Afgang Sommer 2015 - Fremtidens bud på arkitektur og design

Dato
09.06.2015
Kategori
Samarbejde og erhverv

Afgangsudstilling: Kunstakademiets Arkitektskole og Designskole: 27. juni - 16. august 2015

Mød 140 nyuddannede arkitekter og 80 nyuddannede designere er på vej ud i verden. Afgang Sommer 2015 viser resultaterne af et intensivt afgangsforløb, med 220 bud på, hvor de danske arkitektur- og designtraditioner bevæger sig hen anno 2015. 

KADK - Kunstakademiets Arkitektskole og Designskole præsenterer årets nyeste kandidater. Udstillingen viser modeller, skitser, materialeprøver, apps, 3D og produkter i 1:1. Udstillingens vises i Holmens historiske smedje, midt i Danmarks største kreative arkitektur- og designcampus.

Rektor Lene Dammand Lund: ”Design og arkitektur står højt på den politiske dagsorden, for vi har brug for innovation og for nogen, der kan komme med visionære bud på, hvordan man kan forme et moderne og bæredygtigt samfund. Vores nye kandidater viser løsninger, som er i øjenhøjde med den natur, den kultur og de mennesker, de på generøs vis har skabt deres projekter til. Det er opløftende at se den dybe indlevelse de har”. 

Vandstand i Nakskov og design til plejehjem og mennesker på flugt 

”Sommerens afgangsprojekter udspringer af: videnskab - hvor de henter den nyeste forskning og systematisk metodisk styrke; af kunsten - hvor de lærer at formgive til alle sanser og at udvikle empati for brugerne; og af praksis - hvor de hele vejen op gennem studiet møder den virkelighed, de skal ud og arbejde i, nu hvor når de har taget afgang.

Udstillingen viser, hvordan arkitektur og design kan bidrage til at løse store verdenstemaer som global opvarmning, flygtningestrømme og mindske forbrug af råstoffer. Der zoomes ind på Rødby og Tønder, på børn og voksne - og zoomes ud på de helheder, som den enkelte løsning indgår i. Der arbejdes analogt og digitalt, og med hele verden som materiale. Jeg vil opfordre alle til at gå ombord i Afgang Sommer 2015 som en vidensbank, der viser hvordan arkitektur og design kan engagere os alle, binde samfund sammen – redde liv og skabe konkrete produkter, som vi alle får lyst til at samle op, bo i og iklæde os”. 

Brugerforståelse, intelligente og meningsfulde løsninger 

“Vores mål er ikke at skabe kandidater, der alene kan producere løsninger til et marked, der allerede har bestemt sig for præcis, hvad det har brug for. Vi uddanner også til at vise vejen: Til at skabe et nyt marked og til at skabe nye rammer og sociale oplevelser. Det ser vi her 220 inspirerende bud på”.

Tid og sted

Udstillingen – KADK - Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Danneskiold-Samsøes Allé 51, 1435 København K

Udstillingen kan ses 27. juni - 16. august 2015 (sommerlukket 6. - 26. juli 2015)
Alle dage 11-18. Gratis adgang.

Se sommerens afgangsprofiler

Se kandidaternes afgangsprofiler eller hent pressebilleder:

Se og download projekter fra designafgængerne her:

Se og download projekter fra arkitektafgængerne her: