Atlas

Navn
Anne Solitander Bohlbro
Uddannelsesgrad
Kandidat
Skole
Arkitektskolen
Program
Kunst og Arkitektur
År
2015

Introduktion

"Atlas" tager udgangspunkt i en undersøgelse af den særlige verden og fortælling, som en grusgrav rummer.

Opgaven skaber rammerne for et udstillingsområde for kunstnere og arkitekter, der arbejder i feltet mellem arkitektur og naturkunstinstallation.

På samme måde som med landskabet, vil værkerne hobe sig op og variere i permanens og derved bidrage til fortælling om en verden af foranderlighed.

Det særlige ved grusgraven er netop mødet mellem det foranderlige landskab og maskinen. Den iscenesætter derfor det forhold mellem kultur og natur, der har præget det moderne samfund og som vi i dag mere end nogensinde har brug for at reflektere over.

Fotogravuretryk fra en grusgrav i Midtjylland

Projektbeskrivelse

Rundt omkring i Danmark finder man grusgrave. I grusgravene graves der efter sten, grus og mineraler, som vi bruger til vejanlæg, beton og til at bygge de steder, hvor vi bor og  har vores hverdag og virke.

Grusgravens landskab er karakteriseret ved altid at være i forandring. Selv efter vi er færdige med at grave, vil landskabet ændre sig, da naturen gradvist vil tage det tomme område tilbage.

I min afgangsopgave har jeg arbejdet med grusgravens evige forvandling fra en tilstand til en anden.

Vha. undersøgelser af grusgravens processer har jeg skabt et udstillingsområde for samtidskunst. Det er tanken, at de udstillede værker står i tæt relation til grusgravens landskab enten gennem deres placering, eller fordi de udformes som direkte indgreb i området. Det er en præmis, at værkerne laves til stedet ligesom de vil have forskellige grader af permanens. Området vil endvidere henvende sig til kunstneriske praksisser i feltet mellem kunst og arkitektur.  

Ved at introducere kunsten i grusgraven kan dens processer spille sammen med landskabets foranderlige tilstande. Udstillingsområdet iscenesætter forholdet mellem kultur og natur og drager den besøgende ind i en poetisk verden, der ellers normalt gemmes væk for offentligheden.

Jeg vil iscenesætte forholdet mellem det menneskeskabte og det naturlige. Som nævnt ovenfor antages grusgraven at holde på en særlig historie om det moderne samfunds relation til naturen og om naturens rolle som ressource. Det skal ikke kun forstås negativt og som en moralsk afstandtagen. Det interessante er egentlig at grusgraven, gennem sit ekspressive landskab, dramatiserer det blik på naturen, der har skabt det samfund vi lever i. 

 

 

 

Det interessante er egentlig at grusgraven, gennem sit ekspressive landskab, dramatiserer det blik på naturen, der har skabt det samfund vi lever i.

Udstillingsområdet vil, udover at være et muligt udflugtsmål for besøgende, have til formål at skabe et rum for udøvende kunstnere, hvor de kan arbejde og skabe deres værker. Området vil derfor bl.a. bestå af udendørs arbejdssteder/plateauer, hvor der kan arbejdes samt mindre værksteder, flader, nicher og pavilloner, hvor det er muligt at opholde sig. Derudover, vil der være mulighed for overnatning for de udøvende kunstnere samt lagre til opbevaring af materialer, maskiner mv. 

 

De kunstformer, der forlader kunstinstitutionen, står typisk over for en dokumentationsproblematik. Hvordan dokumenterer  man det værk, der er lavet langt borte fra offentligheden og måske er for flygtigt til at bevares?  Grusgraven ses i den sammenhæng som et interessant tilfælde fordi den tilbyder et formløst og åbent landskab, som ligger tæt på byen. Det er derfor tanken, og at museumsinstitutionen følger med og udvikles på en ny måde. En vigtig del af projektet vil dreje sig om, hvordan en række mindre bygninger udformes og spredes i grusgravens landskab med det formål at ophobe hukommelsen af de projekter, der udarbejdes og senere med tiden forsvinder mere eller mindre. 

 

Overordnet set ses grusgraven som en slags katalysator eller maskine, der igangsætter en proces, hvorfra ting opstår. 

Resultaterne bliver derfor en ophobning af materialer og værker af mere eller mindre midlertidig karakter, der på samme tid skildrer et flygtigt landskab i evig udvikling. 

 

Analyse af grusgraven - grusgraven ses som en maskine/katalysator

Fascination 

I modsætning til rum vi normalt kender til fra byen, hvor pladsen fyldes ud og bestemmes, er grusgraven i højere grad ubestemt og tom. Fraværet skal ikke forstås som en negativ ting. Den skaber snarere en åbenhed, der fremkalder andre steder og rum i  erindringen. 

Grænser ophæves i et poetisk rum, hvor man kun svagt kan forholde sig til den omgivende verden. Ovenfor kraterets volde kan man ane den intakte natur, der endnu får lov at stå uberørt. Erindringen om byen og kulturlandskabet, der konstant måler sig selv op med sin egen præcision, er derimod kun svagt tilstede;

 

På satellitkortet melder de mange grusgrave sig som tomme pletter på landskabet.

Som på et tegnebræt, hvor ting præciseres og fjernes igen, viskes der ud på landskabet og der efterlades formløse kratere i evig bevægelse.

De er prægede af en særlig dobbelthed i form af naturens møde med mennesket og en åbenhed i kraft af landskabets udviskede tilstande. 

De spejler således en kompleks historie om tilblivelsen af det moderne samfund og menneskets påvirkninger af naturen.

 

Som på et tegnebræt, hvor ting præciseres og fjernes igen, viskes der ud på landskabet og der efterlades formløse kratere i evig bevægelse.
1/17

Den franske filosof og idehistoriker Michel Foucault, introducerer i sin tekst “Of Other Spaces - Utopias and Hetherotopias” begrebet “heterotopien”.

Den beskrives som en spejlflade, der spejler den omgivende verden med små forskydninger. Den er et konkret rum, der optræder midt iblandt de velkendte og hverdagsagtige rum. Typisk er den en bygning som teateret på hvis scene alle de almindelige rum og livsformer ombyttes og kommenteres eller måske et veldefineret anlæg som kirkegården. Men fælles for alle heterotopier er at de på den ene eller anden måde skaber en distance til omverdenen. 

Med begrebet “heterotopien”, udfordrer Foucault den gængse forestilling om et geografisk sted.  Han åbner herved op for, at enkelte steder rummer flere lag og fortællinger end hvad man ved første øjekast kan se.

Det stiller nogle særlige spørgsmål til vores opfattelse af et “sted” og giver anledning til at kaste et nyt lys over mange af de steder og rum, vi kender til i vores hverdag.

 

På mange måder gælder dette også for grusgraven. Grusgraven fremstår også som en heterotopi, der med sin tomhed destabiliserer det konkrete, geografiske sted og skaber en særlig verden, et vakuum, hvor du på en og samme tid kan være alle steder og ingen steder. Den bevæger sig mellem at være et konkret sted, mange steder og en metafor for et større rum og tankegang. Hvorvidt du befinder dig i en grusgrav i Midtjylland eller Roskilde er derfor ikke afgørende. Vigtigere end dens geografiske placering er dens karaktertræk og den fortælling, den rummer.