At bo selv -sammen.

I en moderne Verden, hvor hvert menneske bebor og udfolder sin egen individuelle bobbel, lever vi alle side om side i et større netværk og er i konstant berøring med andre mennesker og deres ydre grænser. Den hinde individet udspænder i skabelsen af et hjem, bliver vores beskyttende ly, men også det sted vi ser ud på verdenen og tilsvarende bliver set ind på. Hulen og scenen. Det introverte og ekstroverte rum. Denne skumteori inspireret af filosoffen Peter Sloterdijk har været udgangspunktet for mit afgangsprojekt, der har handlet om individets rammedannelse og delagtiggørelse i et fællesskab og et møde med verdenen og et specifikt sted.

Dette har udmundet i et kollegie, der afsøger tre forskllige måder at bo sammen på.
Den selvstændige enhed, hvor de primære funktioner er forbeholdt det enkelte individ, men hvor de rumskabende rammer begynder at sy sig sammen og fysisk knytte enhederne sammen.
Det vertikale fællesskab, hvor faciliteter deles på tværs af etager og disse fællesskabers sammenvævning sætter sine spor i bygningens fysiske udtryk.
Det horisontale fællesskab, hvor den plastiske væg der deles mellem enhederne udfolder forskellige funtioner og bliver rammedannende for fællesrummet.

I mødet med verden får fællesskabet en ny påvirkning. Her skal pludselig tages stilling til det eksisterende kontesktuelle rum, naturens gang, byens rytme og en ny spiller, nemlig offentligheden. Graden af privathed forskydes og fællesskabet bliver en mellemzone, en buffer mellem individet og verdenen. Jeg har valgt at indskrive mit projekt i de byfornyelser, der sker omkring Carlsbergrunden. De tre bygninger forgrener sig ud fra et trapperum, der ligeledes fungere som en port indtil kollegiets fællesfaciliteter, men også det mere private haverum. I sammenspillet med den nære kontekst opstår ligeledes nogle haverum, med varienrende grader af privathed.