Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Historien Tæller

Navn
Magnus Aamand Lindquist
Uddannelsesgrad
Kandidat
Fagområde
Arkitektur
Program
Bosætning, Økologi og Tektonik
Institut
Bygningskunst og Teknologi
År
2019

Projektets afsæt er en fascination af spor skabt af naturen og spor skabt af menneskets handlinger, som er indlejret i Bornholms landskab, samt et ønske om at diskutere og italesætte disse. Hvorvidt det er øens efterladte klinkerfabrik, vejrbidte kyst formationer, det specielle lys, slotsruiner, bunkere fra anden verdenskrig eller massive brud i landskabet, er de alle med til at definere Bornholms historie og identitet, og bør ikke glemmes. Af frygt for at dele af historien ellers vil gå tabt, ser projektet en vigtighed i at italesætte og værne om Bornholms historie gennem arkitektur knyttet til naturens og menneskets spor.

Der er planer om, at Bornholms Museum i Rønne skal sammenlægges med Bornholms Kunstmuseum i Gudhjem og derved samles ét sted på øen. Vores forslag tager udgangspunkt i, at Bornholms Museum forbliver i Rønne; frem for at koble en ny bygning sammen med Kunstmuseet, ser vi et stort uudnyttet potentiale i at placere bygninger og arkitektoniske elementer i sammenhæng med de historiske spor på  Bornholm. Da Bornholm ikke er en stor ø, er det muligt at arbejde med en fragmenteret museumstypologi. Hermed mener vi, at de specifikke historier og karakteristika bliver tydeligere, og at et decentralt museum på mange måder kan skildre Bornholms identitet bedre end ét samlet museum.

Inspirationen til projektets tematikker er desuden affødt af en skriveopgave, som har ført til en interesse for forholdet mellem landskab og arkitektur fortalt gennem tidslighed. Dette kommer til udtryk gennem sporsætning af materialer, de menneskeskabte spor og historier i landskabet samt de landskabelige spor, træk og formgivninger. En begrebsramme kaldet topografiske fortællinger.

 

 

 

 

Bornholm

Bornholm, også kendt som klippeøen, kendetegnes ved dens tydelige landskabelige træk og særegne natur, heraf den store variation i øens geologi og landskabelige fænomener. Øen er i en evig dialog med de naturlige og klimatiske kræfter omkring sig, og denne udveksling er aflæselig i landskabet gennem spor skabt af naturen. Øens eroderede kyster, sandflugt, landskabets stejle terræn og klipper er blot et udpluk af et væld af fænomener naturen har forårsaget på Bornholm.

På lige fod med sporsætninger forårsaget af naturen er menneskets påvirkninger af øen fremtrædende. Bornholms undergrund og placering i Østersøen har været grundlag for menneskets interesse i øen, hvilket har efterladt mange spor skabt af menneskelige handlinger i landskabet. Til tider har de menneskelige hændelser decideret omdannet landskabet. Sporene er dermed knyttet med den historie som mennesket har skabt, og tager ofte afsæt i steder, hvor landskabet har haft en speciel betydning. Ofte er sammenhængen mellem landskabet og de historiske spor interessante, og er tæt forbundet med hinanden.

Landskabet og historien mødes gennem forskellige hændelser på Bornholm, hvilket blandt andet ses ved råstofproduktionen. Nedlægningen af store dele af de industrielle virksomheder har efterladt en stor mængde synlige spor og levn, eller minder, fra øens industrielle periode i form af spektakulære brud, togspor og bygningskroppe, som i dag virker som turistattraktioner. Andre historiske aspekter af Bornholm er i mellemtiden ved at gå tabt, herunder Bornholms ikke så ubetydelige rolle i anden verdenskrig. 

1/8
Forladt røgeri
Kanonstillinger ved Dueodde
Forladt stenbrud
Stenknuser i Almeløkkebruddet
Lergrav
Aktivt stenbrud

Registrering og tre udvalgte steder

Vi har kortlagt følgende udpegninger, som alle er historiske spor i landskabet - skabt af naturen eller af menneskelige handlinger. De er blevet udvalgt ud fra tre tematikker: spor, historie og sted. Spor skabt af naturen er som beskrevet tidligere opstået gennem klimaet og naturens fænomener, og skulle derfor stå tydeligt i landskabet. Udvælgelsen af spor skabt af menneskelige handlinger udgør steder, der har været en del af Bornholms kulturarv, og derfor italesætter en historie, hvor levn og minder er synlige i landskabet. Ud af de i alt tyve besøgte og regisrerede steder, blev tre udvalgte til at udarbejde forslag på hvordan stedernes svækkede historie - gennem simple arkitektoniske strukturer - kan fremhæves, peges på, eller genskabes.
De tre udvalgte er et forladt stenbrud, bunkere fra anden verdenskrig og en udskibningshavn.

De tre steder

 

 

 

 

 

Almeløkkebruddet

I det bløde Bornholmske landskab, mellem marker og træer, ligger Almeløkkebruddet, som er et menneskeskabt råstoflandskab og geologisk snit. Bruddets kanter stikker op og bryder de bløde konturer, og fremstår som en blanding mellem noget naturligt og menneskeskabt. Bruddet bliver afgænset af to grave, hvoraf det ene er fyldt med vand. Gravene har en tydelig afgrænsning i landskabet og føles som konstruerede rumligheder. Et afgørende karaktértræk ved stedet er hvor svært det er at forstå skalaen i forhold til den menneskelig krop. Granitten fremstår som det landskab det danner både hård og blød på samme tid. Den er på engang naturlig og bearbejdet – kantet og organisk.

Den arkitektoniske struktur består af en horisontal og vertikal bevægelse. Strukturen skaber gennem sin tektonik og materialitet referencer til de gamle maskiner og transportbånd der under produktionstiden stod i bruddet; flere af disse produktionselementer var fastmonteret i klippen og have også et holdepunkt i midten af bruddet. Strukturen er hugget ind i klippen og der skabes et tæt og omsluttende rum. Granitten opleves helt tæt på, og stenens struktur opleves i forskellige strukturer og lyssætninger i forskellige højder.
Ved ankomsten til strukturen går den besøgende ned af et par udhuggede trin, og kommer derved i højenhøjde med bruddets kant. Strukturens egentlige mål er at skabe nye landskabelige bevægelser i bruddet; en bevægelse langs bruddets massive og voldsomme vægge, og en bevægelse til bruddets midte – men fra et nyt synspunkt.

Granittens styrke kan umiddelbart være svær at forstå fuldt ud. Strukturens lette udtryk, samt det tektoniske møde mellem den og klippen, er med til at styrke denne forståelse.

 

 

 

 

 

Vang pier

Pieren, en gammel udskibningshavn, er et meget tydeligt menneskeskabt landskab. Menneskets handlinger fra en svunden tid er tydelige at aflæse. Ankomsten til pieren sker igennem en menneskeskabt kløft. Overgangen fra den høje, men snævre passage, til den horisontale betonflade er dragende og storslået. Stedet består af rum uden afgrænsninger, på nær af Bornholms klippevægge mod havet. Denne mangel på afsluttede rumligheder, eller blot vertikale flader skaber et tomrum. Materialiteten på stedet kan beskrives som grov, hård og tung.  

 

Historien om Pieren er en fortælling, der er vokset over tid; historien kan som ved granitten, læses gennem de mange lag beton som gradvist har dannet Pieren. Det er disse historiske lag, samt et manglende led mellem bruddet og pieren som nedslaget skal fremhæve – de historiske lag og forbindelser.

 Nedslagene på pieren er nøje placeret betonvægge, samt et enkelt ståltag. Væggene er støbt på forskellig vis for at afspejle den beton som væggene placeres på. Med fire lygtepæle som placeres på gamle pontoner peges der indirekte gennem den nyopståede sigtelinje på den gamle forbindelse mellem bruddet og bruddet. Ved en gammel rampe dannes der mellem to betonvægge en framing af havet – afslutningen på granittens rejse. Til forskel for kanonstillingerne og almeløkkebruddet hvor historiens fortælling er lineær, og en dynamisk bevægelse, er pierens fortælling et vendepunkt. 

Fire betonvægge støbt i forskallingsbrædder danner med et spinkelt ståltag et intermistisk overdækket rum, der fungerer som omklædning til de besøgende. Samtidigt danner disse betonvægge et vendepunkt på pieren.

 

 

 

 

 

Kanonstillingerne

I midten af Dueoddes fyrreskov, mellem Dueodde strand og en stor mængde sommerhuse, ligger to store betonkonstruktioner fra anden verdenskrig, samt to udgravninger. Konstruktionerne skaber en akavet og underlig følelse i placeringen mellem sommerhusene. På samme tid er konstruktionerne vokset i ét med naturen, og vokser nærmest ud af den sandende skovbund. Rummeligt bliver man nærmest slynget ind i midten af kanonstillingen,og oplever hvor tykke væggene er.Det er et området er fyldt med kontraster – overgangen mellem skovens ro, sommerhusenes liv og historiens tunge fodspor.Kontrasterne mellem alderdom og holdbarhed, men også ro og utryghed.

Diskussionen omkring nedslaget ved kanonstillingerne, begynder i den landskabelige forbindelse mellem de i alt fire planlagte kanonstillinger; fortællingen imellem dem er linær med en begyndelse i Kanonstilling G1, hvor kun en udgravning er igen; G2 hvor projektets nedslag bliver placeret; G3 hvor en kanonstilling står i god stand; til G4, hvor kanonstillingen er groet helt til. Konceptet lyder på at nedslaget skal efterligne de forskallingskasser der var til for at støbe de massive betonstrukturer; med de samme rumligheder som de originale kanonstillinger skal nedslaget gennem en let trækonstruktion – i stor kontrast til det tunge og mørke - indirekte fremhæve stedet og fortælle om de sidste to planlagte kanonstillinger.

På den lineære fortælling om de fire kanonstillinger, bliver den lette træforskallings-struktur placeret mellem G1 og G3, for at danne en helhedsfortælling fra udgravning til forfald.

Den besøgende møder en lukket struktur som består af en skiftende for- og bagside; det første rum er en overgang fra skoven, og et rum der skaber stærke referencer til forskallingskassen; det næste rum er et negativ af de cirkler som de originale kanonstillinger består af og er derfor også en imitation af de rumlige bevægelser der bliver skabt: gennem en form for centrifugalkraft bliver den besøgende ”slynget” ind i det sidste, cirkulære rum. Den rumlige rejse er en afspejling af de rumlige oplevelser der eksisterer ved de originale kanonstillinger. På en subtil er det strukturens formål ved dens placering og dets rumligheder, indikere at der var planlagt en kanonstilling yderligere på dette punkt.

1/3
Plan
Situationsplan
Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål
Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål:
Sustainable cities and communities (11)
Responsible consumption and production (12)