Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Neystini í Bø - Et ly i landskabet

Navn
Elin Maria Nolsøe Joensen
Uddannelsesgrad
Kandidat
Fagområde
Arkitektur
Program
Kulturarv, Transformation og Restaurering
Institut
Bygningskunst og Kultur
År
2016
Geometrisk Formgivning af Puppen

Forord

I denne vestlige verdens viden- og teknologibaserede samfund synes alle muligheder at ligge lige foran os. Der er snart intet, der ikke er muligt. Vi har utallige devices og gadgets, som muliggør konstant opdatering på det, der sker omkring os - såvel lokalt som globalt. Og det sørger vi for at få gjort. Vi læser nyheder, vi følger med i blogs, vi snuser på sosiale medier, vi deltager i events. Vi holder konstant fingeren på pulsen og skruer fremadskridende tempoet op. Men hvorfor gør vi egentlig alt dette? Hvorfor løber vi så stærkt og lever så fortravlet? Hvad er det, vi leder efter? I denne samme tid ser vi en voksende tendens til at søge noget andet.  En ægthed. Noget autentisk. Herunder tilsyneladende også noget dybere, mere meningsfuldt - og samtidigt simplere. Det er som om vi leder efter noget, vi har tabt. Noget vi engang kendte. I os selv. Vidste. Om os selv. Men måske leder vi det forkerte sted. Måske findes den frihed - det klimaks, vi søger, ikke i travlhedens prætentiøse målsætninger. Måske findes den modsat i langsommeligheden. Måske handler det om noget så simpelt som at sætte tempoet ned. At en gang imellem genfinde os selv - i nuet, i kroppen, i oprindeligheden - naturen. I tilstedeværelsen og kontakten med os selv og omgivelserne. I et tempo, som kroppen naturligt kender. I rammer, som kroppen naturligt trives i.  At vandre. Jeg har i mit afgangsprojekt arbejdet med færøske bådehuse som overnatningsteder for vandrere.

 

Neystið

 

Langs Færøernes kystlinje møder øjet neystene. Ved overgangen fra land til hav står husene ydmygt og vidner om Færøernes kulturhistorie. Bygninger som engang var betydningsfulde står nu funktionstømte og i forfald. Palle Dyreborg skriver i bogen "Færøsk byggeskik i tusind år" at "nøglen til den færøske kultur findes i overgangen mellem land og hav".

I mit afgangsprojekt giver jeg neystene en ny samfunds aktuel funktion som overnatningssteder for vandrere.

Neystene står som et ly landskabet, man kommer til - træt i kroppen og renset i sindet efter en hel dags vandring i de høje barske bjerge. Blæst igennem af den friske saltholdige vind. Øm i læggene af mødet med landskabets stejlhed, rød i kinderne af varmen indefra og kulden udefra. Ro i sjælen af lydene og synene af haugefuglene og fårene. Her skal man ikke andet end tage et bad og lægge sig til at sove. Muligvis med en varm kop te tilberedt ved ildstedet ved udsigten over fjorden, havet og klipperne overfor. Alt imens man bliver vugget i søvn af lyden fra havet og dets  susende bølger mod fjordens rullesten. Efter en hel dags vandring i den rå uberørte natur restituerer vandreren her omfavnet af arkitektoniske rammer skabt af kulturens autentiske byggetraditioner og historiens nærvær og omsorg.

 

Útróðrarbáturin

Den færøske robåd er bygget udfra en oprindelig funktionel grundform fra vikingetiden. Det særlige ved færingernes bådebygning er processen af formgivningen. Ved at lade formen af skroget forblive åben længerere end normalt får skroget en levende egenskab. Denne egenskab gør at båden kan give sig og bryde bølgerne særdeles kyndigt, hvorved båden bliver særlig velegnet til sejlads i det vilde atlanterhav. 

I udviklingen af puppen har jeg forholdt mig til denne samme måde at lade formen leve på. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i bådens spanter som den stærkeste karakter i bådens rum, og videregive dem som arkitektonisk rumlig kvalitet i min form. Samtidigt kunne jeg lade dem udgøre konstruktionen af formen som en række rammer, hvorpå de resterende elementer hæfter sig.

 

Puppen - plan snit opstalt
10 mannafar - plan snit opstalt

Puppens tektonik og materialitet

Formen består af  5 rammer i samme dimensioner som bådens spanter, som spejlvendes over midten. Hele puppen udgøres derved  af 10 rammer. Rammerne udføres i dampbøjet Ask træ ved hjælp af en svedekiste og samles foroven i et skar/skårlaske - mgent til  spanternes samlinger i robåden.

Over midten forneden er alle rammer flade over en strækning på 76cm hvorpå et dæk kan skydes ind og hvile på rammerne. Dertil er hver ramme forsynet med 4 huller på 12mm, hvori ophængningen fastgøres. Til sidst har samtlige rammer 14 mindre huller i yderkanten, som sikrer dugens fastgørelse til rammerne.

Dugen, som omslutter vandreren og beskytter mod evt vind og havgus, som måtte komme gennem den åbne gavl udgøres af et rekonstrueret uldsejl, fremstillet og behandlet efter den traditionelle fremgangsmåde.

Overskudsuld fra øernes mange får, som klippes årligt spindes til garn. På en vægtvæv - på færøsk "klíggjavevur" - bliver det vævet til en dug. Dugen bliver siden filtet i lunket vand for at tætne porøsiteten. I vandet er der blandet en smule urin for at bevare lanolinen i fåreulden, som giver en isolerende virkning. 

Da materialet ikke er tilstrækkeligt elastisk til selv at holde spændingen over rammerne, bliver dugen syet sammen af stykker, som klippes i indadgående buer på langsiderne for at skabe bløde “hvælv” imellem rammerne.  Hele puppens dug er sammensat af 120 stykker uldsejl, hvoraf 30 udregnes i formgivning og de øvrige 3 fjerdedele spejlvendes for sammen at skabe helheden.

Åbningerne i puppens ender kan lukkes ved sammentrækning, på samme måde som vi kender det fra soveposens etui.

Tværsnit af Lonaneyst 1:5

Puppen i kontekst

På plantegningen ses hvordan puppen udfolder sig i de to dybe neyst Niðristovuneyst og Lonaneyst. Formen tilpasser sig huset ved fastgørelsen til tagspærrerne og varierer en smule i udformning heraf.

Udover puppen tilfører jeg i de to dybe neyst 3 bjælker i forholdsvis store dimensioner på 25x25cm, hvor vandreren kan sidde eller stille sine ting på. Dertil er der indført toilette og badeforhold i Dúgvuneystið, som allerede var forsynet med vandtilførsel, sammen med et trægulv. I fjorden er der etableret et ildsted. Bådværkstedet er tilbageført og genåbnet. Og det nyistandsatte bådhus Mýruneystið har fået lov at stå som det er. 

Taget på Dúgvuneystið med stenmure er blevet skiftet med grastørvtag, imens Niðristovuneyst og Lonaneyst i beton har fået nye bølgeplader (sinusplader).  Jeg mener, at de to typer neyst taler hvert sit sprog og at dette skal understreges i tagbelægningen.

I opstalten ses hele konteksten med samtlige huse og samspillet imellem dem. Længdesnittet viser hvordan puppen forholder sig til tagkonsruktionen og terrænet, og hvordan huset bruges med den nye funktion. Snittet i Dúgvuneystið viser badeforholdene samt opbevaring af tørv til ildstedet på den øvre etage.

 

Sydvestvendt Opstalt 1:50
Tværsnit 1:50
Længdesnit Niðristovuneyst 1:50
Puppen indefra
Puppen i Niðristovuneystet
Neystini í Bø efter restaurering og addition