I DET FJERNE

Det senmoderne menneske, den antropocæne tidsalder, i supermoderniteten, hyperrealiteten eller det virtuelle rum. Hvor og hvordan beskriver vi os selv i en tid der ikke længere er forankret i et sted? I en tid hvor rumløs kommunikation og bløde teknologier opløser vores sansbare virkelighed? Hvor verden i al sin forbundethed aldrig har været mindre, men hvor rummet tilsvarende aldrig har ligget mere åbent. Hvilken form må vores verden antage for at imødekomme denne vandring ind i det virtuelle? Og hvilket aftryk sætter vores liv i skyen på vores fysiske virkelighed? Det er alle spørgsmål der har dannet ramme for undersøgelsen af en arkitektur imellem det fælles bevidste og det utilgængelige, imellem det flygtige og det forevigede, imellem billedet på og genstanden for skyen.

Fjernt er det fremmede. Det som kommer udefra og som foregår et sted uden for rækkevidde. Det fjerne er det væsensforskellige, uden forbindelse til de nære og håndgribelige ting i vores hverdag. Det ligger langt væk i tid eller tilhører det uvirkelige. Det er uden for vores synsfelt eller kan kun lige skimtes, ligger langt fra det sted vi indtager, men er alligevel indenfor vor bevidstheds grænser. 

Om noget lever vi i teknologiernes verden og den øjeblikkelige kommunikations tid. Hver dag er kroppen mod overfladerne i en kamp om tid og rum, med en strøm af ubegrænset information som både middel og mål. De bløde teknologier opløser i højere og højere grad virkelighedens faste former, dens ellers omsættelige sandheder og undergraver selv vores sansbare forankringer. I transparensens navn. Alle tings åbnen sig for hinanden, blotlæggelsens vidunder - det er modernitetens horisontale gennembrud - muliggjort af horisonternes udvidelse i et uendeligt indre. Spejlingen bliver en tilstræbt tilstand fremfor sin blotte effekt. Det forførende udenfor. Det er billedet på det moderne menneskes fremmedgørelse, omfavnet i al sin uhåndgribelighed. 

Det er en selvforstærkende proces. Teknologierne skaber hvert øjeblik en repræsentation af verden i den immaterielle bevidstgørelse af alt i samme øjeblik. Det er kun deres egne processer, man ikke bemærker. Man taler om skyen som et uhåndgribeligt, men altomfattende sted og i den er man tilsvarende allestedsnærværende (viser det sig). Det er ideen for vor uendelige, rumløse kommunikation. Skyen er symbolet. 

Men skyen findes. I en konkret infrastruktur, udgjort af kabler, processorer, servere, en evig strøm af lys, elektricitet og vand. Dét er skyens sande strukturer, i det omfang at man oplever dem. Det er de uendelige kilometer af fiberkabler, som Jorden er omspundet af og den konstante omsætning af elektricitet til bevægelse af de elektroner der rummer den uendelige mængde informationer, vi som samfund producerer. Det er vandets uendeligt kølige strømmen gennem evighedsmaskinen. Det er lagringen af alt der kan lagres i abstrakt læselige formater. Virkelighedens forførende forsimplede tilnærmelse og dens overmægtige udfordrer på sandheden. Men på trods af hverdagens vandring ind i det virtuelle, optræder strukturen for vor immaterielle tilværelse kun som noget på randen af vores bevidsthed - i periferien af vores verden.

MONUMENT FOR SKYEN

I et infrastrukturelt knudepunkt, griber monumentet de store flader der karakteriserer området omkring Københavns lufthavn. De kæmpe hangarer og kilometerlange landingsbaner, broens store træk over og under Øresund, øerne og det åbne vand. Det underkaster sig det åbne rum, så kendetegnende for periferien. Det danner en kant og en flade - et programmeret tomrum der atter gør virkelighedens form læselig. Det vidtstrakte, tomme (alt eller intet) trækkes op som en grænse for urbaniteten. 

Strukturen møder omgivelserne som inddæmningen af det tiloversblevne, der er blevet dette udefinerede områdes kendetegn - som en ramme om dét ikke-stedslige rum der tillader os vores udpræget stedsløse tilværelse. Her oplever man skyen i al sin mekaniske udfoldelse, her omfavner man fremmedgørelsen og gør sig den bevidst. Her ser man det virtuelle spejle sig i virkeligheden og man konfronteres med sin egen magtesløshed. Monumentet bliver fladen for vores abstraktions projektion af idealet.

Som en terminal for vor rumløse kommunikation, danner monumentet hvert øjeblik rammen om et uendeligt antal begivenheder i det virtuelle rum. Men selv i erkendelse heraf og i vores fælles bevidsthed, forbliver processen utilgængelig. Fladen er en afvisning af vores forsøg på at læse skyens sande struktur. Den bliver blot det fysiske levn fra en immateriel virkelighed. Skyens effekt viser sig som et paradoksalt fænomen, der netop befinder sig imellem det (atmo)sfæriske og immaterielle rum og en uigennemtrængelig form. Ligesåledes finder monumentet sit sted imellem det formelle og det formløse, imellem figur og grund, imellem det ufattelige og det håndgribelige. 

Alle disse modsætninger forudsætter hinanden - at skyens faktiske beliggenhed må findes imellem dets rum og dets struktur peger på dens sande natur: som en rum-konstruktion. Skyens virtuelle karakter tegner sig tydeligt som et abstrakt produkt af modernitetens entropiske proces og sådan opstillet afslører de (skyen og dens infrastruktur) hinanden; den sande illusion. De afslører teknologiernes inderste væsen - ikke som en virtuel virkelighed men som en meget virkelig virtualitet.

ET DATALAGER

Datalageret knytter sig op på det infrastrukturelle knudepunkt ved Københavns Lufthavn. Ligesom andre infrastrukturer knytter det sig til en linjeføring henover Jordens overflade og hæfter sig i dette tilfælde på det undersøiske fiberkabel, der forbinder Østersøregionen med resten af Nordeuropa. Placeringen centralt i det skandinaviske el-grid og tæt på de store vindmølleparker i Øresund, vil kunne sikre en vedvarende strøm af energi. Datalageret struktureres som en mole, der i hele sin længde udnytter muligheden for at benytte det kolde havvand til den bestandige afkøling, som serverne kræver for at sikre en stabil funktionalitet. Slusesystemer og køleanlæg leder det kolde vand på tværs af strukturen og ud igen i lagunen på datalagerets syd-østlige side. Ventilationssystemer tillader den varme luft, som servernes omdrejninger genererer, at slippe ud over hele bygningens overflade, der lades tilgængelig for offentligheden.

Et datalager i denne størrelsesorden vil tillade Danmark at kunne overvåge datastrømme på tværs af landets grænser og skabe en databank tilsvarende de informationer der, via brug af internettet, lagres om landets indbyggere hos kontraovervågende interessenter. Dette vil kunne tillade en fremtidig beskyttelse af befolkningens data-rettigheder, samt en meget udførlig historieskrivning på nationens vegne - fremfor normalt at tjene rent markedsføringsmæssige hensyn. En konsekvent lagring og udførlig kortlægning og simultan analyse af landets datagenerering vil sandsynligvis i længden kunne give samfundet svar på mange af fremtidens spørgsmål vedrørende f.eks. økonomi, klima og sundhed.

I et byudviklingsmæssigt perspektiv repræsenterer datalagret en strategi for at tage fat i byens udefinerede yderområder. I sin skala, struktur og program skaber det en typologi der bliver karakteristisk for periferien. Strukturen tillader en landskabelig bearbejdning, der kan gribe disse randområders strukturelle elementer og således sætte en ny orden og et nyt hierarki i et område, der ellers er blevet tilovers og utilgængeligt. Som en kontrast til byens ellers meget definerede karakter, bidrager denne typologi gennem sin skalakonfrontation til yderligere at forstærke byens identitet, netop ved at optrække en tydelig grænse imellem byen og og den udflydende urbanitet.