan nordiske arkitekter har udnyttet og nuanceret lyset.

Nanet Mathiasen karakteriserer lyset ud fra en naturvidenskabelig tilgang, den meteorologiske, og en humanistisk tilgang, der handler om oplevelsen af lys.  Ved at sammenstille de to måder at karakterisere lyset på ønsker hun at skabe en dybere forståelse af det nordiske lys og dets mulighed for arkitektonisk bearbejdning.

De meteorologiske studier dokumenterer det nordiske lys gennem undersøgelser, der blandt andet fokuserer på solens og himmelens lysintensiteter og skydækkets karakter. I forhold til oplevelsen af lys har hun brugt fænomenologien som metode, hvor hun beskriver hvordan lys, lysåbning og rumlig konstruktion sammen skaber oplevelsen af rummets lyssituation.

På baggrund af analyserne finder hun frem til, at det særlige ved det nordiske lys er himmellyset, som er den gennemgående og meget effektive lyskilde. Himmellyset har karakter af en stor lysende flade, der strækker sig fra horisont til zenith. Dermed står det nordiske lys i modsætning til det sydlandske lys, der især er karakteriseret ved det intense punktformede sollys.

Det er mindre entydigt, hvordan det nordiske lys modelleres i arkitekturen. Lysåbningen som del af det arkitektoniske udtryk er velkendt i arkitektur, men hvordan lysåbningen bruges som lysgiveren i et rum, er ikke beskrevet i samme grad. Hun beskriver tre bygningsværker, der er eksemplariske i forhold til at lade lyset komme til sin ret: Alvar Aaltos Villa Aalto fra 1936, Sverre Fehns Aukrustsenteret fra 1996 og Jørn Utzons Bagsværd kirke fra 1976.

I Bagsværd kirke er der flere forskellige måder at bearbejde lyset på arkitektonisk. Især er kirkesalen interessant.  Her rammer højt placerede sidelys det buede og hvælvede loft, der i øvrigt er inspireret af skyer. Lyset bliver reflekteret videre fra det store hvælv ind i resten af kirkerummet og tilfører variationer, som en plan flade ikke på samme måde kan frembringe. Derved bliver den arkitektoniske form selv gjort til en lysgiver.

Casestudierne viser arkitekternes vilje til at bearbejde lyset og afspejler, hvordan det dominerende store, diffuse himmellys er modelleret optimalt og kommer til sin ret. De udnytter det nordiske lys effektivt og understøtter rummets funktion samtidigt med, at de skaber stemningsfuldhed og nærvær.