Om programmet

Programmet er del af arkitekt- og designuddannelsens 2-årige kandidatforløb. Læs mere om programmets faglige indhold og opbygning her.

Indhold

På Møbel & Objekt mødes de danske traditioner inden for design og arkitektur.  Vi fokuserer på møbler, objekter og tekstilers kvaliteter og potentialer samt deres relation til omverdenen – både fra et arkitektonisk perspektiv hvor møbler, tekstiler og objekter er del af komplekse rumlige sammenhænge og fra et designperspektiv, hvor objektet selv samt udviklingen af de kunstneriske tilgange til formgivning og produktion er i fokus.

Det er programmets målsætning at videreudvikle fagområdet uden at miste traditionen, den kulturelle arv og det sociale engagement og samtidig overføre viden til nye sammenhænge og andre fagområder. Dette sker gennem en udforskning af fagets rammer og potentialer. Som studerende vil man derfor blive præsenteret for projekter og opgaver, der tager udgangspunkt i materialer, og hvor en stor del af arbejdet foregår på værkstederne i en eksperimenterende tilgang til materialers potentialer og i møde med nye teknologier. Desuden vil man få indgående kendskab til anvendelsen af teori og metodiske redskaber samt erfaring med kreative processer inden for fagområdet.

Bæredygtighed og samfundsmæssige problemstillinger er et vigtigt perspektiv på Møbel & Objekt, og alle kandidatstuderende forholder sig til FNs mål for bæredygtig udvikling i deres afgangsprojekter.

Både studerende med en bacheloruddannelse i arkitektur og i design kan søge om optagelse. Har man en bacheloruddannelse i tekstil eller industrielt design kan man også fortsætte sine studier på Møbel og Objekt.

Sprog

Undervisningen på studiet udbydes på dansk.

Opbygning

På Møbel & Objekt arbejdes der ud fra en vekselvirkning mellem to strukturerende optikker:

Indre perspektiver: f.eks. viden om materialer, produktion, form og tektonik.

Ydre perspektiver: f.eks. objektet i relation til omverdenen, brug, aktivitet, rum, samfundsmæssige (politiske, sociale og økonomiske) forhold samt bæredygtighedsproblematikker.

Denne vekslen tilgodeser uddannelsernes forskellige tilgange og sikrer at studerende opnår fagområdets nødvendige viden og forstår at udveksle denne med andre fagligheder. Undervisningen foregår i værksteds- og materialenære samarbejder i en omverdensrelateret kontekst, der introducerer fagets metoder, specifikke kulturer og teoridannelser.

Kontakt studenterservice

Kontakt studenterservice

Har du spørgsmål til kandidatprogrammet? Kontakt KADK's studenterservice og få vejledning