Rektor Lene Dammand Lunds tiltrædelsestale

Dato
31.01.2012
Kategori
KADK Indblik

Fredag den 20. april bød Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering rektor Lene Dammand Lund velkommen. ”Det er jer, der får tingene til at ske”, lød det fra skolernes nye rektor i talen til studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere i Festsalen på Holmen.

”Hvordan skal det egentlig gå med en minister, der vil bruge os til at løse landets økonomiske krise, med en tidligere departementschef som bestyrelsesformand og en hårdkogt forretningskvinde som rektor? Får vi ledelse uden faglig fundering? Forskning og uddannelse uden kunstnerisk nerve? Og forsvinder de håndværksmæssige færdigheder? Svaret er: Det bestemmer I! For det er jer, der skal få tingene til at ske”
– sådan lød det i indledningen fra MAA MBA Lene Dammand Lund, der tiltrådte som rektor 1. april og 20. april kunne byde velkommen i en fyldt Festsal. Find flere billeder fra dagen på Flickr og læs talen her:
 
Tale Lene Dammand Lund
I har fået et nyt ministerium, I er blevet fusioneret, I har fået en bestyrelse, og så har I altså fået en ansat rektor.

Det er ikke så sært, hvis nogen er lidt bekymrede. For hvordan skal det egentlig gå med en minister, der vil bruge os til at løse landets økonomiske krise, med en tidligere departementschef som bestyrelsesformand og en hårdkogt forretningskvinde som rektor? Får vi ledelse uden faglig fundering? Forskning og uddannelse uden kunstnerisk nerve? Og forsvinder de håndværksmæssige færdigheder?

Svaret er: Det bestemmer I! For det er jer, der skal få tingene til at ske.

En fusion kræver en ny ledelsesstruktur og så er fusionen en oplagt og efterlyst mulighed for at se på det faglige landkort. Lad os ikke bilde os ind, at ministerskift, nye organisations-modeller eller en ny faglig struktur alene er afgørende for, hvordan vi dækker det felt, vi er blevet betroet! Det er jer, der skal levere varen. Jeg ved, I kan. Resultaterne af forskning og uddannelse på KADK er kendte langt uden for landets grænser. På tegnestuen SLA, hvor jeg kommer fra, har jeg oplevet den positive energi studerende og nyuddannede giver i projektteams, hvor de mange gange er med til at vinde internationale konkurrencer. Og jeg har oplevet den efterhånden verdensomspændende anerkendelse, dansk arkitektur har i udlandet. På et tidspunkt havde vi besøg af et Tv-hold Abu Dhabi. Stig L. Andersson blev en stjerne i Arabien. Det er efterhånden en position, som er mange danske arkitekter forundt. Bjarke Ingels er vel efterhånden lige så berømt som den lille havfrue.

Jeg ved, det samme gælder designerne. Et toneangivende britisk magasin satte i 2011 Designskolen på top fem over internationale designskoler, der uddanner designere til at løse verdens problemer uden at give køb på traditionen. I Marokko skaber studerende og undervisere nye økonomiske og kreative muligheder og for kvindelige kunsthåndværkere. Endelig er Danmarks Designskole partner i spiluddannelsen DADIU, der i de senere år har vist, at Danmark kan levere store spiltalenter. Flere spilproduktioner, lavet af studerende, er udvalgt til festivaler i udlandet.

Der er heller ikke mange lande, der kan matche den Konservatorskole, vi har i Danmark. Resultaterne af forskningen her har ført til international opmærksomhed omkring vores viden om emner som ”Enzymer til fjernelse af blødt væv fra ligdele”. På fotoområdet har Konservatorskolen bl.a. deltaget i redningsarbejder efter oversvømmelserne i Dresden og Prag, og har udviklet en internationalt anvendt håndbog for, hvad man skal stille op i sådanne situationer.

Så: Det er jer, der får tingene til at ske. I er KADK. I er (størstedelen af) dem, der dækker feltet arkitektur, design og konservering i DK. De overordnede rammer, altså sikring af at vi får tilstrækkeligt med ressourcer og at vi fortsat har frihed til at selv at skabe den bedste institution; det skal bestyrelsen og skolens ledelse nok tage sig af. Her er det utvivlsomt en kæmpe fordel med en politisk skolet kaptajn, Johannes Due. Og jeg håber, I vil se det som en fordel, at jeg, med dyb respekt for jeres fagligheder og ikke mindst med en viden om ledelse, træder ind på broen som en kombination af styrmand og telegrafist.

Vi nærmer os nu den første brændende platform i talen. Det handler om mobilitet i uddannelserne:
Jeg glæder mig meget til at samarbejde med en minister, Morten Østergaard, der tør se på uddannelserne i helikopterperspektiv: For en uge siden kom et udspil om større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem. Og jeg er helt enig i, at vi må se på vores uendelig mange forskellige systemer og traditioner, der gør højere uddannelses-institutioner til en jungle for studerende: Er de, som vi vil have dem? Eller har vi skabt blindgyder, som vi bare har vænnet os til?
Mit mål er, at studerende på et færdigfusioneret KADK mere frit og inden for det faglige forsvarlige, kan skræddersy sin uddannelse, gerne i et livslangt perspektiv. Vi må se på, hvilke kombinationer mellem skolernes bachelor og kandidatuddannelser, der giver mening. Jeg har ikke svaret. Men jeg er til gengæld sikker på, at vi i langt højere grad, skal have et overlap mellem underviserne på kandidatuddannelserne og underviserne på de masteruddannelser, man kan starte på efter nogle år på arbejdsmarkedet.

Den anden brændende platform handler om, hvordan vi definerer vores faglige felt metodisk:
Det er forfriskende, at vores kunstneriske felt, med det nye ministerium, er på vej til at blive sidestillet med andre former for akademisk vidensproduktion, så vi samlet kan løse udfordringerne.
Når vi i den kommende tid indgår i dialog med ministeren om, hvordan fremtidens uddannelseslandskab skal se ud, så skal vi selvfølgelig sørge for at bevare vores kunstneriske integritet og vores særlige arbejdsmetoder. Ikke fordi vi går og hygger os med det, men fordi det er nøglen til, at vi kan løse nogle meget væsentlige problemstillinger for det danske samfund.

Kort før min tiltræden fik jeg, sammen med Rambøll Management, lavet en interview-undersøgelse om forventningerne til KADK i vores omgivelser og hos de studerende.

Både fra aftagerne og fra de studerende blev der udtrykt bekymring for, om den kunstneriske dimension og tegnebordsundervisningen forsvinder som følge af, at vi er kommet over i Uddannelsesministeriet.
Når man spørger i ministeriet, og det gjorde vi, er der ikke nogen planer i den retning – tvært imod – de anerkender fuldstændig den unikke styrke vi har i vores arbejds- og undervisningsmetoder. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal læne os tilbage og fortsætte, som vi plejer.
Jeg synes, vi skal gå i offensiven. Jeg synes, vi højt og tydeligt skal forklare vores nye ministerium, hvorfor den metode, vi anvender, er hamrende effektiv, og hvorfor den kræver tegneborde, værksteder og laboratorier. Jeg synes, det er en forældet tankegang at opstille akademi og universitet som hinandens modsætninger. Der er tale om forskellige tilgange til vidensproduktion, som supplerer hinanden. Der er meget få problemstillinger i et moderne samfund, der løses ved hjælp af én videnskabelig metode eller én kernefaglighed. De uddannelser, vi har i dag, er jo allerede et herligt mix af forskellige faglige tilgange. På Konservatorskolen er man kemiker, historiker, håndværker og meget mere. Det er en kæmpe fordel ikke at blive sat i bås, men at have en frihed til at løse problemerne med de faglige tilgange, der virker bedst – lad os holde fast i det! Vores faglighed er tværfaglig, og vores kunstneriske og håndværksmæssige tilgang henter allerede i dag masser af inspiration i forskning fra forskellige, videnskabelige grene.

Designmetoden er særlig og meget anvendelig til at løse bestemte problemstillinger. Det er da på tide, at den bliver anerkendt på lige fod med f.eks. en naturvidenskabelig tilgang. Men vi skal selvfølgelig kunne beskrive præcis, hvad det er for en metode, vi benytter. At man forstår folks kernekompetencer og metode, er en forudsætning for, at man forstår det indlysende i at samarbejde med dem. Og vi har brug for samarbejde, både fordi det vi beskæftiger os med, som sagt, i grund og bund er tværfaglige discipliner – og fordi vi har brug for inspiration og viden fra andre kulturer og faggrupper.

I dette felt ligger en tredje brændende platform: Skal vi specialisere os, eller skal vi gå efter bredere kompetencer?
Også her ligger der nogle vigtige diskussioner. Jeg kan forstå, at Designskolen i udlandet er kendt for at have en meget bred vifte af specialer, hvor tendensen på andre designskoler i verden går i den modsatte retning. Vi må snakke om, hvordan vi bedst klæder vores studerende på og hvordan, vi bedst bruger de ressourcer vi har. Jeg har ikke svaret, men jeg deltager gerne I diskussionen.

Vi går fra én brændende platform til den næste her; fra mobilitet til metodik til specialisering og nu til spørgsmålet om KADK’s forhold til omverden. Og det er her forretningskvinden slår til:

Vi er dygtige til at få vores viden omsat til noget konkret. Spørgsmålet er, om det vi laver også er relevant? Det ved vi kun, hvis vi er dygtige til at læse verden. Altså: om vi kender de præmisser, der er for vores arbejde, politisk, juridisk osv. og at vi interesserer os for tendenser i samfundet, f.eks. inden for den teknologiske udvikling. Noget af det, vi må se på er, hvordan vi bliver bedre til det, og også hvordan vi får større indflydelse i forhold til at forme verden. Hvordan får vi med andre ord vores kompetencer i spil efter endt uddannelse?

Dette arbejde starter i de enkelte studieprojekter og i undervisningsmaterialet. Vi skal ikke stille studieopgaver, der svarer til et akut behov på markedet. Men som studerende skal man vide, hvad det er, man eventuelt ikke beskæftiger sig med i opgaven, altså f.eks. om resultatet er konkurrencedygtigt i forhold til det marked, der indskriver sig i. Der er forskel på at være uvidende og på at være kompetent snæversynet. Hvis man som afgangsprojekt laver en læselampe til sin mormor, har jeg en forventning om, at man så også er fuldt ud bevidst om, at vi i mange lande står over for en ældrepukkel, og at man derfor designer en lampe, der med en vis sandsynlighed og den rette pionerånd kan afsættes på et internationalt marked. Vi producerer ikke løsninger til et marked, der allerede har bestemt sig for præcis, hvad de har brug for. Vi er forhåbentlig mere fremsynede og ambitiøse. Vi skaber et marked. Men det gør vi kun, hvis vi går i dialog med dem, der skal købe vores ydelser og produkter. Verden er ikke en forhindring, det er en kæmpe inspiration.

Mit mål er også, at når KADK er færdigfusioneret, så ved både hr. og fru Larsen, at det er jer i dette samfund, som har ansvaret for, at vores fysiske verden understøtter menneskers drømme og værdier – og at de ved, hvilken forskel det gør, hvis ikke I og KADK får lov at tage det ansvar. For at kunne varetage den rolle, skal vi have forskning, uddannelse og praksis til at arbejde meget tættere sammen, vi skal kontinuerligt have udfordret vores normer og standarder gennem internationalt samarbejde,

Det er glædeligt at se, at forskerne er blevet bedre til at komme ud over rampen med deres resultater. Det skal vi have mere af. Det er vigtigt, at vi også internt får styrket vores debatkultur, for det er det, der ruster os til den eksterne profilering. Jeg har gjort hvad jeg kunne for, at der var et element eller to i denne tale, der kan starte en diskussion, og jeg stiller gerne op!

Vi skylder jer, studerende, at gøre alt hvad vi kan for, at I får et job, og for, at I får en livsindtægt, der kan måle sig med lægernes og juristernes. Der er jo ikke nogen i denne sal, der er i tvivl om, at vi tilfører lige så meget værdi til samfundet, som de gør. Men der eksisterer en angst her hos os for at tale om økonomi, om hvordan man får det bedste ud af de ressourcer, man har, og om hvordan man får kunder i biksen. Det er ikke god stil at tale om, at man ønsker at gøre karriere, for det er ikke en drivkraft, der er legitim for kunstnere og kunsthåndværkere. Jeg siger ikke, at der kommer noget godt ud af at gøre økonomisk vinding til en personlig drivkraft. Jeg siger bare, at hvis ikke vi formår at få betaling for den værdi, vi tilfører samfundet, så ender vi i situationer som den, den liberale tænketank Cepos, for nylig har bragt os i. De har sammenlignet en række uddannelsesinstitutioner og er kommet frem til at Kunstakademiets Arkitektskole er den uddannelsesinstitution, der klarer sig dårligst, fordi kandidaterne, i forhold til den karakter man skal have for at komme ind, efterfølgende har den dårligste livsløn. Da arkitekter generelt er ret lavt lønnede i sammenligning med andre akademikere, så bliver resultatet, set i deres optik, at uddannelsen efterfølgende har stillet disse studerende dårligere end de stod, før de begyndte.
Vi kan more os over denne tænkning, vi kan også sætte spørgsmålstegn ved tallene, men vi kan ikke ignorere den.

Det er mit klare mål, at vi skal have sparket døren ind hos de offentlige myndigheder, hos de fonde og virksomheder, der har brug for vores kandidater og forskningsresultater, men åbenbart ikke fuldt ud har erkendt, præcis hvilken værdi, vi skaber. Folk omkring os ser produkterne af vores arbejde: smuk beklædning, helende hospitaler, glaskunst, klinkede skår fra fortidens kulturskatte. Men de ser måske ikke helt så klart, som vi kunne ønske det: det sprængfyldte potentiale i at vide, hvordan fysiske objekter og miljøer opleves og opfører sig over tid, at vide, hvilke konsekvenser det har for måden, vi lever sammen på, eller at vide hvordan vi bevarer det, der fortæller, hvem vi er. Kort sagt, at et velfærdssamfund er utænkeligt, uden at det kontinuerligt formes af arkitekter, designere og konservatorer!

Vi må tage fat på de knaster, der devaluerer værdien af vores arbejde. Rammerne for vores arbejde sættes i stigende grad af risiko-allergiske bureaukrater. Inden for arkitektbranchen er det bygherrerådgivere og jurister, der lever af at minimere bygherrens risiko. Det har alvorlige konsekvenser. I arkitekt- og designuddannelsen er det hele grundtanken, at vi reagerer på en verden, der forandrer sig. Netop derfor skal vi ikke bygge det samme i morgen, som vi gjorde i går. Vi skal blive bedre til at forklare beslutningstagerne, at dette uvægerligt indebærer usikkerhedsmomenter, men at det alt i alt et større problem, hvis vi aldrig flytter os, end hvis vi engang imellem træder ved siden af. Devisen synes at være, at den bedste arkitekt og designer er den, der har orden i bilagene, og at det der ikke kan måles, ikke har nogen værdi. Det kan godt gå hen og få alvorlige konsekvenser for vores råderum. Vi skal insistere på at blive målt kvalitativt. Men vi skal også selv tænke nyt. Vi har for længe – ud fra en form for forsvar af det kunstneriske – argumenteret for, at det vi laver ikke kan måles i absolutte størrelser; i stedet for faktisk at måle de dele af vores arbejde, der lader sig måle og bruge det som argument for kvalitet.

Og så til sidst til vores helt egen, brændende platform:
Skal 3, der engang var 4, skoler blive til én?

Mit svar vil være, at vi indadtil er en institution med forskellige faglige grene. Set ud fra en samfundsvinkel er vi også en institution, der varetager et bestemt fagligt felt (som vi skal blive en hel del bedre til at beskrive), men i de enkelte faglige samarbejder med museer, tegnestuer, kommuner osv., da er der flere skoler. Om det er 2, 3 eller 5, må tiden vise. Det er selvfølgelig vigtigt, at f.eks. den profil Konservatorskolen har i en international sammenhæng ikke bliver svagere af, at man nu også slæber rundt på en Arkitektskole.

Fusionen er ikke som sådan født ud af en indre nødvendighed. Derfor kommer der ikke automatisk noget ud af at slå skolerne sammen. Jeg vil tro, at mange af de tiltag, man vil se de kommende år, kunne have været ført ud i livet uden fusion.

Men ville vi have fået det gjort? Næppe! Nogen gange skal der en ydre nødvendighed til, og den har vi så nu. Vi bestemmer selv, om vi bruger den til at fjerne forskelle, eller om vi bruger den til at skærpe den diversitet, der er. Jeg synes, vi skal gøre det sidste, og så skal vi bruge fusionen til at gøre det lettere at samarbejde på tværs og som sagt at gøre det lettere for studerende at navigere i det samlede, faglige felt.

Her er et par studentercitater fra det interview, der blev lavet for nogle uger siden:
- “Det kunne være vildt fedt med en samlet underviserstab! Underviserne skal ikke være ansat på én skole, men på KADK, så man i højere grad trækker på hinandens kompetencer, …”(Stud.)
 
- “Tværfagligheden er en faglighed i sig selv. Det er jo sådan, det fungerer i virkeligheden. Når man bliver færdig, kan man jo skulle samarbejde med alle mulige typer. Man kan ligeså godt lære det fra starten. Men samtidigt er det vigtigt at etablere den enkelte faglighed på grundforløbet.” (Stud.)
 
- “Fælles fag skal ikke være tvang. Man skal have et valg mellem en række kurser, flere end i dag, som man kan shoppe rundt i.” (Stud.)
 
- “Vi skal lave et kort over snitfladerne mellem skolerne. Hvordan hænger vi sammen? Et netværkskort! Netværk burde næsten være et fag i sig selv. ” (Stud.)
 
Det er selvfølgelig ikke kun folk udefra og studerende, der skal høres. I vil alle sammen, på forskellig vis, den kommende tid blive inviteret til at give jeres mening til kende, når det nye landkort skal tegnes. Jeg vil meget opfordre til, at I benytter chancen, for der vil blive lyttet til jer.

Uanset om man er for eller imod fusion og ministerskifte: Og selv om der ikke er nogen af jer, der har bedt om få fjernet sikkerhedsnettet, så hænger vi altså lige nu frit i luften. Og verden omkring os har for længst mobiliseret det mod, der skal til. Nu er det vores tur!

På et lidt mere konkret plan, så skal vi i 2012 have skabt en ny ledelsesstruktur. Når én rektor overtager arbejdet fra tre, der var både arbejdsomme og dygtige, så opstår der et vist tomrum på toppen. Det skal vi have fyldt ud, og det skal naturligvis gøres på en måde, så det afspejler fusionen. På sit møde i juni vil bestyrelsen tage stilling til en ny struktur. Allerede nu bliver stillingen som prorektor og administrationschef slået op. Efter sommerferien skal vi se på den faglige struktur. Hvis man i det danske samfund har en forventning om, at vi varetager uddannelse og forskning inden for arkitektur, design og konservering, gør vi så faktisk det på alle områder? Er der måske noget, vi gør lidt for grundigt og andet, der bliver forsømt? Er den måde, vi har organiseret os på, den rigtige?

Så 2012 bliver et år, hvor vi spørger os selv, om det vi går og gør, kan gøres bedre; nu hvor vi alligevel har rystet posen? Det handler om fusion, og en del af det, vi kommer til at diskutere, er mobilitet, specialisering, balancen mellem kunst og videnskab, hvordan vi får større synergi mellem undervisning, forskning og samfund, vi skal have gen-tegnet det faglige felt og sidst, men ikke mindst, skal vi fortsat arbejde på at skabe en kultur på KADK, der i endnu højere grad end i dag, er kendetegnet af mod, flid og humor. I 2013 kommer det til at handle om kommunikation, forstået som debat med verden omkring os, forstået som knivskarpe meldinger om, hvad det er vi kan og gør – og forstået som måden vi taler sammen på. Her kommer det også til at handle om de fysiske rammer; Pengene skal bruges målrettet på uddannelse og forskning og de rigtige støttefunktioner, så vi kommer til at udnytte kapaciteten bedre, så vi kan få bedre råd til vores kerneaktiviteter, så kvaliteten af de lokaler, vi har, bliver højere. Det er skønt, at Designskolen er flyttet herud. og på lang sigt, så skal vi også have Konservatorskolen ud på Holmen! Det vil stille os stærkt i København, mens vi nok fortsat vil beholde den fantastiske glas- og keramikuddannelse, vi har i Nexø på Bornholm.

Jeg ved, at der i hver eneste studerende og medarbejder på KADK er en dyb og inderlig drift efter at beskæftige sig med den indholdsmæssige side af sit fag. MEN jeg vil bede jer om at kigge op fra tegnebordet eller laboratoriet en gang imellem og hjælpe med at få skabt de rette rammer for en vellykket fusion.

Min rolle er en anden, end den I kender fra de tidligere rektorer. Dels er jeg styrmand og ikke kaptajn. Dels er jeg selvfølgelig en helt anden person, men jeg overtager som sagt arbejdet fra tre dygtige og arbejdsomme rektorer, som hver især har gjort en kæmpe forskel og stadig gør det.

Jeg håber, I vil opleve, at jeg er synlig, og at man kan komme til at tale med mig, hvis man har noget på hjerte. Men I vil ikke opleve, at jeg pr. automatik sidder med i de møder, som de tidligere rektorer har deltaget i. Og jeg kommer ikke til at fylde i opvaskemaskinen sammen med jer studerende, som René gør på Konservatorskolen. Det lyder ellers sindssygt hyggeligt, og det lyder som om, han har fået opdraget lidt på jer hen over køkkenbordet. Det må jeg afstå fra. For jeg er en fælles talskvinde – en facilitator for hele KADK.

Og som jeg var inde på i indledningen, så gør jeg det jo ikke alene. Vi har en minister med vilje til at tænke nyt, en rigtig dygtig bestyrelse. Inden længe har vi også det nye ledelseslag på plads – og sidst, men ikke mindst, så er der jo alle jer. I har taget rigtig godt imod mig. Tak for det. Tak til alle der er kommet i dag. Jeg lover at gøre mit bedste – og husk at både tidligere departementschefer og forretningskvinder er til fals for skarpe akademiske argumenter og et godt grin!