På kanten af det antropocæne

Navn
Pil Whitta Andersen
Uddannelsesgrad
Kandidat
Skole
Arkitektskolen
Program
Bosætning, Økologi og Tektonik
År
2017

PÅ KANTEN AF DET ANTROPOCÆNE
Rum til kunst og videnskab i Søby Brunkulslejer

Bevæger man sig ind i den tætte bevoksning, af hvad der umiddelbart ligner et helt almindeligt skovområde, ophører skoven, og landskabet omdannes til en mosaik af søer, lyngklædte sletter, nåletræsskov og utæmmet krat. En okkerrød sø breder sig langs med vejen og skoven tegner sig som en silhuet af høje fyrstammer, der tumler omkring, som om de ikke rigtig kan finde fodfæste, i en bevæget kontur mod himmelens uendelighed og den ustabile sandbund. 

Ved søen står et skilt ”Færdsel langs brunkulslejets skråninger er livsfarligt – Politiet”  Et alarmerende budskab, der skaber usikkerhed i opholdet på stedet.

Natursyn er et udtryk for menneskets holdning til naturen. I dag står vi overfor et udbredt natursyn, hvor skellet mellem natur og kultur - på grund af menneskets globale indvirkning på naturen - er blevet opløst. Klimakrisen er ikke længere blot et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i en ny geologisk tidsalder; den antropocæne. Ordet Antropocæn kommer af græsk anthropo (ἄνθρωπος) og betyder “menneskelig”, -cæn betyder “ny”  - på dansk gengivet som “menneskets nye tid”.  Årsagen til, at man taler om en ny tidsalder, findes i de geologiske lag, hvor vor tids store industrielle accelaration har sat sine endegyldige spor.

 STED

15 km sydvest for Herning ligger et af landets bedste eksempler på et antropocænt landskab, Søby Brunkulslejer. Et landskab der er i stadig forandring. 

Geologien skabte her grobund for brunkulsindustrien, der var på sit højeste fra 1940-1970. I dag er mænd og maskiner flyttet ud, og landskabet ligger som et uforklarligt møde mellem sandtipper, fyrskov, hedelandskab, okkerrøde og krystalblå søer i alverdens formationer. Et særpræget landskab, der på samme tid er både idyllisk og faretruende. Idyllisk i form af de særlige landskabsværdier og den umiddelbare fredfyldthed, farligt i form af utilgængelige områder med sandskred, og lommer af kviksand begravet under jorden. En kobling der er svær at gennemskue, når man opholder sig på stedet i dag. 

PROGRAM 

Med udgangspunkt i Søby Brunkulslejer ønsker vi at skabe et samspil mellem fortid, samtid og fremtid. I form af et landskabeligt forløb med nedslag, som beretter om den industri der har skabt landskabet, den natur der er opstået, samt et hovednedslag, rum til kunst og videnskab, hvor forskere og kunstnere med udgangspunkt i feltstudier kan diskutere, udfolde og formidle antropocæne udfordringer. Hensigten er at skabe refleksion, forståelse og pluralisme hos den besøgende, ved at lade naturen komme tæt på og lade kunsten formidle forskningen. På denne måde søges et globalt begreb forankret i en lokal kontekst. 

Projektet er udarbejdet i samarbejde med Cathrine Björk Vindheim.

Brunkulsgrav 1965
En ny rute i landskabet. Der med tre nedslag, knytter sig til den eksisterende hovedfærdselsåre.
Plan - Rum til kunst og videnskab
Snit set fra vest - udstillingsrum
Opstalt set fra øst - det samlede anlæg
Snit set fra nord - atelier og bolig
Ankomst

Program - På kanten af det antropocæne